Efter en hektisk weekend med både kursus og forberedelse, inviterede jeg fruen på en lille MTB-tur. Valget faldt på Knudshoved Odde- vel og mærke den odde der går ud fra Vordingborg. I min skoletid havde jeg besøgt odden for at se bisonokser og gravhøje.
Vejrudsigten lovede opklaring ved middagstid, så 11.45 parkerede vi bilen ved Næs og Skaverup Strand. Avnø fjord havde vi på højre hånd og vi trillede mod odden, med det mest nødvendige udstyr.
Naturligvis begyndte regnen få minutter efter starten, men det regnede ikke nok til at krybe i ly- men nok til at være på vagt. Min kone er ramt af et træningsforbud (ingen høj puls) i nogle måneder, men hun har fået et “GO” til at cykle i behersket tempo, gå lange ture og styrketræne. Så hun var nærmest lidt overtændt af lykke da vi mødte modvind og regn i ansigtet. De små dråber ramte huden som små nåle, ikke nogen smerte, men bare en konstant summen i fjæset. Jeg har som sådan aldrig tænkt på, at modvind og regn kan give lykke- men jeg kunne sagtens sætte mig i hendes situation. Det føltes som om vi kørte hurtigt og det var det hun savnede. Hun sad bare og smilede og det havde en afsmittende effekt.
Efter 15 minutter holdt regnen inde og hurtigt forsvandt fugten og vi kunne smide skaljakken og fjerne huen. Varmen kom samtidig med at vi kørte ind i skovene.
Inden vi kørte hjemmefra, havde vi klargjort kaffe og frokost. Naturligvis havde jeg et ultra lille og let “køkken” med. En titaniumskop med en micro gasbrænder fra Biltema og tilhørende gas, lighter, låg og ske. Den kom dog ikke i brug i denne omgang. En varm dunjakke og en stump liggeunderlag havde også fundet vej i sadeltasken, ligesom tør uld-undertrøje og ekstra uldhue. Selvom vi taler om forår, bliver man rigtig kold under pauser. Frokosten smager bare bedre når man er tør og holder varmen.
Vi passerede en dyrerist og straks efter åbenbarede der sig et fantastisk terræn. Bøg og eg samt den klassiske lave og vindblæste vegetation så snart vi nærmede os havet. Her rendte kvæg- måske noget højlands? Efter få minutter mødte vi en opsynsmand. Straks blev vi lidt opmærksomme på, om vi nu måtte cykle her. Men jeg var sikker på, at have læst alle tavler og så også mange spor efter andre på cykel. Men som altid skal du måde fremmede med et åbent sind og sætte lidt tid af til en snak…. Selvom jeg ofte er et meget privat menneske, syntes jeg altid det er lærerigt at tale med fremmede, så snart man er lidt ude i vildnisset. Jeg sagtnede farten og da opsynsmanden var få meter fra mig kom min åbning: “Der er godt nok skønt herude!” Han stoppede og svarede straks. Han var sønderjyde og havde fundet sig et drømmejob her. Han fortalte om sin dagligdag, som pt handlede om at finde nyfødte kalve og øremærke dem. Han kunne også fortælle om fremtidsplanen med odden- som bød på mere fri natur. Slutteligt spurgte jeg ind til tidevandet og farbarheden på det sidste stykke ud på tangen….Han kunne svare meget præcist:” For 10 minutter siden kunne I godt køre over, men nu er vejen oversvømmet- så der må I vente på sidevandet skifter igen”. Så længe bliver vi ikke kunne jeg konstatere- idet tidevandet skifter mellem “flod og ebbe” to gange i døgnet.
Vi cyklede videre og svingede syd over, imod læsiden af odden. Her sad vi i læ, med varme dunjakker, og nød frokosten og udsigten over smålandsfarvandet. Vi kunne tydeligt se Femø, Falster og Lolland ude i horisonten. Solen kom frem og gav mere energi i kroppen. De små celleplast -siddeunderlag, som jeg altid har med i saddeltasken (den bibringer også en god stivhed så tasken ikke slasker rundt under kørsel i terræn) giver en god komfort når jorden er din stol. Det fugtige tøj blev hængt over cyklen, så kunne vinden og solen klare tørringen.
Efter frokosten fortsatte vi mod Oddens ende. Efter en rute mellem gamle knudrede egetræer og mosehuller fik vi igen lidt modvind og denne gang var der ingen læ. Vi trampede forsigtigt i pedalerne og fandt et lettere gear. Underlaget blev mere sandet og vegetationen var nu reduceret til græsser og tjørnebuske. Pludselig stod vi der, hvor vejen fortsatte ud i havet. Vi havde nået (denne) verdens ende. Ca 50 meter af vejen lå under toppede bølger, så her sluttede ruten i denne omgang. Vi besluttede at vende tilbage når vandet var mere tempereret, for det er muligt at gå over med cyklen på nakken.
Cyklerne blev vendt mod sydøst og nu kom der mere fart på. Med vinden i ryggen og flad grusvej, gik der ikke lang tid før vi igen kom i skoven. Jeg sendte en venlig tanke til vejrguderne, der heldigvis fortsat ville have vind fra samme retning. Pludselig var det ubesværet at holde pulsen helt nede og samtidig køre 25 km/t på MTB. Vi kørte atter ind i skoven og jeg valgte en lidt anden rute hjem. Vi snuppede lige en kop kaffe under en gammel Eg. Straks forestillede jeg mig hvorledes der igennem historien havde siddet forfædre netop her og lyttet til skoven. Kaffe fik de nok ikke, men måske lidt opkog af agern, birke inderbark og grannåle? For mig er kaffen lige så hellig som Thor og Odin var for vikingerne- så den hører sig til.
Lidt til højre for os lå en gravhøj. Dem er der en del af herude på Knudshoved og de er absolut et kik værdigt. Dog indtager jeg aldrig frokost eller gør længere ophold på disse gravhøje. Jeg ved ikke helt hvad der er, men der er en bestemt atmosfære og “energi” disse steder- så for en god ordens skyld…. Jeg har det ligeså med alle gravpladser jeg møder, en indbygget respekt ligger i mit DNA. V
Små 40 km var planlagt, men den oversvømmede vej skar 4-5 km af turen. Trods den korte rute, var det en helt fantastisk tur som jeg til enhver tid vil anbefale- både på MTB eller til fods. Man kan, mod betaling, parkere sin bil et godt stykke ude på odden.
TurTossen 