Fredagen var allerede godt skudt igang med kaffe og et solidt morgenmåltid nede ved søen. Vejret var venligt og solen stråler havde meget energi i sig. Jeg arbejdede et par timer på den bærbare og fik afsluttet nogle opgaver og lavet tilbud på nye projekter. Allerede ved frokosttid kunne jeg frigøre mig fra den bærbare. Foråret havde fat i mig og jeg blev nød til at have en FED fredag.
Fed fredag betyder en tur på FAT-biken rundt i skovene hvor jeg bor. Her er en mængde spor til MTB samt flere trampestier. Forventningens glæde boblede og jeg fandt kværnen frem. Lidt olie på kæden og en vanddunk i holderen. 30+ kilometer lå forude og jeg smed lidt god musik i det ene øre. Jeg kan ikke med musik i begge, idet det er vanskeligt at undvære den feedback hørelsen giver om omgivelserne. Men på simple strækninger er lidt musik fedt.
De store dæk har en skøn “sang” både på asfalt og grus. Ofte er det slet ikke nødvendigt at give andre signal- denne brummen får andre til at vende sig i den tro, at der kommer en voldsom maskine bagfra! Jeg fandt en god rytme og kastede al forsigtighed over styret da jeg bankede ned igennem skovstien- til lyden af Van Halen: Jump! Igen blev jeg positivt overrasket over det greb en fatbike har i underlaget og svingene kan virkelig presses. Jeg glemte fuldstændig at det plejer at kræve lidt gode ben at cykle i dette terræn, men hver celle i kroppen var indstillet på at levere den energi og synkronitet der skal til. Det var sandelig FED fredag.
Trampestien langs Susåen 
Der er kun en vej
Små tre timer senere ramte jeg hjemmet. Nu kunne jeg mærke at kroppen havde ydet, men fandt lige lidt ekstra energi frem og gik haven (skoven) for at fælde nogle graner. Batteriet var helt tømt ved 19 tiden, hvor fruen ventede med kødfri aften!
Lørdag morgen sad jeg igen på cyklen. Denne gang som instruktør på en spinningstime. Programmet bød på mange udfordringer og de sidste 10 minutter blev ren overlevelse. Det blev til LAM lørdag. Benene syrede konstant til og det føltes som om enhver fiber i lårene var på bristepunktet. Pludselig var tidsfornemmelsen helt diagonal til fredagens oplevelse. Et minut føltes som en time i helvedes forgård. Synkroniteten var væk og i stedet en fornemmelse af syre og blodsmag. Et hurtigt kik på efterfølgende resultater afslørede også at jeg ikke havde kørt effektivt. En ubehagelig men effektiv påmindelse: HUSK din restitution!
TurTossen 