Vi havde en stille dag i sigte, kun 35-40 kilometer i noget der lignede skovveje. Allerede fra start var optimismen stor og navigationen gik fint. I starten var skovvejene belagt med fliser, hvilket gjorde det rigtigt let for os.
Jeg spekulerede lidt på, hvorfor man dog gad at brolægge skovveje. Efter 30 minutters kørsel havde vi ikke mødt en eneste, så det er ikke fordi her er meget trafik. Min eneste tanke kom på en slags straf-arbejde. Tanken var jo ikke så fjern her i det gamle Østtyskland.
Jeg fornemmede at vi begge havde gode ben. Imidlertid er det således at hjernen gerne vil have en kort arbejdsdag, så med den start troede vi også på det! 
Alt var fryd og gammen. Vi mødte tre bikepackere. Alle så meget slidte ud og tynde. Det gav jo en herlig reminder på, at der kunne ligge et muligt vægttab i vente. Det er noget nemmere at smide et kilo end finde et kilo mindre udstyr. Sidste er dog ofte her grejfreaken satser… ligesom mig.
Vi stoppede ved en kanal og tog fem minutters pause, ikke fordi vi havde et behov, men der var muligvis underholdning i vente. En båd lå og ventede på at komme igennem slusen og et par i kajak havde store problemer med at få deres dobbelte kajak ud af vandet. Muligvis ville få et billigt grin…. men det udeblev desværre. Men guderne ønskede vist at give os en lille lærestreg: “Man skal ikke fryde sig over andres uheld”. Der ventede os en ordentlig lussing lige om hjørnet!
Efter få 100 meter skiftede underlaget fuldstændig. Vi befandt os i en sandkasse af format. Solen bragede ned og vi kørte latterligt langsomt og op af bakke de næste to timer. Det blev til 20 kilometer i sandet og adskillige småstyrt. Pludseligt stod det klart hvorfor modkørende havde set helt miserable ud! Kun få steder var der et godt spor, specielt hver gang vi krydsede veje og jernbaner.
Lang om længe ramte vi destinationen. Kort tid efter glemte jeg al arbejdet. Vi stod nu foran en gammel KZ lejr fra 2.Verdenskrig. På et monument stod der at lejren var befriet af Den Røde Hær i 1945. Bag murene kunne vi se de gamle bygninger og en gammel russisk kampvogn stod midt på pladsen.
Selv i varmen reagerede kroppen med kuldegysninger. En vigtig påmindelse om de rædsler der foregik.
Vi fandt omsider ro på en cafe. Spiste sen frokost og fandt også plads til kaffe og kage. Vel optanket kørte vi til nærmeste campingplads. Rutinerne med telt og udpakning er tunet ind. Vi er hurtigt på plads. Vinni fandt et bad mens jeg gik i gang med at efterse cyklerne. Mine to tasker på forgaffelen havde flere gange drejet omkring egen akse, med risiko for en katastrofe opbremsning, hvis en af taskerne ville gå ind i forhjulet. Derudover havde GoPro kameraet konstant generet, så det skulle lige flyttes lidt.
Gaffatape er din ven… så er den fikset. I morgen venter endnu en dag, noget længere end i dag…
TurTossen 