Ski & Kærlighed

Vi er netop hjemvendt fra en af de vigtigste årlige begivenhed, skituren! Allerede samme dag som jeg er kørt ned af sidste nedkørsel, er tankerne fokuseret på næste skitur. Igen har Alperne været målet og vi er fortsat begejstret. Specielt de milde temperaturer gør det til en fornøjelse at udfordre egne evner.

Jeg er kommet i samme område i mere end 20 år- og klimaet er absolut ændret. Sommer er alle gletschere betydeligt mindre end de var for 20 år siden.. Jeg vil mene at de har mistet 10% af deres længde! Vinteren opleves en del mildere omend snefaldet svinger voldsomt- Men der er måske gennemsnitligt lidt mindre sne? For mig er det tydeligt at klimaet er under forandring.

En vigtig ingrediens på skituren, er en god makker! En god makker der elsker skiløbet men også en der bider til bolle- når det begynder at være lidt “spændende”. Min makker er samtidig min kone. Vores begejstring for udfordringer har gang på gang været en styrke i ægteskabet. Selvfølgelig er det vigtigt at vi kan lave noget hver for sig, men det er VIGTIGST at vi kan lave noget sammen. I den sidste ende, er det ikke det vi har hver for sig, der binder ægteskabet sammen- men netop det vi har SAMMEN! Jeg er en “heldig kartoffel”- som en god veninde en gang sagde. Hun har ret! Lige meget hvad jeg udfordrer min kone med- så følger hun med. Naturligvis sker det en enkelt gang, at hun mener jeg presser citronen vel meget. Men når det gælder, så er hun der.

• 

• 

Jeg havde investeret i nye ski, støvler og randonee bindinger til min kone. Det særlige ved randoneebindinger er, at hælen kan frigøres. Således er det muligt at bruge skiene en del a la langrend. Under skien er der klistret “skind”- således at hårene er bagudrettet. Hermed er det muligt at glide frem, mens bag-glid ikke er muligt. Når du når til toppen (eller der hvor du vil køre ned fra), hives skindene af og bindingen drejes sådan at hælen igen kan låses. Nu er ski, binding og støvle transformeret til en vanlig alpin downhill løsning. Støvlerne minder også om den klassiske alpinstøvle. Stadig plastic- men med mulighed for at låse støvlen op til en “gå-tilstand”.

Den første dag i bjergene tog vi som opvarmning. Man skal lige fornemme sneen, glidet, kantgrebet og skienes egenskaber igen. Men jeg vil mene at det er som at cykle… når du først kan så glemmer man det ikke lige med det samme. De sidste 25 år har jeg udelukket kørt Telemark. Oftest har jeg været alene om det, men jeg skal love for at stilen har fået en renæssance i Frankrig! Det var fantastisk at se flere skiskoler med både voksne og navnligt børn- der var vilde efter at lære kunsten. Jeg savnede straks mine gamle planker med telemarksbindinger. OG mestrer du Telemark- så er det ingen kunst at køre alpint!
Men vi fik pudset stilen lidt af og den gode fornemmelse for skiløbet var genopfrisket. Dagen efter skulle vi væk fra pisterne og lifterne.

Der er, trods anstrengelserne, flere der dyrker ski-randonee. Men alligevel får man en fornemmelse af, at have hele bjerget for sig selv.
Solen skinnede fra en skyfri himmel da vi endelig kom ud af hytten. Vi havde pakket sneskovl, søgestang og sat den elektroniske lavinesøger på plads i bukselommen og lukket lommen forsvarligt til. Der er stadig få der placerer lavinesøgeren i toplommen af deres oppakning. Men det er sket at rygsækken er revet af manden i en lavine, men mig bekendt har ingen der er gravet ud af en lavine, manglet sine bukser!

Til denne dagtur medbragte vi (pr. mand):

• Lavinesøger
• Søgestang
• Sneskovl
• Sne/is økse
• Skind (feller)
• Klatresele
• 2 slynger
• 8-tal (rapelling)
• Karabinsæt x 2
• Prusik x 2
• Crampons
• Dunjakke
• Skiftetrøje i uld
• Hue
• Handsker
• Solbriller
• Madpakke
• 1/2 liter varmt vand i thermokande
• 1/2 liter drikkevand
• Powerbar
• Siddeunderlag (skåret efter rygsækkens form)
  
  Fælles:
• Vindsæk
• Reb
• Førstehjælpstaske
• Reparations sæt

Vi snuppede liften op. Nede i dalen var det koldt og skyggefuldt. Straks da liften bragte os op i solen, steg temperaturen betragteligt. Allerede nu begyndte hjernen at arbejde: Har jeg mon fået for meget tøj på? Inde i en gondollift er det altid en del varmere- indtil dørene slår op. Ganske rigtigt stod der også en servicearbejder ved endestationen, han så noget sammenbidt ud og var meget energisk hver gang en gondol ankom. Det virkede lidt som om at han gerne ville arbejde sig varm. Specielt min kone fik ekstra service og han sprang rundt. Jo jo… han ville gerne bære hendes ski helt frem til udgangen….
Heroppe i det tyndere luftlag, flyder vandet åbenbart lettere: I hverttilfælde skulle vi begge lige tisse inden turen fortsatte. Det var det samme hver dag- op til endestationen og så lige på wc. Jeg huskede dog ikke samme mønster fra min ungdom?- Er jeg mon blevet gammel! -Tanken blev skyllet ud sammen med 1 liter tis.

Vi klargjorde ski med skind og spændte dem på rygsækken. Det første stykke stod på let klatring uden behov for yderligere sikkerhed andet end ekstra opmærksomhed. Jeg gik/klatrede forrest og sparkede trin ind i sneen. Vi kom hurtigt op og kunne bevæge os hurtigt på bjergkarmen. Den var ikke så skarp og voldsom og flere steder var der en 2 meter bred “vej” at gå på. Samtidig med arbejdet begyndte varmen for alvor at skabe en del dug på køleren. Jeg har altid en intension om ikke at svede voldsomt under vinteraktivitet, men her i solen var det umuligt.
Vi snuppede en kort pause mens vi prøvede at bestemme ruten. Terrænet var ikke længere stejlt, men mere blødt og bølgende- som en uredt edderduns dyne bredt ud over landskabet. Pausen blev også brugt til at få lidt tøj af, hjelm i rygsækken og en tynd hue på hovedet. Solbriller er obligatoriske når der er både sne og høj sol. Ligeledes er det en god ide med lidt solfaktor på hoved og læber.
Sidste år havde min hustru fornøjelsen af midlertidige “silikonelæber”- i kæmpeformat! Jeg har lovet ikke at vise billede- men det så virkeligt ubehageligt ud! En forbrænding på kyssetøjet er ingen fest…

Ruten blev valgt og skiene blev lagt til rette i sneen. Bindinger blev sat i “Walk” mode og skistavene forlænget. Nu gled vi igennem det bølgende landskab uden en lyd- andet fra en stille hvislen fra ski og skind. Længere nede kunne vi se en lille gruppe arbejde sig afsted. Der var guide med og det så ud som om han delte ud af gode råd og erfaringer- han piskede rundt til alle deltagere og var sikkert sine penge værdig. Ligesom cykling, er der lidt at spare ved at gå bagerst. Den der går forrest tramper sporet og det koster lidt ekstra kræfter. Den samlede rute ville være ca. 25 km, men 2/3 dele af denne var nedkørsel- vel og mærke i et stræk! Så med andre ord- du giver 8 km og får 16 kilometers nedkørsel! Det er da til at forstå meningen med.
Ruten gik jævnt op og en gang imellem skyggede omkringliggende tinder for solen. I samme sekund solen var væk blev det hundekoldt. Derfor blev jakkens lynlås motioneret en del ligesom huen blev taget på og af hele tiden. Ca. to timer efter start stod vi på det sted, nedkørslen skulle påbegyndes. Dagens første lange pause blev iværksat. Jeg gravede en lille bænk i sneen og vores mad, kaffe og dunjakker blev fundet frem. Vi har altid et lille stykke liggeunderlag nede i rygsækken. Det fungerer godt som beskyttelse ind mod ryggen og tjener som sideplads. Med rygsækken som ryglæn og solen lige i ansigtet, blev forkosten indtaget.
Det er de små fif der ofte gør en kæmpe forskel i vildmarken- hvor en detalje han vende oplevelsen fra kanon til lort! Siddepladen er et af disse fif. Som vanligt placerede jeg skiene med skindsiden vendt mod solen. Hermed kunne skindene tørre og eventuel is ville smelte bort. Det er sku federe at rulle tørre skind sammen og putte den i rygsækken… igen et lille fif.

Efter forkosten gjorde vi klar til en lang nedkørsel. Planen var at køre ned igennem en bred dal, lidt skov og slutteligt ende på en vej/piste- der kunne føre os til en lift- for derfra at blive transporteret til skiområdet igen. Det blev en herlig nedkørsel. Vi plejer at køre mod et aftalt punkt, stoppe op og så aftale næste stop. Det fungerer rigtigt godt og sikkert. Vi er tæt ved hinanden og ender aldrig hvert sit sted.
Denne nedkørsel gik ligeså indtil jeg spottede en samling af mennesker- for foden af en lavine. Det var tydeligt at se at de havde gang i en eftersøgning. Hurtigt kørte vi derned, selvom det ikke lige var den planlagte rute. Straks vi kom tættere på undrede jeg mig over lavinens “look”. Den var jo ikke helt ny? Ergo leder de efter noget der ikke er i live…. Da vi var 30-40 meter fra gruppen kunne jeg genkende guiden fra tidligere. Ahhh… de øvede sig i at lokalisere et par nedgravede rygsække med sendere i… Det gav jo mere mening. Vi fik da også nogle afværgende fagter. Straks efter var vi igen på vej ned i dalen.
Solen bankede nu ned fra en skyfri himmel og sneen var en del tung at svinge i, men til gengæld var den urørt flere steder… så det blev meget anstrengende ikke at smile :-). Vi ramte trægrænsen og kort tid efter stod vi i skoven. Det blev lidt af en kamp at komme helt i bund, men efter 20 minutters kamp stod vi igen i noget terræn der var til at køre i. Med lidt skøjteteknik og nogle solide stavtag kom vi ud på en pist der førte til liften.

Straks ved ankomst til skiområdet, krævede vores anstrengelser en belønning. Med solstol og en fadøl blev oplevelsen fejret- dvs min hustru skulle have en kop kaffe og en gulerod?

Seks skidage- seks dage med sol og høj himmel. Sådan fortsatte vores tur. Naturligvis blev der også kørt på pister og spist frokost i “knaldhytten”. Her serveres burgere i topklasse, gourmet mad, vin, øl og god kaffe. Med en udsigt der efterlader beskueren dybt ydmyg. Tak for en fantastisk tur til min hustru…. allerede i liften på vej ned, gik mine tanker imod næste skitur….