Vores tur har nået et nyt højdepunkt. Der er sket mange gode ting de sidste par dage…. Bikepacking er indbefattet af ømme ben men også storslåede oplevelser, hyggelige møder med andre mennesker og en kæmpe grad af frihedsfornemnelse.
Efter en kort men alligevel hård tur fra Vejen til Jelling, hvor vinden og korte regnbyger konstant satte gang i hjernens center for “gode undskyldninger” som F.eks: “der er da noget med at cyklen ikke har godt af så meget vand, senen på siden af knæet er da ved at blive betændt”… Så undgik vi alligevel at tage toget retur. Undskyld er egentlig meget dækkende: “undskyld” betyder i virkeligheden … uden skyld”! Det er vel netop det det her handler om når vi taler om smutveje ud af modstand og besværligheder. Udstyret fejler og jeg er uden skyld, men kan så ikke fortsætte! Heldigvis er vi begge indstillet på at der vil være udfordringer og til tider mange besværligheder der skal gennemleves. Modvind på cyklen er fortsat karakterdannende!
Efter en nat med kold luft og regn, stod vi op til tørvejr og endnu en dag med vind fra nordvest. Altså igen en dag i modvind! Men det blev alligevel en fantastisk dag med topfart og en masse gode bakker, hvor alle gear kom i brug. Specielt kunne jeg mærke en lille beruselse, da vi foran kunne genkende et par, som også var bikepackere og var kørt afsted 45 minutter før os! Det ville jo betyde at vi havde gode ben og fart i hjulene. Vi kørte et stykke med dem, men det er vigtigt at holde sit eget tempo og egen rytme. Derfor var det blot et blik fra min kone og så vidste jeg godt at vi skulle videre. Vi ønskede dem fortsat god tur.
Det er bemærkelsesværdigt så mange samtaler vi har haft med andre. Både bikepackere, vandrere og campister med et større vogntog på slæb. Der er en kæmpe skat i den danske folkefærd: venlighed og gæstfrihed. Jeg møder naturligvis også det modsatte, men jeg vil påstå at netop blandt ferieramte er der en særlig ånd og venlighed. Vi er mange gange blevet spurgt om vores rejse, cyklerne og udstyret. Ja der er endda taget billeder af grejet og cyklerne.
Efter små 70 kilometer lå Silkeborg blot en nedkørsel væk. Vi besluttede hurtigt at Silkeborg var et besøg værdigt. Byens skove havde vi jo stiftet bekendtskab med. Sammen deltog vi for 14-15 år siden i et 90 km orienteringsløb (og vandt vores klasse). Det var et voldsomt udfordrende løb med indlagt svømning over Gudenåen samt diverse vådområde der skulle forceres. Nu kunne det være rart at gense byen, med lidt mere overskud på kontoen. Nedkørslen var enkel og vi lagde os ned i styret for at mindske luftmodstanden. Jeg ved at fruen har mindre fartglæde end jeg, så jeg venter altid i bunden. Uden at hjælpe med pedaltramp kom farten op over 60 km/t. Det er en skøn fart og jeg nød at cyklen, trods fuldt læsset, kørte fuldstændigt stabilt! Lyden fra dækkene henledte mine tanker til lyden af en turbomotor, der lader overtrykket slippe ud. På samme tid blev jeg fristet af at give power og i næste sekund overveje hvad der ville ske, hvis en bil pludselig overså din vigepligt! Vi nåede Silkeborg uden uheld.
TurTossen 