Som en absolut tiltrængt ferie, ramte vi efteråret. Allerede fredag, umiddelbart efter job, satte vi kursen mod Ollestad Gård, der ligger 25 km Nord-Vest for Ulricehamn. Vi har været der før og havde en skøn oplevelse på skøjter og langrend. Denne gang var det gravel-knuserne der var med. Reservationen og betalingen var klaret gennem AirBnB. Området var på den godkendte liste over områder i Sverige, som var ok at rejse til (i forhold til CoVid19).
Vejrudsigten blev nøje studeret og vejret var smukt, men der ville komme regnbyger sidst på køreturen derop. Af samme årsag besluttede jeg at pakke cyklerne inde i bilen. Det ville jo være lækkert at starte med en ren og tør cykel. Selvom jeg havde pakket dagen i forvejen, var der alligevel en tanke i baghovedet… Jeg havde glemt et eller andet. Jeg kunne dog ikke rigtig lokalisere hvad jeg manglede, så jeg sparkede tanken til hjørne. Erfaringen er, at det nok er til at løse. Efter 5 timers køretur (inkl aftensmad på McDonalds) nåede bilen til Ollestad Gård og samtidig ramte min hukommelse også “the missing link”! Jeg havde sgu da glemt mine cykelsko!!! Jeg havde netop ikke pakket dem ned i tasken, fordi de stadig var våde efter torsdagens cykeltur. Nu stod de der oppe på fyret i Danmark- og grinte dumt af mig.
Med lidt brødetynget samvittighed, måtte jeg meddele min kone at jeg havde glemt cykelsko. Heldigvis blev det blot besvaret med et lille grin og ordene: “så kan jeg jo komme til byen og ose lidt”. Vi begyndte at pakke ud efter vanlig orden: jeg bærer ind- hun placerer. Cyklerne fik en plads i stuen, hysterisk rene som jeg plejer at holde dem. Kun dækkene måtte blive udenfor under et halvtag.
Efter alt var på plads, satte vi os ved bordet og drak et par glas rødvin. Samtidig skimmede jeg de omkringliggende byer for cykelforretninger. I Borås fandt jeg en lovende forretning, der så ud til at være veludstyret. Positionen blev sendt til bilens GPS, så var vi klar til shoppingtur allerede næste formiddag. Vejret blev igen studeret og det ville blive regn frem til kl. 15. Det var jo heldigt- for vi ville først komme hjem over frokost og en cykeltur i tørvejr var klart at foretrække.
Indkøbsturen gik fint og heldigvis bød Borås ikke på for meget tøse-krims-krams. Vi fandt også en god kaffe-bar og hyggede længe, mens det regnede udenfor. I cykelbutikken fandt jeg nogle fine sko og klamper. Med den svenske kurs var det en fin handel. For mindre end 1400 d.kr købte jeg et par lækre Specialized MTB sko, klamper, cykelbukser til fruen og en ringeklokke. Regnen fortsatte indtil vi igen landede på Ollestad Gård.
Hjemmefra havde jeg planlagt en masse ture af forskellig længde, så nu var det op til vores temperament at vælge en længde på turen, vel vidende at kl 19 er lyset slukket. 30 km eftermiddags-rul lød jo meget godt. En rute rundt om Sämsjön var det gode valg. Selv samme sø havde vi kørt rundt på- på skøjter for 2 år siden. Noget af ruten blev et vandre-spor. Tiden ville vise om det var muligt at cykle.
Vejret klarede op og vi kørte afsted. Grusveje med smukke kulturlandskaber prydede ruten og ind imellem skove med små listige passager, hvor vi lige måtte stå af cyklen og trække. Men der er jo ingen grund til at brokke sig, men i stedet vælger jeg at have fokus på skønheden og jeg nærmest håber på vanskelige passager hvor cyklen skal på nakken og måske en chance for at smide sko og bukser for at passere et vandløb. Det blev dog ikke nødvendigt at smide sko og bukser… der var venlige sjæle der havde sørget for planker at gå på. Vi mødte et par vandrere på turen, der kikkede lidt underligt da to cykelryttere pludselig stod midt i moseområdet med hver deres cykel. Efter 1 time og 50 minutter var dagens lille tur allerede slut.
Det er meningen at ferier også skal have momenter af ren afslapning. På 3. dag stod vi op til regnvejr. Jeg er morgenmenneske og vågner næsten altid inden kl 06. Det samme gjorde sig gældende denne morgen. Men i stedet for at være aktiv gik jeg ind og kikkede lidt fjernsyn, lavede kaffe og gjorde klar til morgenmaden. Fruen stod op ved 9 tiden. Vi hyggede ved morgenbordet, så lidt film, spiste pandekager og smurte en sandwich til frokosten. Denne gang blev cyklerne pakket med lidt ekstra tøj, kogegrej, underlag, tarp, mad og kaffe. Turen skulle være længere og med indbygget frokost og kaffepause. På længere ture er det lækkert hvis man lige kan tage en tør trøje og en varm jakke på, under en pause, mens det svedige tøj måske kan tørre lidt. Planen var en tur på 60 km og ruten et mix af grus, sti, vej og vandrerute. Samtidig nogle gode bakker hvor stigningsprocenter var 15+!
Vejret klarede op og der var øjeblikke med sol og varme. Der var også små byger af støvregn som ikke var generende, men forfriskende. Så længe varmen er i kroppen er det intet problem med lidt småregn, det er først når kroppen er kold, at det bliver rigtigt surt. Derfor havde jeg også taget en tarp med. Blev regnen for kraftig, havde vi muligheden for at tage en kaffepause under tarpen- og måske endda tænde et bål. De første 20 kilometer var virkelig udfordrende. De største stigninger lå på denne del og det var også her at vandreruten skar sig op igennem højdedragene.
En stigning var beklædt med store granitskærver som lå meget løse. Det var ikke muligt at cykle op af den- ikke for os i hvert tilfælde. Så der måtte vi af cyklen og trampe op. Selvom MTB sko er født med grov sål, er den overhovedet ikke egnet til at gå på granit klippe. Sålen er stiv og hård og konstant gled vi på de våde granitskærver. Op kom vi og næste stigning var ganske imponerende og meget stejl. Den var til at cykle på, men vi måtte begge lige snuppe en drikkepause- bakken var længere end forudset. Jeg havde lagt hårdt ud og forventede at bakken stoppede lige deroppe- ca 450 meter fremme. Men det gjorde den ikke! Det var blot den første 1/3 del… Metalsmag i munden og to lunger der ikke kunne levere nok ilt til lårbasserne. Mens jeg lige ventede på fruen prøvede jeg at finde en passende kommentar, men hun fortsatte forbi mig! Heldigvis stoppede hun 10 meter længere fremme og jeg kravlede op til hende. Vi stod der og kikkede op mod toppen og blev enige om at det alligevel var den stejleste bakke vi endnu havde kørt på gravelbike- eller havde forsøgt… Pulsen kom ned i mere tåleligt tempo og denne gang var mit udlæg mere behersket. Jeg havde ikke en plan om at stoppe i dette forsøg.
På toppen så verden noget lysere ud og en flot og lang nedkørsel mod en sø, lå klar og indbød til dødskørsel. Jeg lod hånt om bremserne og styrede cyklen mod bunden og søen. På en grusvej fornemmes 60 km/t alligevel som en ganske betragtelig hån mod døden- men det er skide sjovt. Min kone tager sin egen førelighed og udseende mere alvorligt (hun er bestemt også kønnere end jeg)- så jeg vidste godt at hun ville slide mere på skivebremserne end jeg. I bunden ventede jeg og en lille pause ved søen.
Igen blev vi beriget med sol. Vi sad i solen nogle minutter og kun da en sky blokerede for solen, rejste vi os og fortsatte på turen- ellers havde vi nok siddet der meget længere!
Vi havde nu nogle kilometer på landevej hvor samtale var muligt, her blev vi enige om at frokosten først skulle indtages når vi havde kørt mindst 2/3 dele af ruten. Det er altid lidt hårdere at komme i gang efter en lang pause, særligt når vejret er koldt. Mentalt er det lettere at håndtere. Vi er ikke gamle endnu, men der er løbet noget vand i åen og kroppen skal altså lige igang efter en pause. Det gør lidt ondt… så at vide det værste er klaret- er en fin tanke.
Frokosten nærmede sig. Tanken om et lille bål at varme sig ved, fyldte meget. Jeg begyndte at kikke efter egnede steder og tiden gik hurtigt- og det gjorde kilometerne også. De seneste 20 km var nærmest kørt uden at have tænkt over det- og pludselig brød solen igennem. Vi mærkede straks varmen og fandt en gammel svensk-rød lade som læ for vinden, men med solen direkte på os. Den svedige uldtrøje og skaljakken kom af og blev hængt til tørre. Jeg fiskede en dunjakke op af saddeltasken og pludselig så verden anderledes dejlig ud. Vi spiste vores frokost og lavede kaffe. Bålet blev lagt i glemmebogen og vi fik 30 minutter i solen uden at fryse. Igen havde vi en guldske i rø…. Sådan fortsatte heldet. Vi nåede akkurat hytten inden himlen igen åbnede op for et regnvejr, der varede resten af dagen.
Rene cykler 
Det gamle vandværk 
Guld for enden
Den sidste dag besluttede vi at tage et smut til Ulricehamn. Jeg brugte morgenen på at rense cykler. Himlen var blå men sorte skyer kom rullende ind fra vest. Vi kørte i bil til byen og handlede lidt ind. Netop som vi trillede mod Ollestad, kom regnen. Igen var heldet på vores side. Dagen sluttede med et par timers vandretur hvor min kone samlede lav-grene ind til årets juledekorationer. Vi fik en kop kaffe ved søen og nåede netop hjem inden næste byge.
Slutteligt fik jeg afprøvet mine Hestra Ergo Grip Active – handsker.
En super lækker handske fra mit ynglingsmærke udi hansker. Pasformen er tæt og formsyet. Vandtæt, smidig og ganske varm. Størrelsen er tæt og jeg valgte en str 11 i stedet for min vanlige størrelse 10. De har ligget i gemmerne i nogen tid, men i det fugtige efterår og vinteren er den absolut i topklasse, så længe du er aktiv. Den findes i mange forretninger og online… Som sædvanligt er disse skaffet igennem min lokale grej-pusher i Spejdersport. Har jeg fået dem… næ det er skam betalt af mine egne lommepenge.
TurTossen 