Glædeligt Gammelt Gensyn

For godt 45 år siden startede jeg som lille spejderdreng. Det blev til mange gode år som jeg kun husker som sjove og lærerige. Jeg endte naturligvis med at blive leder og var også med i klanen, en samling af rutinerede spejdere der bl.a. bidrog med at arrangere ture. Vi var både i Norge og Sverige, samt naturligvis i Danmark. Der opstod et særligt broderskab, som med årene er decimeret til minderne. Det skulle der gøres noget ved! Jeg tror det var min bror der foreslog at samle klanen og lave en lille weekendtur.

Der er ikke langt fra tanke til handling. Det lykkedes hurtigt at samle klanen og lægge en plan. Kun en af 6 kunne ikke passe det ind i kalenderen. Det blev hurtigt aftalt, at vi skulle gense Kullen og klatre lidt i Karstens rende, hvis det var til at finde nogle ledige klipper. Derudover skulle vi naturligvis lave mad over bål samt overnatte i det svenske. Vi aftalte at min bror lagde sin 110″ LandRover til, dermed var transporten klaret. Jeg selv ville køre fra Tune og direkte til Kullen. Jeg havde et seminar der skulle klares først. Aftalen blev derfor at de andre provianterede undervejs, således at vi kunne ramme Kullen nogenlunde samtidig. Det lykkedes rimeligt godt, kun med 12 minutters difference. Med i regnestykket var naturligvis at den 23 år gamle LandRover ikke er verdens hurtigste og økonomiske bil. Med en vindmodstand som en 20 fods container, var turen derop sikkert spændende, idet sidevinden var markant. Derimod kunne jeg ikke registrere ret meget turbulens i den køremaskine som Audi A6 udgør.

Det var et herligt gensyn med gutterne. Naturligvis havde årene haft en form for påvirkning, men alle var heldigvis let genkendelige. Med lige dele højt humør og høj sol, kastede vi klatregrejet i rygsækken og begav os afsted. Det var ikke lykkedes mig at finde mine klatresko- og opgav hurtigt, da jeg var af den overbevisning, at brormand sikkert havde dem. I stedet medbragte jeg en gummisko med lidt fast sål, i det håb at den kunne håndtere klipperne. Det viste sig hurtigt at det var en skidt beslutning.

Vi navigerede rimeligt sikkert til toppen af klatreruterne. Med det øgede behov for sikkerhed var det alligevel behageligt at kunne starte klatringen med et top anker (sikring fra toppen). Med opsat top anker, rapellede vi ned til bunden og skiftede sko.

Sikkert ankommet til bunden, kunne Flemming lægge ud med klatringen. Flemming var det naturlige valg, da det så ud til at han ikke rigtig var i god foderstand og øjensynligt vejede mindre end gennemsnittet. Vores eneste bekymring var, om han ville blæse væk i vinden. Flemming kæmpede sig opad og sidevinden måtte have haft godt fat i ham, for han mærkede et lille smæld i en finger og derefter var hans greb noget slattent. Nu egner piveri ikke sig til klanens selvbillede, derfor holdt Flemming sin kæft og klatrede til toppen. Det var først da han atter stod sammen med os, at han stolt kunne fremvise en bulden finger hvor senehæftningen sikkert var sluppet. Hurtigt kom der et par bud fra velmenende klanmedlemmer: “Du kan sagtens holde din akkord på arbejdspladsen, du skal blot møde ind kl 03 og gå hjem kl 21”.. Jo, det var tydeligt at alle kunne være trygge i denne gruppe, ingen mobbere, ingen krænkere…..

Vi var på klipperne små to timer, hvorefter der var bred enighed om, at der ikke var mere at “skyde med”. Naturligvis havde top-rebet klemt sig fast, så vi måtte en tur forbi toppen igen. Vi ramte bilerne og pakkede klatregrejet ned. Jeg havde fundet en sø ca. 60 km fra Kullen, hvor sønnike og jeg tidligere havde overnattet efter en dag på Kullen. Vi kørte “dør-træk” til søen og kunne konstatere at der var andre der havde fået samme ide. Langs søen stod autocampere og personbiler i hobetal! Da vi ankom kom der straks en “selvbestaltet sherif” over for at gøre os bekendt med både bålforbud og de gældende regler for overnatning. De kom ikke bag på os, men der var simpelthen for mange mennesker på stedet. En hurtig rådslagning og en granskning af kortet, afstedkom en hurtig beslutning om at forskyde til et andet sted.
Vi kørte yderligere 15 km og fandt en plads langs en skovvej. Her var ingen mennesker og god læ for vinden. I løbet af få minutter kom alle gadgets frem, for at gøre livet mere behageligt for mænd med en anseelig rutine ud i livets udfordringer. Det grå guld var meget sigende for gruppens look.
Jesper havde trods alderen, holdt sig ajour med de trends der herskede i det civile. Han foreslog straks regler for foto: “Ingen billeder fra siden!- og gør tydeligt opmærksom på, at der tages billeder…” Der var enighed og jeg kunne tilføje at fotos bagfra og oppefra og ned, heller ikke var ønskeligt- med mindre jeg havde kasket eller hue på!

Da bål forbuddet stadig stod ved magt, fandt vi nogle gasbrændere frem og placerede dem under bålristen. På den måde kunne vi lettere håndtere de store gryder uden uheld. Der blev fortæret mindre end i gamle dage. En af klanens medlemmer havde en gammel rekord: 1,2 kg. forloren skilpadde på mindre end 4 minutter, faktisk 3 minutter og 26 sekunder! En ganske vild bedrift der gav ham mavekramper i to timer. Morten måtte derfor udgå fra orienteringsløb, ved nærmere eftertanke var det muligvis planlagt? Morten brillierede i øvrigt med at være fraværende, med undskyldningen om en Lisa Ekdahl- koncert. Jøsses!

Maden blev spist og desserten gik rundt. Haribo havde sponsoreret et kilo matadormix og dertil kom en rom der var voldsom sød. Knot i million vis, havde fundet vej til campen og ligegyldigt hvad vi påførte os, gik de amok. Jeg startede i hængekøje uden et myggenet, men efter få timer var jeg træt af at ligge med soveposen over hovedet. I stedet lagde jeg mig på jorden og brugte hængekøjen som myggenet. Det gik væsentligt bedre og der var ro i lejren indtil kl. 08.

Næste morgen stod det hurtigt klart, at røræg, bacon, hjemmebagt brød, kaffe mv IKKE skulle tilberedes i Knot-helvede. Hurtigt pakke vi campen ned. Det er altid spændende at se hvorledes det går fra kaos til orden. Vi fik hurtigt styr på stumperne. Jeg fik opgaven med navigation. Et hurtigt blik på kortet og pegefingeren blev sat et sted hvor vi skulle spise. Således begav vi os mod havet og mere vind. Flemming var smuttet ind i min bil som co-driver. Vi blev enige om mange ting på denne køretur, sikkert også mange ting der ikke egner sig til gengivelse her. Vi var begge enige om, at vores rejsekammerater måtte have den opfattelse- at vi nøjagtigt vidste hvor vi skulle hen, så sikkert som vi kørte! Underligt at ingen nævnte netop det, da vi efter 35 minutter ramte målet.

Ikke underligt at vi fik lidt opmærksomhed fra de lokale. Vi var svære at undgå at se, med den store LandRover og diverse køkkensager. Snart bredte sig en duft af morgenmad over pladsen. Med stor appetit fortærede vi maden. Vores lille gruppes selvforståelse fik medvind, da flere unge damer cyklede forbi. Det blev i hvert tilfælde den historie der havde den største gennemslagskraft. Tør jeg overhovedet tænke hvad historien har udviklet sig til, næste gang vi skal afsted! For det er helt sikkert at vi igen skal mødes. I skrivende stund er en ny dato ved at finde sin plads, samt indholdet af turen.

Kære klan- jeg glæder mig til næste tur. Tak for godt kammeratskab.