Det blev en rolig nat med en utrolig solnedgang over søen. Efterårets farver spejlede sig i søen og bålet knitrede. Vi havde medbragt foldestole og bord- som nu kom til nytte. Som så mange gange før, er bålet nærmest en magisk terapi makker. Det giver ro til hjernen og aftenen forløb i stilhed- perfekt afslutning på dagen.
Jeg vågner altid tidligt, uanset hvor jeg sover. Denne morgen var ikke anderledes, selvom natten bød på en enkelt udfordring. Jeg havde medbragt to ultralette feltsenge. Min seng drillede og jeg måtte i løbet af natten samle den to gange!
Morgenmaden var müsli blandet med sødmælkspulver- og dernæst vacuumpakket hjemmefra. Her er det blot at hælde vand i posen og ryste den lidt og maden er klar. Brænderen hvæser og lyden får Nicolai til at vågne. Han har åbenbart et bedre sovehjerte end jeg. Et kort godmorgen og maden skulle fortæres
Vi pakkede det hele sammen. Jeg fandt vores Pack-raft frem. Det er en let gummibåd der let bærer en mand og hans cykel samt oppakning. Den vejer ikke mere end 3,5 kg. Den pustes op og efter 8-10 minutter er man klar til at sejle. For at afprøve Nicolais evner i båden, blev det blot til en testtur.
Båden er livlig at manøvre, men efter 4-5 minutter får den rutinerede kajak roer indstillet balance og muskelautomatikken og båden sejles i ret kurs. En PackRaft giver helt nye muligheder for eventyr. Du er ikke længere begrænset til landjorden. På 10 minutter er du klar til at fortsætte turen ned af elven/åen eller krydse søen. Raften kan sagtens bæres på rygsækken eller spændes på cyklen. Den vejer små 5 kg inklusiv pagaj og redningsvest.
Pakket cykel og raft 
Cyklen er bundet på raft
Vores tur skulle ikke være brutal, men jeg vil altid forsøge at indsætte elementer der skubber lidt til komfortzonen. Egentlig var vi klar til at vende snuden mod Danmark. Kullen lå på vejen retur og er altid et besøg værdigt. Nicolai havde fundet sig til rette i bilen og tændt for elektronikken. Opladning af mobilen og logge ind på bilens WiFi. “Vi kører lige omkring Kullen for at klatre en klassisk rute”- Nicolai kikkede op: “Det har jeg ikke prøvet før”…. Det har han, men husker det åbenbart ikke. Vi havde ham med på Kullen da han var tre år gammel og brugte sut. Dengang klatrede han uden problemer og det skulle vise sig- at han stadig kan.
Det store sus kommer når vi står på kanten af klippen og kikker ned i afgrunden. Her drages jeg altid af frygten, men er helt bevidst om at livet er at foretrække. Reb findes frem af rygsækken sammen med klatresele og sikringsudstyr. Hjelm er obligatorisk, en lille sten kan være billetten væk herfra.
Steen: Vi skal alle dø en dag!
Stoffer: Ja men Alle de andre dage er vi i live!
Vi tog udstyret på og rygsækkene lod vi ligge på toppen. Rapellede ned og derefter klatrede vi den klassiske rute i “Karstens Rende”- som det hedder. Nicolai var i tvivl om han kunne holde mig, hvis jeg faldt. Et relevant spørgsmål, idet jeg vejer 35 kg mere end han. En kort forklaring omkring reb, sikring og fald. “Ok… det må jeg så tro på, men kan du ikke prøve et testfald?” Som sagt således gjort. Jeg satte en dobbelt sikring og lod mig falde en meter. “Det kan jeg sagtens holde råbte Nicolai”- Jeg fortsatte med at klatre og kom snart op. Tydelige kommandoer og aftalt strategi er nøgleord i klatring. Det kan være svært at høre hvad der bliver råbt. Lange sætninger dur ikke- korte aftalte kommandoer fungerer. Alt dette aftales inden 1. mand klatrer.
Jeg kom op og Nicolai fulgte trop. Vi talte om det sus det giver og alle de kræfter man pludselig får når adrenalinen pumper. Vi sad på toppen og nød udsigten mens brænderen spruttede. Snart efter var kaffen klar.
Vi kørte retur til Danmark. En herlig tur- og måske bringer Nicolai en skønne dag arven videre til sine børn?
