Mens vi sad og nød solen, kunne vi få et overblik over nedkørslen. En lidt brat start, som jeg var lidt usikker på, ligesom jeg savnede en rutinekontrol af sneens beskaffenhed…. var det rimeligt sikkert at køre på denne side af bjerget?
Fordelen ved at have en makker med, er naturligvis selskabet- men det er altid snedigt at sende en “prøve-kanin” ned først :-). Jeg konstruerede et sneanker af to ski- og sendte fruen nedover. Det så ud til at holde, så jeg fulgte efter. Hurtigt gravede jeg en grøft og skar blokke og lavede en test. Sneen holdt uden at skride igennem hele testen.
Kort tid efter var vi afsted. Med lavine sender/søger tændt og sikkert i lukket lomme kørte vi nedover. Jeg kørte forrest og efter 100 meter kom næste. I offpisten er det altid rart med lidt afstand, skulle uheldet være ude.
Når jeg ser et naturligt stoppested, gøres holdt og jeg venter på makkeren. Herefter diskuteres mulighederne og den næste strækning aftales.
Det fungerer fuldstændigt perfekt og alle ved hvad der skal ske og hvor der køres.
Tips & Tricks
Med hensyn til lavine sender/modtager: Jeg så flere der bærer apparatet i rygsækken! Det er behageligt men ikke tilrådeligt. Jeg har efterhånden set flere film om laviner. Ofte ses rygsække liggende i lavinen, men den er blevet revet af personen.
Derfor bør du opbevare den i det remtøj der følger med- og under jakken. Eller putte den i en bukselomme med lynlås. (Jeg har endnu ikke set nogen ofre der mistede bukserne i en lavine).
Vi havde en times skiløb mod bunden af dalen. Jo længere ned vi kom, jo flere spor fra andre dukkede op. Slutteligt kørte vi en lang travers- hvor målet var at holde så meget højde som muligt, for ikke at skulle gå for meget op til sidst. Det lykkedes at ramme en piste i bunden uden at skulle gå op- perfekt!
Godt svedige med fyldt op af en perfekt tur, satte vi os i liften og blev transporteret op til en piste- hvor vi kunne køre hele vejen ned til vores hytte.
