Nu er der kun få dage til jeg vender blikket imod Ronderne i Norge. Fjell Pulken er fundet frem og er støvet af… Sidst den var i brug, var en vinter i haven- trukket af min ATV! Ungerne sad på kælken og fik en uforglemmelig tur. Det er vel 10 år siden! Jeg fik en påmindelse om hændelsen, da min datter var på besøg i Danmark. Hun bor i England og var forbi. Hun fortalte om den slædetur, som var vandvittig sjov, men også noget vild. I dag ville hun umiddelbart underette de sociale myndigheder! Som tiderne skifter…

Forberedelser er en del af hyggen og den mentale klargøring. Jeg slapper fuldstændigt af, når jeg står på skovlageret op pakker. Netop denne mentale forberedelse tror jeg er meget vigtig- og jeg pakker altid mine ting selv (undtagen på familieture- her er områderne dog meget tydelige). Det giver en ro og forventningerne tunes ind på det stykke “arbejde” krop og hjerne skal til at udføre. Jeg ved hvad jeg har med i tasken og jeg har gjort mig overvejelser ved hvert valg.
Maden er naturligvis en væsentlig del af forberedelsen til en tur, med mindre du er med i er program som “Alene i Vildmarken”. Jeg er fan af tørkost eller pulvermad. Jeg husker tydeligt hvorledes mange sparepenge blev brugt til tørkost på min første rigtige fjeldtur i vinteren 85. Jeg var konfirmeret året inden og havde fået en bog: “Vinterliv i Fjeldet” som Peter Bang skrev i 1983. En kammerat og jeg besluttede at det var rigelig viden for at tage alene i fjeldet i 10 dage. Min mor troede aldrig hun skulle se sin søn igen…
Dengang havde jeg en dagbog med på fjeldet (jeg har den stadig) og vi førte et skema over den mad vi havde med. Maden blev bedømt med 1 til 5 stjerner. Den viden husker jeg stadig, selvom tørkosten har ændret sig lidt siden, er det stadigt anvendeligt. Dagbogen blev også brugt som tegneblok i stedet for billeder og til notater om snehulebyg mv.
Jeg køber stadig tørkost og elsker varm mad både frokost og aften- specielt i vinterfjeldet. Men jeg laver selv min morgenmad og min tur-snack. Morgenmaden består af to-tre forskellige slags müsli- og gerne en enkelt med lidt mørk chokolade i. Alle slags müsli hældes op i en skål og blandes. Herefter måles passende portioner af og puttes i pose sammen med frysetørret sødmælk. En pose tørmælk på 125 gram (=1 liter færdig mælk) rækker til fire portioner morgenmad. Blandingen puttes i vacuum pose.
Når blandingen skal spises, åbner jeg blot posen og hælder kold eller varmt vand i. Der røres rundt og der er serveret.

Vælg blanding 
Vacuum pak 
Klar
Jeg har også en dehydrator, men ikke den tålmodighed det tager at tørre frugt, kød og grøntsager. Dog vil jeg gerne slå et slag for hjemmelavet tørret frugt. Vi har selv æbler i haven og det smager fantastisk tørret! Det er let at have med på tur, som en snack. Eller tørret appelsin eller mango- det er næsten som vingummi og helt klart et bedre alternativ.
Denne gang blev det dog den hurtige løsning, som jeg ved virker som et boost oppe på fjeldet. Mit mix indeholder:
- Peanuts. Fedt som giver en masse energi, men ikke hurtig energi, samt salt til væskebalancen.
- Rosiner. Hurtig energi med det samme.
- M&M´s. Mørk chokolade med både sukker og fedt. God smag
- Tørrede abrikoser. Fiber, sukker.
- Cashew nødder. Fedt.

Hele herligheden blandes og puttes i poser med “lynlås”. Denne pose skal være relativ let at komme til under din vandring/cykling. Jeg plejer at smide et plastic kaffemål ned i posen- så jeg ikke tager for meget af gangen. Det er også lidt mere hygiejnisk.

I øvrigt er mørk chokolade godt for elasticiteten i blodårer og dit hjerte, fortalte en læge mig! Jeg har ikke ledt efter videnskabelige beviser herfor, men nogen ting behøves heller ikke videnskabens blå stempel… 🙂
Hvad er din favoritblanding?
