I skrivende stund sidder jeg i bilen, på vej tilbage fra en herlig tur i det norske højfjeld. Turen gik til Rondane Nationalpark, som planlagt en påsketur men uden hensyn til at den i år faldt sent, meget sent.
Vi lagde ud med en lang tur, små 1000 kilometer til Høvringen i Rondane. Vi, er tre gamle kammerater- helt tilbage fra min spejdertid. Jacob og Ole havde ligesom jeg, taget afsked med konerne og pakket for en tur i vinterfjeldet. Jeg var en kende presset idet jeg netop var landet fra London og skulle direkte videre. Lidt populært sagt: brunch med fruen på Tower Bridge onsdag morgen, aftensmad i Teltet i det Norske højfjeld torsdag aften! Det blev en hektisk afsked med min kone, en afsked der manglede en del omsorg fra min side. Det giver en del stof til eftertanke og en samvittighed der er noget sort…. Min kone er heldigvis meget tilgivende og meget let at leve sammen med. Men det giver heldigvis også en enorm lyst til at komme retur i en endnu bedre udgave af sig selv- og i grunden også mit drive til at tage på tur: En påmindelse af, at hjemme er bedst!
Tilbage i Høvringen stod vi igen. Vi var afsted i samme område for små 20 år siden, denne gang med pulke i stedet for rygsække. Ole stillede endda op i samme støvler og ski! Jacob havde udskiftet skiene for 17 år siden, da de knækkede på vores tur til Svalbard i 2002. På Svalbard var samme team afsted, så vi har en masse erfaringer at bygge på. Jeg havde også skiene fra 2002 med, men nye bindinger og støvler. Støvlerne blev jeg i øvrigt ikke gode venner med på denne tur….
På Høvringen manglede kun en enkelt ingrediens for at gøre det perfekt: sne! Selvom vi havde undersøgt snemeldinger og webcams, så starten ikke lovende ud
Heldigvis skulle vi ikke langt før der var muligheder. Vi besluttede at mase på nogle timer, for at komme væk fra bebyggelsen og ud i fjeldet. Skiene skulle lige varmes op, før de rigtigt forstod hvad hjernen forsøgte at dirigere. Puklen vejede til og sveden sprang på panden. Få minutter efter start stoppede vi op for at tage lidt tøj af. Iveren var tydeligt malet i alles ansigt og vi grinede samtidig med at alle mand havde travlt med at fortælle hvor godt det hele var.
Ved midnatstid gik vi i posen, efter at have spist og fundet teltrutinen frem. De gamle roller bestod: Jacob er ansvarlig for varmt vand, Ole for telt sammen med mig.
Snart startede lyden af sovende mænd og Jacob vandt igen kampen om hurtigst at falde i søvn. Kun een ting var mere larmende: den totale stilhed herude på fjeldet. Ingen støj ud over fjeldets egenlyd- som sikkert er en summen i mit eget hoved. Efter et par dage forsvandt den summen også, det er det jeg kalder “at finde egen ro”.
Fortsættes….
One thought on “Påsken på retur”