Dette er fortsættelsen på Op på Gråhøe- de gamle kan endnu!
Hvilken smuk morgen vi stod op til. Lidt høflighedsfraser blev uddelt og straks gik vi i gang med at smelte sne og bringe det i kog. Kaffe og müsli forsvandt og kogning til termokanderne gik framragende… indtil mit kogeapperat pludselig lød lidt forkølet. Det lød mest som en stoppet dyse, selvom vi kørte med renset benzin. Det er yderst sjældent jeg har problemer med brænderen. Jacob havde også en brænder med, en 20 år gammel MSR brænder der ikke havde været i brug i mere end 10 år. Han havde blot smurt pumpens læderkrave med lidt fedt- og brænderen startede op med den velkendte brøl.
Jeg havde en nyere Primus med, i titanium, som også er yderst effektiv og larmer lidt mindre. Nu gik jeg i gang med at lave et stort service på den. Primus laver diverse Youtube film over fremgangsmåden. Den er simpel, specielt når sælgeren står i en varm kælder, i T-shirt og får alt til at være legende let. Herude i fjeldet er det en anden sag, specielt i vinteren og med stive fingre. Men jeg fik skilt skidtet ad og samlet det igen uden at miste noget i processen. Igen måtte brænderen forvarmes og i gang med sit arbejde. Efter få minutter tog fanden ved den og jeg skal love for at den leverede varme… og et inferno af flammer. Et hurtigt vred på ventilen og brændstoftilførslen blev afbrudt. Brænderen blev smidt i sneen for hurtig afkøling og derefter kunne jeg konstatere at jeg ikke havde strammet dysen nok, så der var sket en lækage da dysen blev rigtig varm. Nå… så længe man er i live- lærer man noget nyt.
Vi havde en længere tur i posen. Jeg havde et ønske om en toptur med efterfølgende nedkørsel. Dertil havde jeg medbragt et par Randoneeski med tilhørende støvler- og taget det ekstra slæb det nu vejer. Derfor klargjorde jeg disse ski og tog støvlerne på. Vi tog også en del tøj af. Solen var markant tilstede og vinden var fraværende. Det ville helt sikkert blive en varm opstigning. Som en indskydelse smed jeg dog lige en dunjakke ned i dagturssækken, blot for en sikkerheds skyld. Læsset med mad, vand og godt humør begav vi os opefter. Jf. kortet var der minimum to dale der skulle krydses, den sidste så måske meget “blød ud”, men det var svært at vurdere- idet sne kan både udjævne og fordoble diverse dale.
Vi startede med en lille opstigning, ca 100 højdemeter. Herefter kom første dal. Jeg kikkede lidt på Ole og Jacob mens de kørte ned i dalen, med deres klatreskind på. Det gik langsomt men sikkert. Det var dog for stor en fristelse at lade mine ski være i “Walk Mode”- så jeg trak skindene af og låste binding og støvle i “Downhill Mode”. Spidserne mod dalen og afsted. Jacob og Ole stod og sludrede mens de ventede på mig, for kun at opdage at jeg havde ny konfiguration i opsætningen. Jeg buldrede forbi begge og fortsatte nogle 100 meter frem indtil det igen gik opad. Så var det igen på med skind og ændre ski til “Walk”, alt imens de igen overhalede mig. Denne “elastik effekt” viste sig at holde stik flere gange. Men jeg er sikker på, at jeg havde det sjovest!
En god time tog det at komme op fra dalen og dertil 1/2 time over til næste dal. Her blev dal-begrebet udvidet. Det var nærmest et lodret fald på 2-300 meter. Jacob og Ole søgte op, i håb om at finde en mildere hældning, jeg skiftede taktik og ændrede konfiguration igen. Vores veje skiltes for en kort stund og jeg kørte direkte mod dalen. Solen stod højt, sneen var fin og hældningen sørgede for fart og hele min krop sitrede af fryd og lykke, mens jeg lavede en flot nedkørsel. Der var rytme i svingene og jeg må indrømme at det var et perfekt spor jeg efterlod ned over bjergsiden. I bunden stod jeg og nød synet mens jeg ventede på mine tursvende. Der gik nok 5 minutter og pludselig kom jeg i tvivl om de havde haft held med en rute ned i dalen, som stod mål med deres turski og bløde læderstøvler.
Jeg besluttede at starte den sidste opstigning mod bjergtoppen. Måske kunne jeg se dem i dalen eller måske var de gået tilbage. Under alle omstændigheder ville en tur op- med efterfølgende nedkørsel- ikke være en dårlig ide. Havde de mødt problemer, kunne de jo også ringe!
Efter 100 meter kunne jeg se Ole i dalen og derefter Jacob som var startet opstigningen noget længere oppe i dalen. Den sidste del mod toppen var indledt.
Sveden sprang nu voldsomt fra panden. Jeg havde opgivet planen om at svede minimalt. Derfor kom tempoet op og vi kunne nu følges af, de sidste 400 højdemeter. Jacob understregede sin kropstemperatur og hans blik mod Rusland ved at optræde som en anden Putin: Han tog den sidste opstigning i bar mave. Netop som han smed trøjen tog vinden til. Men det lod Jacob sig ikke notere, stædigt gik han til toppen uden overtøj. Jeg gik allerede og glædede mig over den dunjakke jeg havde i sækken! Vi kom op og Ole proklamerede at han ikke havde tænkt sig at indtage frokosten heroppe. Det var også bidende koldt og enhver sveddråbe blev til en stikkende issyl på huden. Alle tog ekstra tøj på. De klassiske billeder blev fyret af og jeg skiftede til downhill- nu var det nedkørslen mod dalen og en frokost i sol og læ, der talte. Hurtigt aftalte vi mødested- og jeg sagde farveller….
Det gik i hastig fart mod dalen og endnu et perfekt skiløb formede sig. Der er noget helt fantastisk over at trække første spor ned over et fjeld/bjerg.
Jeg sad i solen og ventede på Ole og Jacob. Det er med livet som indsats at køre hurtigt på turski, så der gik lidt tid før de kom ned. Frokosten var særligt god i dag, vi havde også knoklet for det. Ole sad og regnede lidt på rutens udfordringer. “Det svarer til, at man bliver bedt om at løbe på ski fra Næstved til Ringsted- men bare uden sne.. gad du det?” Skindene under skien gør, at der ikke er glid.- Så hans betragtning var ikke helt skæv.
I lejren kunne Ole også sammenligne hans tilstand efter denne tur, med hans tilstand efter et maraton. Kaloriemæssigt hang det også nogenlunde sammen.
Mens vi sad og nød solen, var det lige tid til at inspicere sine fødder- nu hvor frokosten var spist (man kunne jo miste appetitten!) Jeg havde gode fødder bortset fra de gnav-sår mine fjeldstøvler havde givet mig. Jeg besluttede at det blev første og sidste tur med de sko!
Frokosten var hurtigt overstået og efter lidt fodterapi var vi atter på farten. Der ventede en brat opstigning og vi gik hele tiden til kanten af, hvad hældningen kunne bære. Her kom mine stive støvler og meget støttende plastic-støvle mig til gode. Jeg kunne kante skiene mere, uden at blive træt i anklerne, så resultatet var færre “kryds”. Som sædvanligt arbejdede jeg i egen rytme- uden at blive gennemsvedt. Vi kom op og så ventede der bare en herlig nedkørsel efterfulgt af endnu en opstigning til det plateau, hvor campen lå.
Det var en fed afslutning på en kanon fin dag. Jeg takkede mine rejsekammerater for turen og var rigtig glad for at jeg fik denne randonee-tur i posen. Her er det vigtigt at nævne, at vi altid afstemmer forventningerne til turen, inden vi tager afsted. Netop denne lille detalje gør, at vi kun har succesture sammen.
Vi ankom til campen midt på eftermiddagen. En kop kaffe og Ole og jeg gik i posen for en lille morfar. Uden for teltet kunne vi høre Jacob arbejde hektisk med skovl of sne. Han var i gang med et byggeprojekt: En læmur til hans overnatning og vores “køkken”. Jacob ville sove ude i nat. Han var åbenbart træt af at høre på sine kammeraters snorken… mens Ole og jeg udemærket vidste hvem lyden kom fra- ham selv!
Vi fik alle en rolig nat….
fortsættes…
TurTossen 