Heldet følger (tur)tossen- 2.del

Vi satte retningen mod start. Klog af skade parkerer jeg aldrig hvor der er knust glas fra bilruder. Jeg har erfaret på egen krop (eller bil- selvom det føles som et slag i ansigtet), at det kan medføre indbrud i bilen. For flere år siden parkerede vi ved det skønne Tolarp vandfald. Parkeringspladsen er ret øde og ikke mange kom dagligt forbi. Vi havde slæbt al grejet ned til elven på en dejlig plads med både bålsted og plant underlag. Mens madlavningen stod på, kom Julie (barn dengang) løbende og råbte: “Søren!” -og så vidste jeg godt den var gal…
Vores bil havde haft indbrud. En stor sten var smidt igennem sideruden og der manglede adskillige genstande samt anlæg. Jeg havde godt bemærket knust bil-glas på pladsen, men havde ignoreret min mavefornemmelse. Men efterfølgende har jeg altid søgt andre pladser- og gerne steder hvor der konstant er mange mennesker- og intet knust glas.

Parkeringen blev ved den lokale ICA- købmand. Vi trissede afsted mod Danska fall og hurtigt fandt vi en god rytme uden at kampsvede og med mulighed for at nyde naturen omkring os. Vandring i efteråret er helt speciel og farverig. Det blev en skøn tur op mod vandfaldet. Vi valgte den længste rute som også i min optik var den smukkeste. Turen gik forbi gamle bosættelser og efter en lille time stod vi ved Danska Fall. Det skuffede ikke, slet ikke. Der var rigeligt med vand og lyden var dragende. Jeg har ved tidligere lejligheder klatret igennem vandfaldet og gået i elven ned til Præste fall (ca 1 km). En herlig udfordring for et team, hvor man bliver nød til at hjælpe hinanden med balancen under svære passager.

Efter en kort pause fortsatte vi “off track” langs elven. Det bød på usete fantastiske steder, hvor der med garanti ikke kommer ret mange mennesker. Dog var det tydeligt at elge og vildsvin ofte kom forbi. Elg-lort samt en gennempløjet skovbund var tydelige tegn på hhv. Elg og Vildsvin.
Men mennesker har her været. Pludselig fandt vi “stenskulpturer” stående midt i elven. Disse skulpturer er blot balancerede sten, men på sin vis virker de meget naturlige og velkomne. Der er en vis ro over disse små kunstværker, som kan være svære at fange med kameraet. Men jeg gjorde et forsøg med mobilen…

Vi stod lidt og betragtede skulpturerne og fandt en naturlig ro. De hørte ligesom hjemme her og kunstneren havde helt sikkert ikke haft behovet for at vise sine evner, for det var temmeligt vanskeligt at komme frem til stedet.
Efter en stund fandt jeg kortet frem (min højt elskede TOPO-app) og kikkede lidt på mulighederne herfra. Vi besluttede at gå lidt længere opstrøms, i håbet om at finde en overgang uden at skulle af med støvler og bukser. Hvis ikke ville vi blive på østsiden af elven og søge længere syd- for så at støde på Hallandsleden igen.

• 

• 

• 

Vi ledte efter Kantareller, men fandt ikke nogen brugbare. Til gengæld fandt jeg nogle fine Karl-Johan. Efter endnu en time var det frokost tid. Frem med brænder og pulvermaden. Vi sad på nogle klipper og indtog maden og kaffen mens elven bruste nedenfor vores fødder.

Som altid har vi dunjakker med. Når der er pause, er det vigtigt at kroppen ikke bliver for kold. En tør t-shirt og en tynd dunjakke gør underværker! En cap eller hue på toppen øger komforten- men muligvis ikke befordrende for en smart frisure. Sidstnævnte er snart en saga blot for turtossen himself!

Vi fandt bilen uberørt og handlede ind i ICA. Da vi kom ud af butikken havde vi ca. 20 meter til bilen. Efter 10 meter kom regnen og da vi lukkede dørene regnede det så kraftigt- at jeg var sikker på at det var en laks der svømmede forbi forruden! heldet fulgte os fortsat 🙂
Vi besluttede at tage hjem søndag morgen. Vi havde i øvrigt også gæster til overnatning i vores egen bålhytte, hjemme i Næver. Det ville da også være hyggeligt at hilse på dem..

Det er fedt at være på tur, men også fedt at komme hjem igen.