Lørdag stod vi klar ude på terrassen. Cyklerne var pakket og tøjet anlagt. Under stråtagets udhæng stod vi og ventede på ophold i regnen. Opholdet udeblev mens regnen blot tog til. En ting er at være ude når uvejret rammer, en anden ting er at starte med at være gennemblødt!
Vi stod der og gloede i 45 minutter…. :”vi går sgu ind og ser en film”. Først dagen efter kom vi afsted. Efter 2 kilometer kom regnen og vinden fik vi også glæde af. Men nu var vi afsted og så er beslutningen taget, nu galdt det bare om at holde humøret højt og bagagen tør. Cyklerne rullede godt og problemfrit. I starten kørte vi side om side, men det gav ikke nogen mening at vi begge kørte i direkte modvind. Snart efter kørte vi på skift forrest. Liggende bagerst gik koncentrationen 100 % på at finde “sweetspot”- der hvor der er maksimalt læ og minimal anstrengelse. Når førerpladsen blev indtaget skulle fokus være på konstant tråd og holde cyklen roligt og stabilt. Gang på gang blev vi dog kastet ud af kurs, specielt i sidevinden- så snart træer og buske gav lidt læ.
I Guldborgsund snuppede vi en pause. Vi var gennemblødt af sved og regn. Man bliver noget ør i hovedet af al den larmende blæst som flår i jakken og fløjter i hjelmen. Mine tanker gik på den gode sætning: ”at cykle i modvind er karakter opbyggende!” Jeg tænkte at vi i den grad byggede karakter op på denne tur. Samtidig kunne jeg sagtens forudse, at de næste mange kilometer ville forløbe på samme måde: Modvind og regn. Samtidig kunne vi også glæde os til at vinden ville tiltage. Skønt!
En punktering er aldrig velkommen og slet ikke i regn og storm og midt på Storstrømsbroen. Men det var hvad guderne gav os i posen af oplevelser. Jeg så godt at min makkers dæk, langsomt men sikkert, tabte luft. Jeg besluttede ikke at sige noget med det samme, men trak i stedet foran og gav den lidt ekstra power. Håbet var at nå i læ af bropillerne. Det nåede vi desværre ikke. I stedet sad vi helt blottet i regn og vind- mens slangen blev lappet og dækket gennemgået. Det blev nogenlunde hurtigt klaret. Jeg glædede mig over at jeg havde sat mærke på manometeret på pumpen- så jeg ikke behøvede at finde læsebriller frem.
Der er altid lyspunkter på enhver tur. Ca 20 km før Tårs og en gratis færge, brød solen frem. Vi tog en pause liggende i græsset, med munden fyldt af solmodne kirsebær. Sødmen og energien bredte sig i hele kroppen. Samtidig nåede solen at gennemvarme kroppen og tørre hele overkroppen- nu så turen helt anderledes ud. Vi var igen helt på toppen og satte tempoet op. På de sidste kilometer buldrede vi forbi flere andre cyklister, mens vi småsludrede og prøvede at se helt ubesværet ud- som om vi kørte med elmotor.
Et bad og et solidt aftensmåltid var i vente og teltet blev sat på rekordtid. ….fortsættes.
TurTossen 