Mange ture og gode oplevelser kommer som et resultat af solid planlægning, men denne tur var et resultat af et hurtigt indspark mandag kl. 20: “Skal vi ikke snuppe en tur i kanoen, vejret ser lovende ud”. Jeg ringede til yngste arving og han kunne godt give et lift til Vetterslev hvor Susåen løber. Jeg gik på lageret og pakkede. Kl. 22 var kano og resten af udstyret lagt i bilen.
Min hustru har for nyligt oplyst mig, i en kærlig -og bestemt tone, at hun fortsat gerne vil afsted på længere ture. Men der skal skrues op for komforten, mere specifikt omkring selve overnatningen. På Susåen er der dog ikke de store muligheder for Bed & Breakfast, men jeg kunne dog smide lidt komfort i kanoen. Derfor pakkede jeg to små foldestole og et lille bord, tykke liggeunderlag, et rimeligt stort telt og en letvægts titanium brændeovn. Så var der da lidt luksus samtidig med at det ikke stak helt af rent vægtmæssigt. Ovnen vejer ikke mere end 1400 gram, det er inklusiv skorsten og pakpose!
Klokken ni præcis, ankom Nicolai for at køre os til Vetterslev. Hustruen havde allerede smurt sandwich og lavet pandekagedej og hældt denne i en dunk. Vores udstyr var pakket vandtæt, kun i tilfælde af uheld. Kanoen har spraydeck, derfor kommer der intet vand ned i kanoen, selv under kraftig regn. Men en foldekano fra Ally er trods alt lavet af kraftig gummipresenning- den kan revne, hvis du er virkelig uheldig. Jeg har sejlet på sten og grene der lå skjult under overfladen, men kanoen er altid gledet af uden skader.
Efter 14 minutters kørsel landede vi i Vetterslev. Bilen blev tømt og vi aftalte at Nicolai blot skulle stille bilen hjemme. Solen bagte allerede ned fra en skyfri himmel. Vi gik straks i gang med at samle kanoen. Efter 25 minutter lå kanoen i vandet og vi kunne fylde den op med udstyret. Jeg er som sædvanlig pakmester og følger en vis rutine i rækkefølgen. Først pakkes det tunge fællesgrej, derefter personligt grej og sidst det udstyr vi skal have adgang til under turen. Redningsvest, drikkedunk, regnjakke, kikkert og lidt snack er ting der skal være let tilgængelige.
Som en sidste kontrol går vi en tur på pladsen, for at sikre at vi ikke efterlader noget- hverken udstyr eller affald. Det er en gammel rutine tilbage fra både min spejder og militære baggrund. Vi smider ikke noget i naturen og intet udstyr efterlades.
Solen var varm og vandet koldt. Susåen bugtede sig gennem det åbne landskab. Strømmen hjalp til, så vi skød en fin fart. Vinden var naturligvis midt på snuden, men 6 m/s er ikke værd at klage over. Den første time roede vi konstant i hver vores side, ikke noget med at skifte fra side til side- vi er efterhånden meget rutineret i diverse styre-tag. Så når vi skifter side, er det for at flytte belastningen til den anden side. Mens vi gled nærmest lydløst igennem landskabet, så vi 1000 vis af ænder samt mere end 50 stykker råvildt. Kikkerten kom flittigt i brug, særligt når der skulle bestemmes rovfugle. På turen så vi Glente, Spurvehøg, Tårnfalk, Musvåge og kongen: Havørn!
Med jævne mellemrum dyppede jeg hænderne i vandet, når jeg gør det har jeg aldrig fået vabler i håndfladen. Vinden gjorde, at kroppen ikke blev overophedet og vi undgik at blive gennemblødt af sved. Efter en tid kom vi i læ af skov. Herinde blev det varmt og vi kunne sejle i t-shirt.
Omkring frokost snuppede vi en pause ved Munkedamskilden i Broby Vesterskov. Vi lagde kanoen ind og fandt et træ som ryglæn. Vi sad midt i solen og nød vores sandwich. Susåen bød på flere herligheder. En Isfugl strøg adskillige gange forbi og hver gang stoppede kæberne med sit tyggeri- og øjnene fulgte med Isfuglen, for at nyde synet så lang tid som muligt.
Hver gang vi er på Susåen, møder vi altid vores ven Per Henrik som ejer Broby og Suså Kano udlejning. Per Henrik er en omvandrende vidensbank om alle de ting der sker omkring Susåen- fra den nye træbro ved Kongsgården til Isfuglens revir, bølgernes størrelse på Tystrup Sø og Havørnens nyudklækkede unger. Mens vi sad på å-brinken hørte jeg en puslen i skoven. Få øjeblikke efter kom Per Henrik gående med sine hunde. Vi fik en hyggesnak og et ønske om fortsat god tur samt en påmindelse på vandets lave temperatur.
En halv time sad vi og hyggesnakkede inden alle var enige om, at det var tid til at fortsætte. Vi hoppede i kanoen og fortsatte ud mod Tystrup Sø. Som sædvanligt var det med en smule spænding, at se hvor store bølgerne stod på søen. Måske skulle vi have vandtæt skørt på, hvis bølgerne var så store at de kunne slå ind over kanoen og ned igennem mandehullet…. Det skulle dog vise sig at søen viste tænder denne eftermiddag…mælketænder 🙂
Vi mødte søen med respekt. Taktikken var lagt: Vi sejler vinkelret mod bølgerne og derefter kommer vi i læ på modsatte side. Hørhaven var målet, men at sejle direkte var lidt risikabelt, særligt i vind og vandets lave temperatur taget i betragtning. Det blev dog aldrig til noget særligt action derude på søen. Søen havde kun små mælketænder at byde på og efter 15 minutter var vi allerede ved modsatte bred. Herovre var der totalt læ og ingen bølger.
Vi er padlet i læ på vestsiden af Tystrup Sø 
I læsiden blev det hurtigt dejligt varmt og vi sejlede helt inde under land hvor søbunden tydeligt kunne ses i det klare vand. Vandet stod højt og flere steder gled vi ind over “skove” at enkeltstående tagrør der var knækket af 30-40 cm under overfladen. Hvis ikke man vidste bedre, kunne en svømmetur være ganske tillokkende! Hørhaven lå ret forude. Vi havde tilbagelagt 18 km på godt 3 timer uden at arbejde røven ud af bukserne. Stille og roligt anløb vi lejrpladsens søbred, så stille at to piger der lå og slumrede 10 meter længere væk ikke opdagede os, før vi trak kanoen op på bredden.
Lejren lå således at morgensolen ville stå direkte ind og teltes åbning blev også vendt mod øst. Teltåbningen lå hermed i læ for vinden og et glimrende sted for madlavning og kaffebrygning. Fruen mente også at en pandekage til kaffen kunne være en mulighed, så alt gik op i en højere enhed. Vi sad i hver vores stol og nød udsigten over søen mens solen varmede rygstykkerne. I et øjeblik var livet nærmest sorgløst perfekt, indtil stilheden blev flået igennem af højlydt råben fra barne-mund. En familie kom gående med tre hunde og faster Olga. Andre havde åbenbart bevæget sig ud i naturen og gik målrettet imod bålstedet i lejrens midte. Vores telt var heldigvis placeret lidt bagud på pladsen og vi kunne med rimelig sikkerhed undgå for meget hektik omkring vores telt. Derimod befandt vores to slumrende “veninder” sig direkte i orkanens bane. De var ikke længe om at nå en konsensus beslutning: Vi skrider! Således mødte jeg dem senere, mens jeg gik og sankede brænde: “nå så blev det for meget?” ..”Ja”, svarede pigerne, “det gider vi ikke, vi tager hjem”.
Jeg gik tilbage til lejren og fik klargjort brændet. Vi vendte lige situationen og blev enige om, at den lille gut umuligt kunne have luft til ret mange timer, med det tempo han havde lagt for dagen… Der gik også kun et par timer og så var familien igen på farten. Således havde vi lejren for os selv. 200 meter længere væk kunne jeg se en tarp blafre i vinden. Nogle andre var ved at sætte en lejr op, de var ikke kommet af vandvejen, men gående.
En lille pandekage til kaffen 
Brændehugning
Aftensmaden bestod af pulvermad. Jeg har spist adskillige kilo af denne kost og det er ikke for at nyde at jeg spiser det. Jeg er blevet træt af pulvermad. Dog er det forholdsvist let at pifte maden et par trin op. Denne aften blev det gjort med en flaske rødvin. Med udsigt over søen sad vi og spiste. Vinen forekom usædvanlig velsmagende. Luften må ha været meget tør, for det varede ikke længe inden al vinen var fordampet. Stilheden sænkede sig sammen med vinden. Øjenlågene blev tungere og tungere. Allerede ved 20 tiden gik tankerne imod at fyre op i brændeovnen og måske forberede kroppen på en længere lur. Inden længe knitrede brændeovnen behageligt og varmen bredte sig udi hele teltet. Kl 21 var der kun lyden fra gæssene ude på søen, søvnen kom hurtigt.
..fortsættes
TurTossen 