Vi bor op af Susåen og få kilometer fra fjord og hav. Faktisk har vi alverdens gode muligheder for at opleve naturen fra vandsiden. Vi har kano og har sejlet den sikkert igennem fosser, diverse å-strækninger og søer. Men vi har da også tit talt om, at det er fjollet ikke at eje en havkajak. Jeg tror endda at jeg har udtalt at det burde være en ret at have en, når man bor så tæt på vandet. Kanoen er en lastvogn, som kan rumme en hel del grej- mens hastigheden ikke er imponerende. En kajak derimod er noget lettere at tilbagelægge længere strækninger med- og giver også mulighed for soloture (hvis man tør og har evnerne). Da en kammerat pludselig ringede og spurgte mig til råds omkring kajak, øjnede jeg chancen for et større fælleskøb.
Jeg er nogenlunde habil i en fosskajak, derfor var det ret nemt at omsætte dette til en havkajak. Jeg har da også sejlet havkajak mange gange, men aldrig ejet en. Jeg gik i gang med at gennemlæse forskellige artikler omkring kajakkens mange muligheder, teknik, indstilling, valg af pagaj osv. Det er, som med al anden hobby, en god anledning til at handle vildt ind. “Desværre” har jeg en del udstyr der passer direkte over i havkajakken. Vest, jakke, bukser, sko, handsker, sikkerhedsudstyr – ja meget er passende til begge typer kajak. Men valget af pagaj var markant anderledes. Vi fandt fire kajakker og handlede prisen ned til noget fornuftigt. Min store trailer kunne snildt tage alle fire, så det var med stor spænding at min hustru og jeg tog i svømmehallen for at lære fartøjerne bedre at kende. Min kone arbejder i en svømmehal, så det var let at finde en fyraftenstid. Forskellige pagajer blev afprøvet og selv- og kammeratredning testet. Rullet med kajakken sad fortsat i erindringen, et absolut “must” i fosskajak.
Min kajak skulle lige have sin jomfrutur. En skøn tur på ca. 25 km. Start fra Jacobshavn forbi Gavnø Slot og videre ud forbi Vejlø skov. Jeg spottede Havørn undervejs! Herfra mod Svinø, Karrebæksminde og retur til Næstved Kanal. Tre timer og 45 minutter tog det, hvis jeg trækker tiden, hvor jeg drak kaffe, fra.
Det var fantastisk at glide ubesværet gennem vandet uden at have en følelse af hårdt arbejde. Den lette Grønlænderpagaj gjorde arbejdet let, særligt når der skulle arbejdes i lang tid. Mine hænder kom ikke over skulderhøjde, ligesom de pagajer jeg bruger til fosssejlads. Så mine skuldre var ikke ømme efter små fire timers arbejde. Men vigtigst af alt: Jeg havde en god føling med kajakken og følte mig tryg/stabil. Kaffepausen var kærkommen og jeg lagde mig længere ned i kajakken (slap fodsparket) og blundede lidt- så jeg følte mig meget dus med fartøjet. Nogle gråænder strøg forbi og jeg blev ansporet til at vende næsen hjemad. Godt tilfreds med prøvesejladsen, besluttede jeg at det var overflødigt at pakke den langt væk. Lidt justeringer i håndbeklædningen var nødvendigt, idet det snart blev noget køligere.
Beretning fra en tur
Kong vinter havde taget sit indtog i Danmark. Jeg blev nød til at udnytte denne kølige lørdag morgen, med en lille rask tur til Karrebæk og retur. Solen havde allerede fat og frosten var tydelig i næseborene da jeg kastede kajakken op i tagbøjlerne. Selvom jeg er nogenlunde vandtæt i min påklædning, havde jeg medbragt skiftetøj, for en god ordens skyld. Thermokanden var toppet op med kaffe samt en ekstra kande med varmt vand og en post med minutnudler. Disse billige nudler er jeg særlig glad for her i vintermånederne. De er hurtige at tilberede og der er altid en god portion suppe til at drikke, når nudlerne er konsumeret.
I kanalen stod vandet som et spejl og ingen andre havde fundet på samme ide, så jeg var helt alene på vandet. Uden besvær gled jeg ud af kanalen og med næsten lydløs fremdrift overraskede jeg flere der gik formiddagstur langs kanalen. Grønlænder pagajen er virkelig stille hvis den bruges rigtigt. Et par ænder tumlede ud af sivkanten, de blev også “taget på sengen”. Himlen var uden skyer og jeg kunne faktisk godt have behov for et par solbriller. De lå godt nede i en af lastlugerne, så det måtte vente.
Fjorden lå forude og der var ikke en eneste krusning. Et smukt syn. Luften var stadig rigtig kølig, men den indre varme havde bredt sig til hele kroppen. Jeg måtte tage uldhuen af og skifte den ud med en tyndere model. Længere ude så det ud til, at 100 vis af Bramgæs havde slået sig ned på strandkanten. Foran på kajakken har jeg en lille dækstaske, til de genstande man kunne få brug for (her burde mine solbriller nok også ligge!). Min kikkert lå klar i dækstasken og jeg fik den frem. Ved nærmere syn, kunne jeg se at gæssene ikke stod på strandkanten, men isen. Et tyndt lag is havde lagt sig i store dele af fjorden. Inden længe ville jeg møde isen og kajakken skulle nu være isbryder!
Iskanten var tynd og stævnen brød igennem med en knasende lyd. Det larmede mere end jeg havde tænkt og efter få meter skulle jeg bruge flere kræfter på at slå pagajen igennem islaget, for at kunne få fremdrift. En issyl i hver hånd havde været fint, men dem havde jeg trods alt ikke medbragt! Jeg måtte arbejde intenst for at holde gang i kajakken. Jeg spottede frit vand længere fremme og kæmpede mig frem. Således gik de næste 45 minutter: spotte fritvand og bryde is for at komme derhen.
Efter hårdt arbejde kommer sult. Lindholmen havde jeg passeret en gang, men på hjemvejen kunne den udgøre et pitstop, for at strække benene på landjorden og ikke mindst tilberede nudler og kaffe. Jeg så ind på kysten og fandt det jeg ledte efter: en isfri passage tæt på kysten.
Når muligheden byder sig, er det rart at lette trykket på blæren. Jeg kom elegant ud af kajakken, men knabt så elegant flåede jeg tørdragten af… for der var ikke langt til at jeg måtte pisse i dragten! Men det gik lige akkurat.
Minutnudlerne kom i truget og varmt vand fra termokanden overhældt. Mens jeg stod og ventede kunne jeg se hvorledes skyerne trak frem på himlen. Det var smukt, men det varslede også regn/slud. Med kikkerten forsøgte jeg at spotte en isfri rute retur til kanalen. Det så ud til at være fint langs modsatte kyst. Jeg ringede hjem for at annoncere at alt var vel og at jeg var på vej hjemover. Efter en kop kaffe smed jeg en podcast i øret og trak kajakken ud i vandet. Lidt puslen med spraydeck og jeg var klar. Det var en dejlig tur tæt op under kysten og jeg fik virkelig brugt “kantning” når kajakken skulle styres. Jeg har ikke ror på, men en finne der kan bruges til at holde retning. Finnen blev trukket op og nu var det primært hoften der stod for styring. En fantastisk hjemtur hvor der gik ren leg i systemet.
