Det er laaang tid siden jeg har haft tiden til at skrive og der har da heller ikke været så mange ture. Min tid er gået med arbejde og en gennemgribende køkken,stue og bad renovering. Heldigvis fik jeg planlagt en tur med kajakken og Immeln i Sverige var udvalgt- Sveriges sydligste og sidste vildmark. Vejrudsigten var blandet, men absolut bekvemmelig. Kajakker på taget og grejet i bilen- små tre timers køretur og forventningerne var skruet helt op.
Turen mod Immeln gik ganske fint og vi ankom midt på eftermiddagen. Naturligvis var vi forbi et supermarked, hvor jeg kunne konstatere at en dobbelt pakke med Wasa Frukost kostede ca 17 danske kroner! I Danmark koster de omkring 30+! Der var da noget at spare- så jeg købte fem dobbeltpakker. Lidt prepper er jeg alligevel….
Vi fandt en fin teltplads tæt på søen og i skoven. Tre andre hold havde også slået sig ned- liggende i deres autocampere. Vi slog teltet op, men min transportable brændeovn blev ikke opsat. Mørket var faldet på og vi ville ikke vælte rundt i skoven efter brænde efter solnedgang. I stedet blev den trofaste gasbrænder fra Primus sat i sving med at koge vand. Vandet fra søen blev renset med vandrensnings sættet. Aftensmaden stod på Kylling Tikka Masala fra “Real Turmat”. Disse fandt jeg i den lokale Spejdersport. Jeg har oftest brugt “Travellunch” tørkost, da prisen er noget mere spiselig, men jeg må indrømme at Real Turmat indeholder store kødstykker, der faktisk smager af kød! Prisen for en enkelt portion er ca. 90.- for Real Turmat, mens Travellunch koster ca. 55.- Travellunch smager altså også godt, selvom kødstykkerne er meget små. Trek´n Eat laver også tørkost der minder meget om Travellunch.
Vi fik hurtigt spist og klaret aften toilettet. Kulden var mere markant end hjemme i Danmark, temperaturen viste -3. Natte himlen var skyfri og stjerne stod helt klart og funklende. Jeg kunne se lys langs søen og de sluttede brat op der hvor byen sluttede. Resten var kulsort. Søen lå stille og der var ikke en vind. Kulden pressede sig på og vi krøb i poserne ved 20 tiden.
Jeg vågnede ved 6 tiden, ganske som jeg plejer. Men til forskel fra hverdagen, havde jeg ikke behov for at starte op endnu. I stedet tog jeg en lille ekstra lur og ventede på at lyset ville dukke op og bringe varme i teltet. Helt taktisk havde jeg udvalgt pladsen og vendt teltet således at vi fik glæde af morgensolen. Solen brød igennem over trætoppene og disen fra det varmere sø-vand lå som et tæppe ud over hele søen. Det var stadig vindstille og det stod nu klart at det ville blive en meget smuk kajaktur.
Vi indtog morgenmaden og en kop kaffe. Herefter blev lejren pakket ned. Teltet nåede at tørre helt ligesom vores soveposer fik en udluftning. Solen fik mere magt og snart var al disen væk. Vi fik en aftale omkring parkering på Breanäs Hotel og Konferencegård. De var virkelig imødekommende og afviste mit tilbud om betaling for parkeringen. Denne gæstfrihed gør, at vi helt sikkert kommer igen- og snupper en overnatning på hotellet i forbindelse med en tur. Allerede nu drømte jeg om Immeln og turskøjter- med overnatning på Hotellet. Kun tiden kan fortælle om denne vinter bliver kold nok, således at søen bliver gangbar!
Kajakkerne blev pakket og der var rigeligt med plads, endda så meget plads at der kom to stole, et lille bord og brændeovnen -med. Vi skiftede over til “kajak-kluns” og fik måsen klemt ned i kajakkens cockpit. Spraydecket forseglede åbningen og vi var nu mere eller mindre vandtætte- skulle uheldet være ude.
Selvom jeg er vant til at ro i kajak, så er de første par minutter altid lidt forsigtige. Balancen skal lige findes og trygheden kommer for hvert tag med pagajen- eller rettere sagt “Grønlands åren”. Jeg har for lang tid siden valgt denne type pagaj til langture. Den er mere skånsom syntes jeg. Den skal ikke vinkles så stejlt ned i vandet- hvilket gør at armen ikke kommer over skulderhøjde.
Vi gled næsten lydløst gennem vandet. Der var ingen støj omkring os og det var let at føre en samtale, så længe vi lå side om side.
Vi roede nogle timer inden en kaffepause synes at være tiltrængt. Jeg nærstuderede kortet og kontrollerede vores position. Selvom “allemandsretten” er gældende, er der fredede områder – en del endda. Jeg ønskede absolut ikke at anløbe en fredet ø for at drikke kaffe og strække benene. Hurtigt fandt jeg en autoriseret plads, hvor der også var shelters- skulle vi få lyst til at stoppe allerede. Et hurtigt eftersyn med kikkerten bekræftede at der var ledigt. Vi gled forsigtigt ind, der er mange granitsten langs kysterne og ingen grund til at ridse kajakken mere end højest nødvendigt. En skovmår dukkede op og fulgte nysgerrigt med. Vi fandt os tilrette i solen og nød kaffen samt lidt chokolade. Med kikkerten spejdede jeg ud over søen og kunne kun se to kanoer- resten af synsfeltet var helt mennesketomt.
Skoven var trukket i efterårsdragten og med sine mange smukke farver satte den en perfekt ramme om søen.
Vi besluttede at sejle videre, men ikke mange timer. Vi ville gerne finde en god lejrplads i god tid inden lyset forsvandt. Senest kl 15 aftalte vi, dermed var der nogle timer til at etablere lejren og samle brænde til hele natten (brændeovnen). Vi fandt en øde ø som ikke var en del af fredningen. Med kikkerten lykkedes det mig at spotte en god teltplads som lå rigtigt i forhold til morgensolen og også den lovede vind som natten skulle bringe. Navigationen gik let, idet der er mange øer og markante vige.
Uden de store anstrengelser gled kajakken roligt ind på bredden. I min tanke havde jeg allerede set hvorledes jeg elegant ville smutte ud af kajakken inden den var nået til standsning og i overlegen stil hjælpe min hustru med landgangen. Det blev imidlertid en lidt kluntet opsidning idet en sten stoppede min fod en halv meter før planen og det var med nød og næppe at jeg undgik en bordfyldt kajak. Heldigvis var min hustru optaget af sit eget og jeg kunne trække hende godt op af vandet, med æren i god behold.
Vandstanden var meget lav og de klipper der normalt var under vand, var nu fritlagte og glattere end brun sæbe. Som en kolos på lerfødder bar vi kajakkerne op på øen. Solen havde godt fat og det var muligt at opsætte lejren iført t-shirt. Teltet blev sat og brændeovnen foldet ud og skorstenen rullet ud- og rullet sammen på den lange led. En ovn der samlet vejer 1,7 kg og ikke fylder mere sammenpakket, end et fyldt ringbind- og det er inkl skorsten, bål-handsker og brændhæmmende underlag.
Det blev til en hyggelig eftermiddag. Stolene blev udfoldet og vi læste i hver sin bog, mens vi hele tiden flyttede lidt på stolen for at få maximal solstråling. Den behagelige lyd fra primussen varslede en kop eftermiddagskaffe- det er også dagens sidste kop for mig- ellers bliver det en lang nat! Det skulle da også vise sig at natten blev længere end håbet.
Igen kom kulden snigende og da solen ikke længere kunne nå lejren, var det tid til at finde ind i teltet og fyre op for varmen. Vi gjorde os magelige og satte vand over til aftensmaden. Vi havde bestemt os for en dobbelt portion til deling- ofte kan vi klare os med en enkelt portion til deling. I mine yngre dage kunne jeg sagtens fortære en dobbeltportion alene, uden problemer. Eller en æske risret fra Knorr´s samt 500 gram oksekød- det der svarer til en familie anretning! Ved en fejl fik fruen fisket en enkelt portion op af tasken. Vi opdagede det først da den var åbnet og nærigheden slog ned i mig. Ofte har jeg haft fri adgang til gratis pulvermad, men nu da jeg selv måtte betale, var det jo en anden sag! Heldigvis havde vi klargjort pandekagedej med i en 1/2 liters vandflaske- det blev så et supplement til aftensmaden.
Mætte og tilfredse smed vi os på langs og læste lidt videre i pandelampens skær. Med jævne mellemrum smed jeg nogle brændestykker ind i ovnen. Her lå jeg i “underrør” og langærmet t-shirt ovenpå soveposen og syntes at det var lidt smålunt. Roen sænkede sig på øen og lidt vind tog fat, men ikke noget der kunne holde mig vågen.
Jeg vågnede brat ved midnatstid. Uden med sikkerhed at vide det, følte jeg at have røget 100 cigaretter på 5 minutter. Jeg famlede lidt efter pandelampen og fandt den siddende på hovedet. Lyset fra lampen afslørede at teltet også så ud som om at cigaretterne var røget herinde! Røgen var helt tæt og jeg fik lige sparket til hustruen og sagt at hun måtte åbne sin side af teltet- og jeg min side. Det hjalp øjeblikkeligt på sigtbarheden. Med en sod-agtig smag i munden begyndte jeg at rode med brændeovnens spjæld. Lige lidt hjalp det- tyk røg stod ud af alle sprækker. Jeg måtte trække i tøjet og kikke skorstenen efter. Åbenbart havde brændet enten været lige fugtigt nok, eller der havde været for meget harpiks i det døde fyrretræ jeg brugte i ovnen. Gitteret i skorstenens top var plastret til af sod-flager og dermed var trækket i ovnen helt væk. Et par slag med en lang kæp afhjalp problemet og straks efter kunne jeg se at røgen igen kom fint ud af skorstenen. En lille lektie var lært: husk HELT tørt brænde og “fatwood” er kun til optænding. Fatwood kommer af nåletræer, der indeholder store mængder af harpiks, gerne fundet på tørre grene på et dødt fyrretræ. Selve kernen på fyrretræet kan indeholde store mængder- fatwood er en gave til en hurtig optænding. Der gik nogle timer før jeg igen kunne sove videre mens smagen af røg ikke skulle slippe før nogle døgn efter!
Vinden var taget til denne morgen. Vi pakkede det meste sammen, således at kun bord og stole var tilbage i teltet. Herefter blev der igen bagt pandekager, spist müsli og drukket kaffe. Vi sad i læ og hyggede lidt indtil trangen til aktivitet ikke længere kunne undertrykkes. Søen viste lidt “hvide kyllinger” (mindre bølger). Min hustru udtrykte bekymring, men det er helt normalt når der er bølger. Jeg ved af erfaring at jeg blot skal lægge mig i vindsiden og hun i læsiden, derfra er det blot at være inden for et par meter af hende, så kommer trygheden. På en tidligere tur roede vi tre sammen. Jeg var kommet lidt væk og pludselig kom et tydeligt råb: “SØREN”! Jeg vidste med det samme, at nu skulle jeg lige give lidt sikkerhed, flere ord var overflødige- bekymringen i hendes råb var ikke til at tage fejl af. Sådan er vi forskellige hvad angår havet, jeg har bare en anden grænse- omend respekten for koldt vand er enorm.
Der gik ikke længe før bølgerne bare var en del roningen og en accept af tingenes tilstand- som man alligevel ikke kan gøre en skid ved! Jeg fandt hurtigt ind i en monoton rytme hvor jeg ikke rigtig bruger den store energi. “Det er lidt nederen at kigge på dig- det ser ud som om du ikke laver en skid, mens jeg skal tage fat!” Jeg måtte beklage med et lille smil og fortælle at jeg skam også måtte arbejde… selvom jeg faktisk ikke rigtig registrerede arbejdet, men blot var opmærksom på omgivelserne.
Vandet var ikke koldere end pagajen kunne betjenes med bare hænder. Selvfølgelig får vi våde hænder da der ikke er noget drypstop på vores Grønlandsårer. Det gør slet ikke noget, min erfaring er at jeg ikke får vabler eller “øm” hud- så længe hænderne ofte bliver våde. Efter en rum tid roede vi i læ af en ø og kunne ligge i en lille vig og nyde en kop kaffe. Vi lagde os side om side og pagajerne som bom mellem kajakkerne. Vi lå helt stille og slappede af. Det var skønt men også noget af en anden dag end de foregående. Vinden havde blæst en del vand fra pagajens dryp- på den ene side af jakken. Således var venstre side helt våd, mens højre side helt tør.
Forude ventede bølger, men kun for en kort stund. Jeg havde vist ruten på kortet. Min hustru kun glædeligt konstatere at vi ville få mere medvind og endda meget mere læ når vi rundede en pynt nogle kilometer fremme. Vi var særligt opmærksomme på undersøiske skær og klipper der lige stak spidsen op i overfladen. En påsejling ville ikke betyde hul i kajakken, men en grim ridse og muligvis overbalance med en efterfølgende rulletur i vandet. Det ville vi gerne undgå, så hver gang klippestykker stak op af vandet, blev vi ekstra opmærksomme og satte farten lidt ned. Efter nogle timer kunne jeg melde at næste mål lå ret fremme, vi havde ramt den rigtige vig i forhold til planen. Navigationen er, når den fungerer, meget tryghedsskabende og selvtillids skabende. De mange årtier med orienteringsløb, navigation under sejlads og kompasgang i dybe skove, er muligvis en af de vigtigste håndværk i friluftslivet…
Vi havde en fantastisk tur.
TurTossen 