Eventyr i Etnedal

Påsken er nordmændenes gave, en chance for at stå på ski- muligvis sidste skiuge inden sneen forsvinder. Derfor er det ofte svært at få fat i en hytte til en fornuftig pris. Airbnb havde heldigvis et godt bud, idet jeg var tidligt ude (før jul). Jeg har før været i Etnedal for at træne langrend inden Birkebeiner løbet. Men denne gang ville en fjeldskitur med pulk være udgangspunktet for en god tur i sneen. For at gøre turen mere attraktiv for hustruen, blev det efterfulgt af afslapning (og langrend) i en hytte.

At trække pulk er hårdt arbejde og jeg solgte ideen om turen, ved at fremvise tidligere data fra lignende ture. I vinterfjeldet er kalorieforbruget ekstremt højt, særligt pga temperaturen og alt det grej der skal slæbes. Hertil kommer en relativ lang arbejdsdag der starter ved solopgang og slutter ved solnedgang. Al ting tager bare længere tid og kræver arbejde. At holde varmen kræver kalorier, at slå telt op, at lave mad… osv osv. Tidligere ture har vist et kalorieforbrug på 10.000 kalorier pr dag. Det er mig umuligt at indtage lige så meget, så det er en effektiv måde at trimme lidt op på kroppen.
Min hustru har ikke tidligere stiftet bekendtskab med pulk og overnatning (i telt) i vinterfjeldet. Det er et håndværk der skal læres, helst sammen med en der har erfaringen. Jeg har erfaringen- fået gennem årtiers ture i vinterfjeldet. Naturligvis kan man læse sig til meget, men det praktiske håndværk er bedst at lære sammen med en “læremester”.

Min egen start på vinterfjeldet var helt anderledes… Tilbage i 80érne læste jeg diverse håndbøger om ture i vinterfjeldet, bla en bog skrevet af Michael Bang. Dertil kom en del biografier om de store polarforskere (Roald Amundsen, Knud Rasmussen, Scott , mf.) Sammen med Jacob startede vi vores eget lille ekspeditions-selskab som stadig vågner op med års mellemrum, som en isbjørn der vågner op fra sit vinterhi.
Vores første tur i vinterfjeldet skulle have en klang af drama og blev døbt “Expedition Snowshoe”. Dels fordi vi ikke havde så mange penge på kontoen (jeg brugte det meste af mine konfirmationspenge) og gerne ville have lidt udstyr til en reduceret pris (vi søgte sponsorater) og til dels fordi alle vores polarhelte navngav deres ekspeditioner. Turen var i vores optik en sand ekspedition- en rejse udi det ukendte, noget vi ikke kendte til og landområder der for os var uberørt. Havde vi haft en læremester havde vi aldrig brugt 5 øre på snesko- bestilt hjem fra Canada. For på højfjeldet er snesko totalt ligegyldige. Ski havde været et langt bedre valg. Vi måtte sande at de planlagte etaper måtte justeres kraftigt. Gennemsnitstempoet med snesko og 30 kg rygsæk lå nede omkring 1,5 km i timen. Skulle sneskoene have haft deres berettigelse havde skoven været bedre valgt. Men vi havde jo læst om Roald Amundsen- der havde valgt Finse (Norge) som et godt område at træne til Artiske ekspeditioner, da forholdene var tilpas sammenlignlige med polare områder- derfor skulle vi da også til Finse. Det blev til en særdeles udfordrende tur med forfrysninger, ødelagt udstyr og to meget ildelugtende teenagere der ikke kom i bad eller fik børstet tænder i 14 dage. -Måske en god historie til senere?

Vejrudsigten fra Etnedal blev fulgt nøje, sne var jo ligesom et grundstof for en skitur- ligesom kaffe er det for en god dag. I ugen op til afgang så alting fint ud og en melding fra en lokal bekendt, meldte om meget sne og dertil fulgte jeg også “skisporet.no”- hvor preperede løjper følges. Bliver omkringliggende løjper prepereret, er der også sne!
I ugen op til turen fandt jeg to pulke frem, samt gik alt grejet igennem. Et par “nye ski” (jeg fandt dem på mit lager- 6 år gamle men endnu ikke udpakket), fik monteret bindinger og tilpasset skind (bruges til ekstra greb når det går op eller der skal trækkes pulk). Teltet blev en overvejelse omkring vægt og komfort. Komfort da jeg ved at teltet skal have god plads og vi er jo ikke helt unge længere (sammenlagt tættere på 120 år end på 100!), så lidt højde i teltet er at foretrække. Men modsat gider jeg heller ikke bære mere end højest nødvendigt. Køkkenet blev min trofaste brænder fra Primus. Jeg havde tilpasset et andet køkken fra Primus, med deres top multifuel brænder. Hermed havde jeg et let, vindstabilt og særligt voldsomt turbo køkken! Når det blev tændt inde i teltet, kunne temperaturen let komme så langt op at lidt åben “dør” blev nødvendigt.
NB! Brug af primus inde i telt kræver stor forsigtighed og kendskab til brænderens finurligheder- ikke for begyndere!

Bilen blev pakket og så snart min rejsemakker (hustru) kom fra job kørte vi. Fra Næstved til Jomfruslett Fjellet (Etnedal) ventede ca. 880 km. Det tog præcis 10 timer, da de sidste 150 km var på landeveje, vi ankom derfor kl 2 om natten. Det er selvfølgelig en brat opvågning at komme fra +21 til -9, men det gør det lettere når planen allerede er diskuteret: “Når vi kommer frem pakker vi pulke og trækker en times tid før vi slår lejr og sover til vi vågner”. Som sagt således også udført.

Pandelamperne blev tændt og efter 30 minutter var vi forvandlet fra byboere til Turtosser 🙂

Vi arbejdede os ud mod Jomfruslett fjeldet. Efter 45 minutters trækken fandt vi en plads hvor der var gode chancer for morgensol- et lille fif fra “erfarings-tasken”. Morgensolen gør det væsentlig mere behageligt at starte op om morgenen. En gang på Svaldbard var det ikke muligt at finde et egnet spot og det blev til en koldstart med -27 grader… Står solen på teltet bliver det helt behageligt at stå op, i forhold til at ligge i skyggen.
Sneen var overraskende dyb og blød. Det tog derfor lang tid at få teltet på plads og i natten gik det langsommere. I vinterfjeldet tager al ting bare længere tid. At koge vand (smelte sne først), etablere lejren, gå på toilettet osv. Men med lyset slukket bliver det vanskeligere! Trods en besværlig start kunne vi krybe i poserne ved 4 tiden.

Tre timers søvn og jeg var desværre nød til at træde af på naturens vegne. Natten havde været kold og straks efter morgentoilettet tændte jeg op i brænderen og bryggede en kop kaffe til os begge. Det tog en lille times tid med snesmeltning, kaffebrygning, opfyldning af thermokander og morgenmad. Morgensolen hjalp til med varmen og skinnede fra en skyfri himmel. Efter maden pakkede vi lejren ned og pulkene stod atter klar til dagens arbejde.

Jeg bandt et stykke tovværk fast i fruens pulk, den var ofte ved at tage kontrollen når det gik ned af bakke. Dermed kunne jeg køre bagerst ved nedkørsler og bremse hele vogntoget, således at chancerne for at få hende med hjem, blevet betragteligt øget! Det fungerede ganske fint og vi havde ingen styrt.

Vi fik hurtigt varmen og sveden sprang. Vi kørte et par timer inden det blev tid til frokost. Jeg fandt et skønt sted med både læ og direkte sol. Her kunne vi kikke ud over dale og samtidig slikke sol. Pulvermaden kom frem og udvalget blev gransket nøje.

Vi gav os god tid og maden blev nydt, hertil en stor slurk vand. Det er ganske betragtelige mængder af væske der bruges på sådanne vinterture. Det er ofte en udfordring at få drukket nok, hvilket mit tis også afslørede. Vi nød en kop kaffe oveni. Lidt under vores position lå en løjpe og vi kunne tælle mange nordmænd der var ude i det skønne vejr. Det var ikke uden en snert af misundelse, når vi kikkede på de meget dygtige skiløbere der så ud til at skyde en høj fart- men samtidig fik det til at se ubesværet ud!

Humøret var højt og vi besluttede at knokle pulkene over Jomfruslett fjellet. Det blev en smuk og rigtig hård tur hvor det var svært at vide, om vi lige havde været i svømmehallen eller havde knoklet. Kun fraværet af en svømmehal gav det umiddelbare svar. På nogle stykker blev det så stejlt at skiene måtte af og derefter gå op. Men op kom vi! Udsigten var formidabel men vinden også lidt kold, så det blev bare en kort pause og herefter gik det igen nedad.

Bremsesnoren kom flittigt i brug og vi styrede sikkert ned i næste dal. Da klokken nærmede sig 16 var det en god ide at lede efter en egnet lejrplads. Hurtigt fandt vi et sted hvor der både var læ, aften og morgensol. Det kunne ikke blive bedre. Rutinerne var ved at være på plads: Vi startede med at trampe en platform til teltet med skiene på. Herefter opsætning af telt, ind med udstyr, anrette sovepladser og opsætte “køkken”.

Det blev endda også tid til en lille lur og teltet sugede varmen ind. Vi kunne ligge ovenpå soveposen kun iført det lange uld-undertøj. Efter luren besluttede jeg at sende dronen en tur i luften for at filme omgivelserne.

Der var god varme i teltet og vi fik hyggesnakket lidt. Vi gik til køjs og der var helt ro ved 21 tiden. Næste morgen kom min kone med en noget bombastisk udmelding: I 58 år har jeg set nogenlunde ud og på kun to dage har min mand gjort mig grim! Livet i fjeldet er hårdt…. Hun havde en del hævelse i ansigtet og poser under øjnene, det kunne jeg ikke løbe fra- men sådan er det nu en gang herude. Jeg selv lignede jo heller ikke en vårhare, men nærmere et ubarberet uhyre. Det var absolut dagens fedeste kommentar! Jeg morede mig kosteligt over meldingen og glædede mig over at vi nærmede os hytten hvor der både var el, vand, wc, bad, køkken, brændeovn, senge og endda wi-fi samt tv. Det er altid bedst at starte med det hårde og afslutte med luksus!

Efter 3 dage i vinterfjeldet blev det tid til at finde hytten. Bilen stod hvor vi havde sat den og vi fik læsset det hele ind. Nu gik turen efter mad. Det blev en længere køretur, men der blev til gengæld også handlet ind til de næste 4 dage. Vi ramte hytten midt på dagen og samtidig kom en mindre snestorm marcherende. Timingen var perfekt.

Det var luksus at komme i hytte! Vores vært havde pyntet op til påske og endda indkøbt et magasin til fruens store glæde. Der gik ikke længe inden bad og toiletbesøg var krydset af på “to do-listen”. Jeg fik soveposer, telt og diverse udstyr hængt til udluftning og tørring. Snart sænkede roen sig over hytten. Brændeovnen knitrede og udenfor dryssede sneen ned. I sandhed en nydelse- og sneen lå meterdyb. Jeg fandt lidt tv-underholdning frem og vi sad i sofaen og med mellemrum kom der spjæt fra os begge- jo trætheden havde overtaget.

De næste tre dage skulle stå på langrend, med hytten som base. Allerede næste morgen var der opklaring at ane over fjeldet. Morgendisen lå som vat nede i dalen og kæmpede en ulige kamp mod solen. Allerede ved 9 tiden var slaget tabt og solen havde fortrængt tågen og sendt plusgrader ned til folket. Vi var nogen af de første i sporet og havde klart fordelen i at bo tæt på løjpernes centrum. Med ny præparerede spor lagde vi ud på dagens første af tre ture. Anden tur blev efter en kort kaffepause hvor vi kunne konstatere at der nu var ankommet flere hundrede skiglade nordmænd.
Vi tog frokosten i hytten inden vi snuppede en sen eftermiddagstur, bare lige for at fortælle kroppen at vi er her for at køre langrend!

Solen havde virkelig magt og på terrassen fandt vi tiden til frokost. Som romantikken foreskriver, skal man sidde på skind fra får eller rensdyr- og det var naturligvis med i hyttens inventar.
Det blev til en lille lur inden skiene igen skulle i brug. Det blev rigtigt svært at finde noget at surmule over!

Tiden går hurtigt, alt for hurtigt… Snart kom sidste skidag. Vi blev forkælet med tre solrige dage og nogle spektakulære solnedgange.

En kollega udbrød inden vi tog afsted: “Det er sgu vildt nok, at du har en kone der er med på alle dine sindssyge ideer!” Jeg må indrømme at hun har ret og jeg er taknemmelig for, at være så heldig 😊.