Der er noget særligt over at være alene på tur. Det er naturligvis lidt ensomt, men det er også befriende let at tage beslutninger omkring turens indhold. Hvert år tager jeg afsted nogle dage for mig selv, når sommerferien står for døren. Det passer fint med, at min hustru gerne arbejder den første uge og dermed “snydes” jeg ikke for familieaktiviteter ;-). Denne gang blev det (igen) en Bikepacking tur. Turen skulle bringe mig rundt på Sydsjælland og Møn. Tre dage- 300 km.
Cyklen blev pakket med de obligatoriske tasker. Jeg valgte at montere et bagagebæger, der blev fastgjort på saddelrøret. På bagagebægeret var der plads til en 20 liters “Drysack”, samt to mindre poser. Fordelen med et lille bagagebæger er til at mærke i terræn, det sidder mere fast og oppakningen svinger ikke fra side til side, når jeg skal op at stå i pedalerne. Det giver lidt køb på estetikken, men jeg kunne godt acceptere min løsning. Det valgte bagagebæger blev beriget med to stk. “Cages”- lidt som en flaskeholder- bare til pak-poser.

Sea to Summit producerer nogle bundsolide Drybags – Big river hedder serien. De er virkelig fede og fuldstændig vandtætte. Vejrudsigten forudsagde regn- kraftig regn! Så pakningen måtte være vandtæt, det er ikke lykken at stå med en våd dunsovepose når søvnen trænger sig på. Jeg husker tydeligt en episode fra “Fjellräven Extrem” hvor, min dengang kæreste (nu hustru) og jeg, havde løbet hele dagen og krydset Gudenåen flere gange- svømmet over! . Alt var naturligvis vådt og det regnede det meste af eftermiddagen. Ved en kontrolpost var det pålagt alle at overnatte indtil næste morgen, hvor løbet fortsatte. Vi smed teltet op og trak to knas-tørre soveposer op af en drivvåd rygsæk. Alt var pakket i en dry-bag som lå i rygsækken. Mindre heldig var to nordmænd der lå ved siden af. De stod og vred deres soveposer! Næste morgen kunne jeg yderligere konstatere at deres telt heller ikke var helt tæt, igen stod de begge og vred soveposer og vandet løb! Jeg sendte dem et “Godmorgen- har I sovet godt?”- Jeg fik et skævt smil tilbage med svaret: “Jo tak- vi har sovet kæmpe fint!”
Vi vandt i øvrigt løbet… 90 km cross orienteringsløb. Ud over en habil fysisk form, havde vi udstyret i orden- det var en stor del af sejren. En god søvn er godt for restitutionen.
Med alt udstyr pakket, så jeg stort på vejrudsigten og cyklede afsted. Når turen er solo og der ikke er faste aftaler, kan man jo køre i ly når regnbygerne kommer. Er det heldagsregn må man bare bide tænderne sammen og holde kæden stram. Jeg nåede ikke så langt inden jeg måtte køre i ly. Ca 10 minutter sad jeg i et cykelskur, mens regnen var voldsom. Jeg kunne dog glæde mig over, at græsset fik lidt tiltrængt vand hjemme i haven. Herefter kunne jeg cykle hele to timer inden det igen var nødvendigt at krybe i læ. Blæsten var absolut en modspiller og der var voldsom side/modvind ned langs kysten fra Næstved til Kalvehave. Ruten var designet således, at jeg fik så meget grus under dækkene som muligt. Ruten gik også forbi Gavnø, Svinø, Avnø, Næs, Bakkebølle, Langø, Ulvshale (Møn)- ikke den direkte vej, men en smuk vej! Som nogen siger: Det handler ikke om destinationen, men rejsen dertil!
Det er måske bare en anelse morsommere at sidde derude og længes hjem, end at sidde derhjemme og længes ud… I ly for regnen- og pludselig står jeg med alle tiders udsigt over Præstø Fjord.
Jeg havde brugt 6 timer i sadlen, afbrudt af små pauser samt en frokost. Små 125 km var tilbagelagt og tankerne om en behagelig nat i hængekøjen, fyldte en del. Jeg skulle gerne finde en plads med lidt udsigt, kombineret med mulighed for hængekøje og læ. Således gik jagten ind og jeg fandt det jeg søgte. Trods en dag med hård blæst, var myggene ikke blæst af h…… til! Hurtigt fandt de frem til buffeten og begyndte at tage sig for at retterne. Jeg fandt myggenettet frem- et lille “telt”. Her kunne jeg sidde i fred og tilberede min tørkost, uden at blive udsuget af myggene. Min hængekøje fandt plads mellem to bøgetræer og tarpen (presenning) ind over- nu havde jeg en tør soveplads. Under-Quilt (isolerende “tæppe” til at hænge op under hængekøjen) blev påsat og jeg fandt duntæppet frem til at trække ind over mig. Mine to drybags blev ophængt under tarpen, således ville intet udstyr blive vådt, når regnen kom rullende over natten.
Det har taget lidt tid at vende sig til at sove i hængekøje, men jeg har efterhånden fundet melodien. Særligt vigtigt for mig er, at hængekøjen er stor- således er det lettere at ligge lidt diagonalt. Det gør at jeg ligger mere fladt og ikke som en banan.

Regnen lod vente på sig, men sidst på natten væltede det ned. Heldigvis kunne jeg roligt sove videre, alt var i skønneste orden og selv cyklen stod i tørvejr. Early Rise-Early Ride…. Jeg vågnede rigtigt op kl 05. En hurtig kop kaffe og så i sadlen. Kl. 05.40 var lejren forladt og jeg fandt mig selv i strid modvind. Det regnede heldigvis ikke og jeg kunne “bare” geare lidt ned og tage den tid, det nu en gang skulle tage. Ved 9 tiden ramte jeg Præstø og nu var det tid til lidt morgenmad og endnu en kop kaffe. Jeg handlede ind – to boller og noget mere kaffepulver. Herefter cyklede jeg syd om fjorden og fandt en skov med en masse lave nåletræer. De gav god læ for vinden og solen havde fundet sig til rette. Jeg kunne smide trøjen og tage en lang pause med tilhørende morgenmad og kaffe. Cyklen blev placeret således at solcellen kunne hive noget energi ud og fylde min powerbank. Solcellen har været trofast i snart 5 år og virker upåklageligt. Den er modstandsdygtig overfor regnen. Naturligvis lader den kun optimalt når den står rigtigt i forhold til solen, men hvis man lige husker det ved hver pause (og solen skinner)- så har den holdt gang i mobilen. Bio-Light producerer denne solcelle.

Blæsten tog til og spredte kraftige regnbyger ned over landskabet. Jeg pakkede sammen og kørte hver gang der var ophold i bygerne. Jeg fik mere sidevind/medvind på flere strækninger. Igen berigede ruten mig med mange smukke stier og udsigter.



Efter nogle kilometer ramte jeg Feddet. Solen stod ny højt på himlen of jeg tænkte at en tur i vandet ville gøre godt for mine omgivelser. Feddet er absolut et af de smukkere steder på Sjælland og stranden er i topklasse- ikke overrendt og ofte i læ, da stranden vender mod øst. Jeg fandt et passende sted uden mennesker og gik i gang med projektet. Det var skønt at blive skyllet og lige ligge i vandet og få kølet musklerne ned. Jeg overvejede at skylle cykelbukserne, men lod alligevel være. Jeg havde ikke så meget ferskvand til at skylle efter med. Salt er hårdt for huden, særligt i den region der slides mest ved cykling.

En tidligere kollega bor på Feddet og jeg bad om lån af haven- det var intet problem. Hun boede nærmest på stranden og i skoven samtidig. En lille perle. Jeg blev budt kaffe og mad. Børnene syntes det var spændende med en gæst og jeg blev underholdt på fineste vis. Børnenes far er en nuværende samarbejdspartner og han kom også forbi. Tilbuddet om at sove i huset var tillokkende, men i praksis ville det nok blive en stor forstyrrelse- når jeg næste morgen skulle afsted igen. Der var et shelter ikke så langt derfra, men det var optaget. Derfor holdte jeg mig til planen og hængekøjen blev opsat i træerne i baghaven. Lidt vin, en rigtig god snak og pludselig var det sengetid. Det stormede voldsomt, men træerne gav tilpas læ. Regnen væltede også ned, men jeg var i tørvejr under tarpen. Cyklen stod sikkert i skuret. Solen ramte hængekøjen allerede kl. 04.20. Kl 05 var jeg på sadlen… Morgenmaden havde jeg tænkt mig at tage i Rødvig….

Atter hjemme igen og en kanotur med børn og børnebørn venter. Dertil kommer endnu en bikepacking tur, en kajaktur og et lille terrasse projekt ved vores sø – Jo sommeren skal nok blive alt for kort.


Tak for at læse om din lille single tur skat ❤️😘
LikeLiked by 1 person
Næste tur er du heldigvis med på❤️
LikeLike
Tusind tak for at dele dine oplevelser med os andre:-)
Dejlig med inspiration til sommerferien.
/Peter
LikeLike
Hej Peter… Velbekomme og god ferie!
LikeLiked by 1 person