Det er heldigvis sjældent det går galt, når vi er på tur sammen. Men denne ferie gik ikke som planlagt- slet ikke! I stedet måtte vi forlade vores ferieplaner og tage hjem til Danmark.
Planen var ellers rigtig fin: Jeg havde lånt et sommerhus tæt på Markeryd i Sverige. Vi havde planer om både Bikepacking og vandretur. Bilen var derfor proppet med udstyr og cykler. Cyklerne var skilt ad og puttet i transporttaske. Vi har da også cykelstativ til bilen, men jeg ved også hvor meget skidt der kommer i gearet når cyklen hænger bag på bilen i længere tid.
Allerede få minutter efter ankomst, gik jeg i gang med at samle og justere cyklerne. Det er med til at forherlige enhver tur, når alt på cyklen fungerer og man ved at alt er gennemgået og spændt sammen med det rigtige moment. Jeg har altid en lille momentnøgle med fra Topeak, det er en fortsats hvor jeg kan sætte de forskellige bits ind- og spænde alle nødvendige skruer med den rigtige kraft. Særligt vigtigt er det for mig, da jeg har en tendens til at stramme skruer for hårdt. Forsatsen fylder ikke alverden og den finder altid plads i mit medbragte værktøj.
Imens jeg samlede cyklerne var fruen i gang med at pakke tøj ud og varme aftensmaden. Vi havde puttet et “hængende telt” fra Tentsile med i bilen, for planen var at sætte dette op mellem træerne og med udsigt over søen. Desværre startede regnen og den ville blive ved de næste mange timer, jf. metrologerne. Så vi tog den lette løsning og sov i huset. Heldigvis kunne udsigten over søen også nydes inde fra huset. Det er ingen hemmelighed at vi nød huset og den luksus vi havde herinde.
Jeg sendte lige en update til ejeren af sommerhuset, min gode gamle soldaterkammerat og nære ven: “Kære P…. og K…… . Alt er vel heroppe i jeres skønne hus. I morgen tager vi på tur og er væk en lille uge”.
Den næste besked jeg skulle sende, ville lyde helt anderledes!
Med en naturlig spænding vågnede jeg tidligt. Vi skulle på tur og jeg glædede mig. Jeg kværnede bønner og bryggede en kop kaffe. Min kaffekværn fra GSI har fulgt mig gennem de sidste 15 år, og den virker upåklageligt. Jeg satte mig på verandaen og lod morgenens indtryk komme ind. Det var køligt og fugtigt. Søen lå indhyllet i en svag tåge. Kulden var til at mærke, men ikke gennemtrængende. Jeg blev siddende i 30-40 minutter. Herefter krøb jeg i køjen igen og studerede turens første etape, mens hustruen så småt begyndte at vise livstegn.
Efter en times tid fandt vi ind i køkkenet og lavede morgenmaden klar. Undervejs blev der pakket til turen og vores 6 drybags blev fyldt med vores paksager. Jeg havde to mindre drybags med, en til ydertelt samt tarp og en til indertelt samt dagens tørkost. Jeg pakker ydertelt og tarp for sig selv, idet chancerne for at det er vådt er rimelig stor. Hermed sikrer jeg også at inderteltet er tørt, hvilket er rigtigt behageligt. Til bikepacking bruger jeg gerne drybags fra SeaToSummit- deres Riverbags er særdeles robuste- uden at veje for meget.
Der var mindre regnbyger, men vi havde jo ikke noget vi skulle nå. Så ved regnbyger stoppede vi op og fandt ly under et træ. Herefter fortsatte turen. Cyklerne var toptunet og navigationen var flydende. Nogen gange kørte vi side om side og småsludrede, særligt når vi kørte i skov. Her var der læ og hastigheden ikke så høj. Hver gang vi ramte åbne områder og asfalt – kom der mere fart på og vi cyklede på skift i front, mens bagerste kunne finde lidt læ. I Ryd (Almundsryd) handlede vi frokost ind i den lokale ICA. Vi havde kørt små 80 km, så en længere pause var kærkommen. Vi var lidt på hjemmebane i dette område, da vi er kommet her meget. Det var et dejligt gensyn og der var ikke sket meget de sidste 5-7 år, siden vi var her sidst.
Vi cyklede direkte mod Urshult af Banvallsleden. I Urshult fandt vi en cafe, som emmede af nostalgi. Frokosten var indtaget for mindre end en time siden, men der er vel altid plads til lidt lækkert? Det var en lille tidslomme og her fik vi kaffe og kanelsnurre, til næsten ingen penge.
Efter pitstoppet var det på tide at finde en egnet camp. Vi havde rundet 100 km og vi ville helst finde en camp ved 16 tiden- og gerne med vand i nærheden. Jeg havde udset en sø og nu gjaldt det bare om at komme så tæt på søen som muligt, uden at skulle forlade ruten mere end højest nødvendigt. Vi cyklede en times tid mere og via en lille skovsti, fandt vi frem til en plads ved søen. Søen indbød ikke til badning, da bunden var meget blød og lav. Men et bad skulle vi have. Den flodbare gryde fra GSI blev brugt som pøs, og herved blev vi vasket- siddende på en sten ved søbredden.
Vores paksager indeholder altid sandaler eller klip-klapper. De kom også til brug her, for at undgå skrammer under klatvasken.
Det var skønt at føle sig en smule ren inden spisning med efterfølgende søvn. Maden skulle kun tilsættes kogende vand så madlavningen var let og der blev også tid til lidt Thai-the. Cykeltøjet blev hængt til udluftning under tarpen.
Vi gik tidligt til køjs, men efter en lang arbejdsdag, er der en del uro i kroppen. Det tog nogle timer før vi faldt i søvn.
Vinden løjede af og natten bragte en del regn.
Morgenen bragte tørvejr men en lidt koldere luft. Vi startede med lange bukser og jakker. Der var stilhed i lejren og vi fik pakket sammen relativt hurtigt efter morgenmaden. Vi satsede på at nå Växjö til frokosttid. Hermed kunne vi indhente nogle velsmagende kalorier. Turen dertil bragte os igennem kilometervis af smukke grusveje, skove og indimellem nogle fantastiske udsigter. Der var en del “dårlig” underlag og cyklerne fik mange tæsk. De tæsk vandrede op gennem carbon forgaflen og direkte i hænderne. Trods mange timer på gruskværnen hvert år, er det muligt at få ømme hænder/håndled. Derfor skiftede vi ofte greb eller rystede hænderne lidt.
Vi nåede Växjö i god tid. Faktisk så god tid at der var tid til kaffe og kage, hvorefter vi skiftede direkte over til frokost. For en sikkerheds skyld gik jeg lige forbi Outnorth som ligger i byen- bare for at sikre mig at der ikke var nyheder jeg burde vide noget om… Det var ikke tilfældet, men altid spændende at besøge en frilufts-forretning.
Mens vi ventede på maden nærstuderede jeg kortet for at finde næste camp- denne gang med badevand i nærheden. En lille justering af ruten og vi havde et sikkert mål. Det er altid godt med forskellige “communities” hvor man deler locations og billeder. Via Appen “Komoot” fandt jeg et billede af vores mål og der var tydeligt en badeplads. Ruten blev redigeret i appen “RidewithGPS”- som er min foretrukne. Særligt idet den har forskellige kort og også topografiske, hvilket jeg syntes er bedst. Derudover kan man downloade til offlinebrug.
Frokosten blev fortæret og vi havde sikkert 3 eller flere timers cykling til gode. Vi lod benene tale deres sprog og hurtigt fandt vi rytmen og den mentale tilstand der lader kroppens signaler passere forbi hjernen og ud i intetheden. Altså en tilstand hvor kroppen ikke rigtig mærkes og man kan blive ved længe. Langt om længe nåede vi målet. Igen en dag med mere end 100 km i benene. Det skulle blive dejligt med en dukkert og måske en skylning af cykeltøjet. Tjurken sø var målet.
Teltet kom op og vi påsatte en tarp. Forventningen var, at vi skulle vågne op til regnvejr. Hermed havde vi sikret os et lidt større område at pakke ned i- samt kunne spise i tørvejr. Vi badede i søen og jeg skyllede cykeltøjet og det blev hængt til tørre. Maden kom ind og søvnen kom hurtigere denne aften. Det samme gjorde regnen…
Som forventet stod vi op til regnvejr. Ingen af os havde den store hast med at komme ud af soveposen. Vi pakkede soveposer, indertelt og liggeunderlag ned uden at komme ud af teltet. Ligeledes skiftede vi til “arbejdstøj” og til sidst lavede vi morgenmad.
Regnen stilnede af og det var som om at der var en opklaring på vej. Som det sidste kom yderteltet og tarpen ned i sin pakpose. Vi hoppede på cyklerne og begav os afsted. Den lidt kølige og fugtige formiddag blev hurtigt forvandlet til varme og sved. Vi kom hurtigt igennem landskabet. På en god grusvej overraskede vi en egl, der var i færd med at spise. Den galoperede ud af vejen, men vi fulgte efter og snart efter forsvant den ind i skoven i et imponerende tempo!
I en lysning lå to huse på hver sin side af vejen. Vi hørte hunde gø, straks efter så jeg to hunde komme løbende. De sprang over hegnet. Den første hund blev stoppet af min fod, placeret lige i “aben”. Den anden hund løb forbi mig og direkte ind i min hustrus forhjul. Cyklen stoppede brat og hun smaskede hovedet lige i gruset. Hun kurrede ikke hen af vejen men al energien blev fordelt på hofte/bækken og hoved. Cykelhjemlen flækkede og hun lå stille et kort sekund. Heldigvis kunne jeg høre hende ømme sig kraftigt. Ud af øjenkrogen kom ejeren løbende og han fik et “For helvede!” med på vejen. Han var tydeligt meget ærgerlig og tilbød at ringe til ambulance, kom med vand og stol- i det hele taget ulykkelig over situationen. Hun kom op på stolen og jeg efterså hende for skræmmer og sår- men der var ikke rigtigt noget at se. Gudskelov havde hun cykelhjelm på, den havde taget det største slag i hovedet. Men hendes hofte havde det ikke så godt. Efter 10 minutter og udveksling af informationer, cyklede vi videre. Hundeejeren ville gerne komme og hente os, hvis hun alligevel ikke kunne cykle. Langsomt rullede vi videre, men det var tydeligt at hun havde store smerter. Jeg skubbede hende det bedste jeg havde lært. Efter 5 km blev hun dårlig og vi tog pause. Vi talte om muligheden for at blive hentet, men lige da jeg var ved at ringe- stoppede hun mig. Jeg kikkede på kortet og vi kunne køre direkte hjem, ca. 35 km. Det blev aftalen og vi kørte ca 30 minutter og tog pauser herefter. Hver gang var det et stort problem og meget smertefuldt for hende, at komme på cyklen igen. Jeg skubbede hende op af alle bakker og vi besluttede at hun skulle på hospitalet og scannes/røntgenfotograferes, bare for at være sikker. Hun fik intet smertestillende, for vi ville gerne vide om der også kom hovedpine som følge at en eventuel hjernerystelse.
Efter et bad tog jeg kontakt til vores forsikrings selskab (vi har en udvidet skadesdækning med tilknyttet akuthjælp/sundhedsfaglig koordinator.) Det viste sig at være en kæmpe hjælp. Kort tid efter var vi i bilen på vej til Ljungby hospital. Vi blev ekspederet hurtigt og Vinni (min hustru) blev oprettet i deres system. Som sygeplejersken sagde:”Nu er du oprettet i vores system, så næste gang du kommer til skade i Sverige, har vi dine oplysninger klar!”. Efter to timer var vi atter på vej mod hytten. Vi besluttede at køre til Danmark, idet der jo ikke længere var basis for en cykeltur eller en tur med rygsæk. Jeg gav en update til Hr. P…. (ejer af sommehuset) og meddelte at vi lukkede huset ned og kørte til Danmark. Når det gælder recovery og genoptræning ville det være nemmere at være hjemme.
Øv, øv og atter øv.
Vi kommer naturligvis afsted igen og har fået lov til at låne hytten igen!
TurTossen 