På tur igen, med det grå guld. Årets anden tur med de gode gamle ledere fandt sted i weekenden. Sidst var vi et smut på Kullen, en herlig tur der gik alt for hurtig! Vi havde sat datoen for flere uger siden, men jeg satsede hele butikken og foreslog at tage afsted fredag eftermiddag, for dermed at have en overnatning mere og længere tid til at udrette store bedrifter! Trods brormands bryllupsdag og Peters alt for tynde afføring (han måtte blive hjemme)- fandt alle rygsækken frem en dag tidligere. Målet var Simlångsdalen, 20 km øst for Halmstad.
Vi havde lagt en snedig plan og vi var tre der mødtes hos mig. Der skulle lige være tid for en kop kaffe inden vi lagde kursen mod Gadstrup. Forventningerne var høje og gensynet med turgutterne var godt. Alle havde hørt efter min bøn: “Tag ikke alt for meget lort med- der skal også være plads til en Packraft (gummibåd) i din rygsæk”! Alle havde lyttet- jeg selv havde allerede sendt min tæge (rygsæk) i forvejen, da Jens (min bror) havde været forbi nogle dage forinden. Han fik også bålpande, 6 stk Packrafts, bålrist og gruder mv. med i Landroveren. Dermed kunne jeg præsentere en lille håndtaske for mine rejsekammerater. De bed dog ikke rigtig på krogen, for alle der kender mig vil vide, at jeg har oceaner af gear og ALDRIG går ned på udstyr! Vi kørte mod Gadstrup og snakken gik lystigt, lige fra biler til kvinder og mad. Alt i alt virkede det egentligt som om at alle havde det godt og tilfredse med deres ståsted i livet. Et par hurtige jokes blev det naturligvis også til, en af gruppens store styrker. Her er altid højt humør og plads til lidt kammeratlig mobning.
Jens ringede op og foreslog at vi drejede omkring Morten og tog ham med. Det lød som om at det var en aftale som Morten også var orienteret om, så vi accepterede. Da vi sparkede døren ind hos Morten, stod han nærmest med underrørende nede om haserne…. Et lettere panisk grin var fremme mens han han kneb et anstrenget: “giv mig lige to minutter drenge- jeg troede sgu at I først skulle til Jens”! Med et stod det klart at det var Jens der havde købt sig lidt ekstra tid. Da vi ankom var han ganske rigtigt også i gang med at slå græs.
Udstyret blev pakket i Jens´legetøjsbil- En LandRover 110″ bus. Jeg skal love for at der ikke var pakket light- alt lortet var med. Men komfort skal jo heller ikke undervurderes. Med driver+codriver og tre ikke så små mænd på bagsædet begav vi os mod Sverige. Flemming (bror til Morten) var træt af MacD og foreslog Subway som leverandør af vores aftensmad. Det var med stramme miner og noget udfordret, at tur deltagerne gennemgik menuen. Vi lod Flemming bestille først, for ligesom at blive fortrolig med processen. Jesper var ikke imponeret af deres pomfritter- de eksisterede slet ikke på menuen! Morten ledte forgæves efter noget der mindede om Big Mac mens jeg gled ned til bogstavet M på menukortet- nej heller ingen Mc Feast var at finde. Vores oplevelse blev underbygget af en noget sur og tilknappet servetrice. Vi blev dog mætte og aftalte at vi gerne ville sætte Flemming af inden vi skulle have aftensmad næste gang, for Subway var bestemt ikke målet!
Efter en kulinarisk nedtur fortsatte tur-holdet nord over. Jens holdt en flot fart, set i lyset af køretøjets udformning og samlede vægt. Jeg sad bagved og kunne med stor bekymring se hvorledes tankmåleren bevægede sig i bund, nærmest i samme fart som minutviseren går fra 13 til 17… Snakken var for længst opgivet, der var ganske enkelt alt for meget larm i kabinen. Vi nåede frem lige som solen gik ned. Hurtigt pakkede vi rygsækkene om og medtog kun det udstyr der skulle til, for at kunne overnatte under en tarp og efterfølgende spise morgenmad. Jesper havde efter eget udsagn også taget lidt mad med- 3 liter rødvin. Nu egner rødvin sig jo ikke til vandretur, så vi besluttede at drikke det hele første aften. Med pandelamper gik vi op på Kløverberget og slog “lejr”.
Det blev ikke til meget hvile inden solens stråler skar ned gennem trækronerne. Ude over dalen lå tågen som et tæppe af vat. Vi havde morgenmaden klar og efter få øjeblikke kunne man dufte kaffen. Jeg gav en briefing om dagens program: Ned til basecamp (LandRoveren). Pakke Packrafts, mad, tøj og andre fornødenheder. Herefter hike til Fylleåen. Klargøre Packrafts og sejle ned af åen. Stoppe ved sø og vandre til Danskefallet (vandfald) og sidst retur til Basecamp.
Alle var hurtige til at organisere sig og der gik ikke mange minutter før vi igen var på farten. Ruten mod åen/elven bød på kuperet terræn, både op og ned samt vekslende underlag. Efter få minutter accepterede min krop, at der skulles slides og mases de næste par timer. Min vandreform var god – jeg har for vane at tage en vandretur hjem fra jobbet (14 km) med rygsæk på, helst tre gange pr. måned. Derfor fandt jeg hurtigt ind i rytmen. Morten og Jesper var på lidt overarbejde, kva deres mere stillesiddende jobs. Flemming er håndværker og vant til fysisk arbejde- og Jens træner regelmæssigt (en gang om året)- men han brokker sig aldrig. Gruppen skød en fin fart og vi havde tid til samtaler. Sveden er u-undgåelig og jeg kunne mærke hvordan dråber løb ned af ryggen og over brystet. Vi kom fri af skoven og ud i kulturlandskabet. Her luftede det lidt mere og jeg havde god gavn af buksernes udluftning ved inderlår og lægge. Som et lille ekstra gimmick, hev jeg lynlåsen ned for at skabe mere ventilation omkring “nødderne”.
Efter en times tid holdt vi et lille hvil. Morten gik med et meget tilfreds fjæs, han gav helt klart udtryk af, at det var fedt at være afsted. I pausen bekræftede alle at vi havde fat i den lange ende, alle var tilfredse med turen. Vi fortsatte off-road ned gennem skoven og snart kunne vi se vandet. En hurtig orientering på kortet og et bekræftende kik ud i landskabet- afgjorde hvor vi ville forsøge at søsætte vores packrafts. Vi landede og straks gik alle i gang med at udpakke og klargøre til sø-transport. Naturligvis blev en primus fundet frem og der blev kogt vand til kaffe. Jeg havde selvfølgelig taget min professionelle Packraft med. Det er en stor investering, særligt hvis den kun skal bruges en gang. Derfor havde jeg indkøbt 4 små gummibåde- med en bæreevne på 120-150 kg. Prisen var ca 250.- pr båd, dertil 100 pr pagaj. Samlet vægt for sættet var under tre kilo. Det var med spænding at vi lagde fra kaj.
Packraften er en virkelig spændende mulighed for at opleve mere. Den hverken vejer eller fylder meget. Det er muligt at transportere den i/på rygsækken. Jeg spænder altid rygsækken på den forreste del af flåden, således at jeg kan tage rygsækken på og klare overbæringer let og hurtigt.
Packraften udvider dine muligheder og aktionsradius. Den er glimrende at fiske fra og jeg syntes at komforten er fin. Den er let at ro, men samtidig meget følsom for vind- den driver meget let. Jeg tager lette åretag og hyppige åretag.
Man bør naturligvis altid sejle med redningsvest.
De små gummibåde virkede efter hensigten. Flere af gutterne valgte at sidde på oppakningen/rygsækken- det gav en bedre stilling i båden.
Flemming valgte at skille sin åre i to og bruge den alternativt- ligesom strandjægeren der er på krybejagt i sin skydepram. Whatever works!
Vi arbejdede os ned af elven. Solen var markant og vinden fraværende. Der var god tid til at tage billeder, hyggesnakke og bare nyde naturen. Vi gled forbi flere hyggelige ødegårde og smukke landskaber. En enkelt overbæring blev det også til. Flere gange stødte vi på sten der lå gemt under overfladen og der var ikke altid nok vand i de små “stryg”- så der blev også arbejdet med at “humpe” over sten. Flemming havde være lige lovlig tæt på en sten. Han tog lidt vand ind og kunne konstatere at der var et lille hul i dørken. Vi søgte ind til siden og forsøgte at lappe flåden med gaffa-tape og den medfølgende lap. Reparationen holdt båden flydende, men Flemming måtte sande at rygsækken og rumpen havde fået vand. Heldigvis var der ikke langt igen, før vi havde fast grund under fødderne.
Vi landede på en badeplads og pakkede bådene sammen og indtog frokosten. Alle tur-deltagerne sad med et lille smil og indtog tørkosten. Solen var stadig fremme og efter maden sænkede stilheden sig over gruppen. Flere sad og blundede indtil en fremmed henvendte sig. Hun havde hørt vores danske og ville åbenbart lige stemple ind. Vi fik en lille snak om området og alle de herligheder vi indtil videre havde oplevet. Jeg måtte dog lige korrigere da hun fejlagtigt troede at vi havde roet fra Danmark i de små gummidyr, der lå til tørring på bredden. Muligvis har vi haft mange tvivlsomme påfund, men at ro over sundet med et gummidyr der har et fribord på 15 cm, havde ikke været på tale.
Vi fattede mod og smed tægen på ryggen. Forude lå nogle kilometer i ganske tæt skov og med flere kryds af å-løb. Det viste sig at gå rigtigt fint i terrænet, men at finde et sted at krydse voldte lidt problemer, særligt da ingen rigtig gad at få vand i støvlerne. Jeg ledte og det endte med 6-700 meter ekstra distance op af åen, før det lykkedes. Flere af deltagerne tog ingen chancer og skiftede til sandaler- mens Morten og jeg satsede hele butikken og kom tørskoet over. De resulterede selvfølgelig i, at vi fandt kamera frem- skulle en af kammeraterne fejle, så var vi klar til at dokumentere! Momentet udeblev desværre og vi traskede igen gennem tæt skov og inden længe stod vi ved Danskefallet. Her var der dømt pause og genfyldning af vanddunkene.
Danskefallet skuffede ikke og vi nød udsigten, mens jeg hev vandrense-sættet frem. Det høje indhold af okker og humus gjorde rensningen noget tung. Der skulle virkelig pumpes hårdt efter et par liter var filtreret. Slutteligt måtte jeg “backflushe” filteret for at rengøre det. Men vi fik vand!
Vi havde efterhånden været i gang i 10 timer og de sidste kilometer var på asfalt, et hårdt underlag for de trætte fødder. Jesper og Morten havde fået et par små vabler, som en lille hilsen fra det svenske. Men vi holdt tempoet oppe og nåede lejren ved 19 tiden. Det er altid herligt at nå frem og vi gik hurtigt i gang med at etablere lejren. Vi vidste alle at det ville være katastrofalt hvis måsen ramte en stol. Flemming var som sædvanlig lynende hurtig til at tænde bål, han har helt sikkert tændt mere end 1000 bål og tempoet var højt. Morten og Jesper måtte lægge sig i selen for at finde større brænde i en hast. I mit hoved fik Flemming tilnavnet “Pyro”, da han har en forkærlighed for lid og gerne rigeligt af det. Morten kunne da også supplere med historier fra ungdommen der indeholdte ord som: benzin, udrykningskøretøjer og andre spændende momenter! Jeg fik etableret en bivuak mens Jens foldede sit tagtelt ud.
Min hustru havde lavet mørbradgryde til alle og således skulle der blot koges ris og gryderetten opvarmes. Mørbrad, bacon og fløde har aldrig skuffet, det gjorde det heller ikke denne aften. Vi hyggede ved bålet og gamle historier blev genopfrisket, muligvis også pyntet lidt op. Vi havde dengang et rigtigt stærkt lederteam og en flok gode spejdere. Der var så mange gode oplevelser og sjove episoder der igen blev vækket til live. Det var netop de gamle oplevelser der igen havde bragt os sammen- i det håb, at vi kunne genfinde glæden ved at være i vildmarken sammen. Det blev til fulde indfriet! Hold da op hvor var det en succes.
Vi gik i send ved 22 tiden. Alle havde en forventning om, at søvnen ville være tiltrængt og god. Jesper havde lånt et underlag, som var fladt- så han fik en plads i tagteltet sammen med Jens. Morten, Flemming og jeg smed os under tarpen.
Næste morgen kunne Morten konstatere at han havde sovet af helvede til. Flemming og jeg gentog hvad vi sagde inden han lagde sig ned: “Du ligger med hovedet den forkerte vej”- men det ville han ikke lytte til. Vi fik ret og Morten fik en skidt nattesøvn.
Oppe i tagteltet kunne jeg høre den genkendelige lyd af en lynlås der blev åbnet. Altså var der liv i lejren og straks efter var alle i gang med nedtagning og pakning. Der var fart på, for vi skulle handle ind til morgenmaden, inden vi kunne spise. Vi rullede ud fra skoven og kørte til nærmeste butik. Inden længe fandt vi både butik og et skønt sted at lave mad: Vildmarkstoast! En klassiker der består af toastbrød, hvor det ene udhules og et æg knækkes ned i hullet. Dertil bacon…. en blanding der får englene til at synge og hjerteklappen til at blafre. Flemming var igen lynhurtig til bålet og inden længe kunne vi igen fylde på tanken.
Tilbage var der blot turen til Danmark. Hjemme ventede kun at gå på opdagelse efter skovflåter. Jeg kan melde at der er flere der har fundet nogle- i varierende størrelse og på steder der ikke skal skrives om.
Tak for en fantastisk tur, vi skal afsted igen!
