Jeg har handlet kajakker i den seneste tid, alt sammen for øje at finde den kajak der passer mig bedst, samtidig med at den skulle opfylde et behov for langtur. Altså en kajak der er stabil og alligevel agil, skyder en god fart samtidig med høj lastevne… Nærmest en fantasi, men umiddelbart havde jeg endelig fundet den rette. Nigel Foster er en kajak guru og har bygget modellen “Legend”. Navnet var lovende, og nu skulle den afprøves på en lidt længere tur.
Jeg besluttede at 100 km ville være passende og gælde for en god testtur. Søndag blev sat som start og så bare ro til jeg nåede 100 km. Udstyret blev pakket og både telt og tarp fandt plads på pakkelisten. Teltet blev “Pyramiden” fra Hyperlite Mountain Gear- da min pagaj (åre) kunne anvendes som teltstang. Lidt pulvermad og en primus- sulten skulle nok komme forbi!
Sikkerhedsudstyret var også vigtigt, særligt på alenetur. Lys, VHF radio, telefon, nødblus, redningsvest, ekstra tøj, varm kaffe og førstehjælpssager med varmereflekterende “tæppe” og en bivi-bag. Jeg havde besluttet mig for at sejle meget kystnært.
Søndagen bød på massiv regn og jeg ventede til det stilnede af. Først kl 19.30 sad jeg i kajakken.
Det blev en smuk aften og lang! Jeg roede i læ af Enø, Dybsø og senere Knudshoved. Vinden var markant, men bølgerne blev bremset af de tre øer/tanger. Kl 21.30 begyndte solen at forsvinde på den blodrøde himmel. Havørne havde lettet få meter fra mig og flere fisk havde sprunget i nærheden af kajakken. Bag øerne var der en stilhed som nærmest var meditativ og jeg glemte helt tiden. Månen tog over og jeg kunne se forholdsvist langt. Da jeg kom igennem Svinø renden, voksede bølgerne. Jeg besluttede at ro roligt og koncentreret, hele tiden holde øje med bølgerne der kom ind fra styrbord og nogen gange rullede ind over kajakken. Hver gang en bølge så ud til at være lidt voldsom, holdt jeg åren i vandet som støtte. På den måde var jeg sikke på ikke at rulle, omend farten derved udeblev.
Ved 22.30 tiden ringede min hustru, men jeg måtte lade den ringe ud- hænderne var travlt beskæftiget med at holde kajakken på ret køl og samtidig sørge for fremdrift. Nu vidste jeg at jeg måtte sætte lidt mere fart på, så jeg kunne ringe tilbage indenfor kort tid- for at undgå bekymringer fra hjemmefronten. Kadencen blev øget og efter 10-15 minutter var jeg så meget i læ af Knudshoved, at jeg kunne ringe hjem og melde alt vel. Jeg roede videre og kunne slappe mere af idet bølgerne var ubetydelige. På Avnø var der lys i tårnet og jeg roede videre til Næs og befandt mig nu i bunden af Avnø fjord. Pandelampen blev fundet frem og jeg navigerede mod spidsen af Knudshoved. Kl 00.30 var jeg klar til nogle timer på langs.
Jeg sov i 4 timer og kl. 05 stod jeg op. Fjorden lå spejlblank og midt i fjorden lå sælerne og sov på stenene. Kaffe og morgenmad blev hurtigt konsumeret og jeg kl 06 startede roningen igen. Kursen blev lagt mod spidsen af Knudshoved. Bølgerne var små, men lidt modstrøm og modvind, satte gang i forbrændingen. Jeg satte en Podcast på og lod fortællingen overskygge det monotone arbejde. Jeg fandt ind i den gode rytme, hvor dieselmotoren bare kværner derudaf. Jeg gled forbi nysgerrige sæler der på skift stak hovedet op af vandet, for at se nærmere på det fartøj der bevægede sig næsten lydløst igennem vandet. Kajakken skar fint igennem vandet og styringen forgik kun ved “kantning” af kajakken. (jeg vipper kajakken til styrbord og den sejler mod bagbord- vice versa). For at undgå vabler sørgede jeg hele tiden for at mine håndflader var våde- ved at føre taget dybere og dermed stikke hånden ned i vandet. Det virker for mig, mens andre oplever endnu større problemer?
Efter et par timer var jeg rundt om odden og på vej mod Masnedø. En lille pause på odden blev det til, den konstante nærhed af vand gav en stor trang til at lade vandet. Det var dog ikke en elegant udstigning. Stenene var meget glatte og jeg ville nødigt ridse kajakken mere end højest nødvendigt. Det endte med en våd røv. Heldigvis led forfængeligheden intet knæk- jeg var alene! 😁
Jeg besluttede at tage et hvil. Det var trods alt ikke mange timer jeg havde sovet. Jeg havde nu roet knapt 50 km og var halvvejs på målet. En indre tilfredsstillelse boblede, mens behovet for et længere hvil, var tiltrængt. Jeg smed kajakvesten i solen og fandt liggeunderlaget frem. T-shirt og shorts blev hængt til tørring i solen og jeg lagde mig ned og lod solen grille min ryg. Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde mere solcreme. Beslutningen om et besøg i Vordingborg havn blev taget. Muligvis ville der også være en god frokost i havnen? Klokken var kun 09.30 og jeg mente at kunne nå havnen ved 12 tiden, forudsat at jeg ikke holdt pause for længe. 30 minutter efter var jeg klar til et par timers roning og drømmen om en stor burger, voksede sig stor i min fantasi. Jeg kikkede på kortet endnu en gang og tændte for VHF-én. Jeg skulle bevæge mig ud blandt større skibe, når jeg nåede Masnedø. Jeg regnede slet ikke med at komme i sejlrenden, men bare for at være opmærksom på eventuelle opkald over radioen. Som forventet skete der ikke en skid.
Vordingborg lysthavn lå smukt badet i sol og flankeret af Gåsetårnet samt Oringe Hospital. Indsejlingen var smuk og muligvis endnu smukkere da jeg anede en cafe med burgere på menuen.
Det blev en fin frokost efterfulgt af en gåtur til centrum- jeg manglede solcreme. Måltidet og gåturen kaldte på en lur. Jeg fandt en passende bænk i solen, nede blandt små fisker hytter/skure. Her osede af en svunden kultur og vigtigst af alt: her var ro og fred. Jeg fik lige set store skjolder af salt på min kajakvest og blev mindet om mit ufrivillige dyp i vandkanten. Saltvand slider hårdt på tekstiler og udstyr generelt. Jeg mindede mig selv på, at der ville være lidt vedligeholdelse, når jeg igen var hjemme. Vesten skulle skylles, pagajer og kajak skulle også skylles i ferskvand og aftørres. Endelig kunne et bad også komme på tale!
Jeg faldt til ro på bænken og vågnede med et lille spjæt, som om at jeg var ved at rulle i kajakken. Underbevidstheden arbejdede nok med gårdsdagens indtryk og det er altid mentalt udfordrende at sejle i natten, i et oprørt hav. Jeg havde ikke følt mig utryg mens det stod på, men kroppen var spændt op- lidt som om jeg havde været i en kæmpe vaskemaskine med programmet: centrifugering!
Jeg manglede 35-40 kilometer for at nå målet. Det ville tage 5-6 timer afhængig af vind og strøm. Jeg navigerede let under Farø broerne og videre omkring Bogø. Jeg blev lidt imponeret af broens størrelse og selve designet. Jeg skiftede træåren ud med en carbon åre. Det var et rigtigt behageligt skift, ikke fordi den ene er bedre en den anden- men overfladen er forskellig og ligeledes er grebet- bare lidt. Det var dejligt og gav lidt ekstra overskud i den mentale balance. Det er ofte de små ting og justeringer der giver en stor forskel. Hastigheden var nogenlunde den samme og vinden var i ryggen og strømmen gav også positivt til oplevelsen. Langs med Bogø lå et sejlskib og jeg kunne følge med, uden at knokle over evne. Faktisk kunne jeg efter turen konstatere at min puls på intet tidspunkt var højere end 120, og et gennemsnit på 94.
Min hustru ringede, hun skulle ud og spise med kollegaerne og ville blot forhøre sig om alt var vel. Jeg kunne melde tilbage og fortælle at jeg med stor sandsynlighed ville ramme 100 km inden kl 20. Aftalen blev at hun ville ringe efter middagen og så kunne vi tale om en eventuel afhentning.
Den sidste time blev brugt på teknisk træning og dermed glemte jeg næsten at svinge ind ved Petersværft. Kajakken blev tømt og en omgang pulvermad sat over.
Hustruen ankom og en behagelig sofa ventede.
Endelig kan jeg glædeligt fortælle at kajakken levede op til mine forhåbninger!
