Igen formåede KLANEN at møde til endnu en tur i vores svenske broderland. Traditionen tro, stod brormand og jeg for planen. Resten af gutterne stod for godt humør og stabilt fremmøde. Desværre manglede vi en enkelt, men det skulle ikke forhindre os i at have en fed tur på Söderåsen. Vi har kørt med forskellige setups: Packraft, klatring, kano og denne gang hike (eller bedre kendt som vandring). Hike betyder en længere tur med rygsæk og overnatning. Den engelske ordbog refererer til samme betydning, dog indgår ordene “for egen fornøjelse” også. Det måtte tiden vise!
Allerede ugen før, begyndte jeg at lægge grej frem på pakkebordet. Det tager mig ikke lang tid at finde det jeg behøver, det der er fedt og det der er lirens. Lirens oversættes bedst med “state of the art, lækkert og korrekt samt toneangivende for aktiviteten og høj kvalitet”. Kort sagt dyrt og lækkert grej. Heldigvis er der en rimelig sammenhæng mellem dyrt, funktionelt og holdbart! Eksempelvis har jeg et par Lundhags vandrestøvler der i dag koster i nærheden af 4000 kroner, men jeg har brugt dem i mere end 15 år og fået udskiftet sålen en enkelt gang. Ligeledes gik min hustrus vandrestøvler fra Hanwag i smadder på vores vandretur i Norge. Mellemsålen smuldrede og sålen begyndte at slippe støvlen. Det nåede aldrig at blive kritisk, men da vi kom hjem gik jeg et smut i Friluftsland for at få belyst problemet. Der var ikke så meget snak, støvlerne blev sendt til Hanwag i Tyskland. De kom retur med nye såler, nye indlægssåler og nye snørebånd. Regningen lød på kr. 0.- Det er fand… høj service!❤️
Det betyder selvfølgelig også at man bliver hængende ved mærket og gerne betaler 3000 for et par støvler.
I ugen op til turen, gik jeg og talte ned, for det er altid med en god fornemmelse i maven når klanen skal afsted. Rygsækken stod klar da jeg tog på job og på vej hjem skulle jeg lige forbi Spejdersport for at købe lidt pulvermad. Turtøjet lå klar og jeg kunne lige nå en kop kaffe inden Peter og Flemming stod klar. Vi kørte mod Roskilde for at mødes hos Jens, som igen lagde køretøj til “ekspeditionen”. Aftalen var kl. 17 og idet vi allerede var ankommet kl. 16.45, blev mødetiden kl 17 nu set som afgangstiden. Det betød også at Morten stod for skud idet han først ankom så vi kunne køre kl. 17.11 (han mener fortsat at det var 17.09). Han havde flere underlige påstande om, at vi jo altid kom for sent – os fra Næstved! Men alle kunne dog stadig huske sidste gang, hvor Morten blev hentet og så noget omtumlet ud. Han fik fremstammet et: Giv mig lige 5 minutter drenge!
På resten af turen fik Morten skylden for alle ulykker, idet hele planen jo var skubbet 11 minutter! Det var en kædereaktion på den skidte start. Hermed var det Mortens ansvar at det regnede da vi kom frem, at lejrpladsen var optaget på dag to, at bålet havde svært ved at fænge osv osv. Allerede nu levede turen op til de forventninger jeg havde: Det bliver skide sjovt og ingen går hjem uden en “kærlig nakkeflad” og mange grin.
LandRoveren var tæt pakket og 5 forventningsfulde herrer lod snakken flyde, ihvertilfælde indtil dækkene ramte motorvejen. Nu blev støjen så omfangsrig at samtale var umuligt. Jeg satte et par “noise cancelling” hovedtelefoner i ørene og lod musikken erstatte LandRoverens larm. Målet var sat til Klåverödsdammen på Söderåsen. Jens formåede at holde både et godt tempo (han fulgte med i trafikken og der var endog overhalinger) og et højt brændstofforbrug. Vi fløj over broen og få øjeblikke efter var vi på mindre landeveje og nærmede os målet. De små og snoede veje var hyggelige i en almindelig bil, festlige i min Audi med små 300 HK, men i Landroveren var de neglebidende! Jens havde heldigvis en god føling med bussens køreegenskaber og krængningsgrænse, så da alle passagerer var hektisk optaget af at finde noget at holde fast i…… valgte Jens i et venstresving at smide bussen venstre om hellen. Havde han kørt højre om, var vi enten tvunget ud over marken eller væltet. Det var her jeg besluttede at melde ud i god tid, inden et kommende sving 😅.
Vi ankom sikkert til pladsen, omend lidt forsinket…. Noget forkrøblet kom alle ud af bussen. Benplads og komfort er fremmedord i denne model…
Vi foretog en rekognoscering til fods. Bussen blev flyttet på plads og herefter begyndte det at pisse ned. Morten fik selvfølgelig skylden. Der blev hurtigt etableret en tarp over køkkenområdet (LandRoverens moterhjelm) og balkinen udslået, så vi kunne spise i tørvejr. Maden bestod af mørbradgryde, som på kort tid er blevet klanens signaturret. Som sædvanligt var der rigeligt og ingen gik i seng uden en lille mavekrampe eller to. Peter havde sørget for dessert: 1 kg Matadormix. Dertil havde Flemming oplevet et traume fra første tur: På Klöverberget var vi løbet tør for rødvin! Det skulle ikke overhale ham igen, så han havde også tre liter vin med til selve vandreturen. I alt havde vi således 9 liter. En lille liter rødvin pr. mand pr. dag!
Efter maden sad vi og hyggede længe inden teltene kom op at stå. Køjen blev fundet og efter få minutter begyndte lyde at forplante sig i skoven.
Var der nogen der snorkede?
Skider bjørnen i skoven?
Hvis jeg skulle lave en karakteristik af nogen i dette selskab, ville det være let. Vi har forskellige roller, egenskaber og personligheder. Men i fællesskabet fungere rollerne og personlighederne rigtigt godt sammen. Lidt som en gryderet, hvor fraværet af en ingrediens giver et ringere resultat! Denne tur manglede Jesper desværre-
Jesper plejer at være garant for, at alle er med og ikke efterlades. Han plejer også at kunne perspektivere forskellige debatter, således de ikke bliver alt for monotone.
Brøderne Schou (Morten og Flemming) har altid været kendt for deres knivskarpe og totalt afvæbende humor. Eksempelvis kom Morten med en fremragende kommentar til mig, på vores kanotur, da min dyre foldekop havde et hul: “Det er muligt at du har nogle lynhurtige solbriller (som jeg netop havde anlagt), men det ændrer ikke på det faktum, at du har en dyr lorte kop med hul i!”
Morten har i øvrigt gruppens længste skridt, hvilket sikkert gør at han bruger halvt så mange skridt som vi andre, på sådan en tur.
Flemming ligner altid en der kun lige er begyndt på vandringen, selvom vi har gået i timevis. Han er ekspert i båltænding og jeg er sikker på at han også kan tænde op på bunden af havet. Han er altid i fremragende humør.
Peter har været lidt uheldig og har fået tilnavnet Peter Panik…. Ganske enkelt fordi han én enkelt gang har været uheldig og kørt et telt ned (for 25 år siden) i hans fars bil, og tilmed lavet en bule. Derudover har han altid haft et kæmpe mod (eller mangel på konsekvensberegning). I sine unge dage prøvekørte han en kæmpe svævebane vi selv havde lavet- foran 50 spejdere kastede han sig ud i svævebanen og kørte i rasende fart ned mod stop. Han erkendte for sent at han ikke kunne nå tovet og bremsen og smadrede ned i stopknuden. Her hang han et øjeblik helt livløs i selen, mens jeg spurgte, om der var andre der ville prøve? Det var der ikke…. Peter kom dog til sig selv og slentrede tilbage til de måbende spejderdrenge med ordene: “Det var sgu en fin tur”.
Jens (min bror) er gruppens opfinder og problemknuser. Der er nærmest ikke det han ikke kan fikse eller lave en dims der løser problemet. Jens er den jeg går til når særligt grej skal produceres eller når jeg har en ide, som skal forfines, realiseres eller forenkles. Dertil er han også gruppens stædigste rad. Har Jens sat det for øje, kan vi lige så godt gøre det – for det kommer til at ske alligevel.
Jeg selv er muligvis gruppens uformelle planlægger. Som Morten plejer at sige: “Det fede ved at være afsted med Søren er, at man bare skal følge med og slå hjernen fra- så går det alt sammen.” Det kan han have ret i, i hvert tilfælde har jeg en visuel meget tydelig plan oppe i mit hoved. Jeg elsker at være i naturen og beherske det håndværk der kræves.
Det blev morgen og der var så småt liv i lejren. Flemming var som sædvanligt ude før sin bror. Jeg hilste på ham og spurgte ind til nattens søvn. Flemming havde delt telt med brormand. Han svarede højt og tydeligt, for at sikre sig at også Morten kunne høre det: “Mmmmjar… Morten lyder som en smadret gearkasse”! Det var svært ikke at trække på smilebåndet, for Flemming brillierede igen med en af hans, i særklasse , fine kommentarer. Der kom et: “luk røven Flummer!” inde fra teltet. Flemming smilede med hele tandsættet og vidste at pilen havde truffet sit mål!
Så småt blev teltene pakket og blikket rettet mod morgenmåltidet med tilhørende “Vildmarks-toast”- endnu en af klanens signaturretter.
Vi spiste og lod ikke et par smådryp forstyrre oplevelsen. Vi begyndte at pakke rygsækkene. En spændende og terrænmæssigt vanskelig tur ventede. Orienteringsmæssigt ville det være ganske let, men underlaget ville kræve fuld koncentration. Vi talte lidt om vejrudsigten og blev enige om, at tog alle en regnjakke med, ville det højst sandsynligt ikke regne. Dermed gjort.
Morgentoilettet blev klaret og drikkedunkene fyldt. Jeg kunne fortælle at på lejrpladsen ville der være vand, samt en masse muligheder undervejs. Alle havde mad og kogegrej, vand, sovegrej og Flemming 3 liter rødvin, i rygsækken.
Vi navigerede igennem skoven og stien bød på mange krumspring. Efter nogle kilometer kom vi til en dal der førte os ned i bunden af Söderåsen. Flere steder var underlaget meget glat, hvilket skyldes Mortens forsinkelse på 11 minutter! Hernede i bunden tog vi et hvil, idet det begyndte at regne lidt. Vi satte lidt kaffe over. Efter 20 minutter kunne vi igen spotte blå himmel oppe imellem de høje bøgetræer. På alle sider var der høje klippeskrænter. I sandhed et smukt sted.
Kopparhatten lå oven over os. En stejl opstigning ventede. Her gælder det blot om at finde eget tempo og ikke yde over evne. Heldigvis er min vandreform fin og jeg fandt mit tempo let. Anstrengelserne blev belønnet med en smuk udsigt over den ene dal og et kik på de udfordringer der ventede efter frokost. Jeg kunne pege ned på frokoststedet og igen op på toppen på den anden side af dalen. Morten meldte at: “Du er jo sindssyg”! Jeg bekræftede og derefter gik vi igen helt ned i bunden.
Vel ankommet i bunden, hev vi alle vores medbragte mad op. Jens havde derimod spottet at der kunne købes pizza, så han bestilte straks. Vi andre var tæt på at have afsluttet frokosten da Jens kom med sin nybagte pizza.
Jeg lavede en kop kaffe og derefter fandt jeg et sted i skovbunden og nappede en lur. Hele gruppen så ud til at passe hvert sit for en stund. Efter en rum tid foreslog jeg: “det kan være at det er tid!” Få minutter efter var alle klar og vi begyndte turens længste og stejleste opstigning.
Jeg fandt mit eget tempo. Flemming så ud som om han var på en lille hyggetur, Morten bandede lidt over de høje knæløft mens Peter og Jens havde taget bagtroppen. I ny og næ stoppede jeg op og kunne se at Jens talte meget med Peter, mens Peter så ud til at være optaget af egen vejrtrækning….
Vi kom op på plateauet og det blev tid til både fællesfoto og nyde udsigten.
Lejrpladsen nærmede sig og traditionen tro kom der flere bemærkninger: “hvornår er vi der?”. Vi ankom og kunne konstatere at vi var der 11 minutter for sent, for der var en del andre der havde fået samme ide, Söderåsen er et meget populært besøgsmål. Vi havde dog forestillet os væsentligt færre mennesker. Vi satte os ned og tog en slurk vand. Efter en hurtig rådslagning og et kik på kort, besluttede vi at gå retur til første camp ved Klåverödsdammen.
Vi var hurtige og ankom 30 minutter før forventet. Det gav os god tid til at sætte teltene op og drikke den rødvin som Flemming havde slæbt frem og tilbage. Jeg fik sat en stor tarp op, således alle kunne sidde i tørvejr foran bålet, når det sikkert ville begynde at regne senere på aftenen. Flemming fik opgaven med ild og klarede selvfølgelig også dette, trods det havde været en våd uge i dette område.
Regnen udeblev ikke i løbet af natten. Jeg gik tidligt i køjen (hængekøjen), da der ikke var mere rødvin og kunne svagt høre at de andre var i gang med at debattere sprogets udvikling og hvad der lægges af forståelse i forskellige ord. Åbenbart havde min snorken også bidraget til debatten, kunne jeg forstå på næste morgens kommentarer.
Jeg vågnede som sædvanligt tidligt. En tur med spaden og derefter smed jeg mig i posen under tarpen.. Der gik formentlig nogle timer endnu, inden resten af selskabet fik øjne. Således lå jeg i posen og kunne med et halvt øje følge hvorledes skoven vågnede. Sollys og tåge bølgede frem og tilbage og i korte intervaller sendte grantræerne en hær af små vandperler ned mod mosset i underskoven. I sandhed en magisk morgen. Allerede nu gik tankerne frem mod næste klantur… måske med et nyt emne: Bushcraft?
Vi fik pakket campen ned. Forude ventede en køretur og et glædeligt gensyn med hustruen. Tak for endnu en fed tur i bedste selskab.
TurTossen 