Uge 42 er bedst kendt som efterårsferie i Danmark. I Sverige falder “Høst ferien” i uge 44. Hermed skulle der være en chance for at have god plads på vandrestierne. Vi havde valgt en vandretur på godt 40 km i Österlen. Det er ikke uden grund at Österlen bliver kaldt Sveriges Provence. Det smukke landskab minder meget om det sydfranske – og det er bestemt et besøg værd. Turen skulle klares på to dage, så en relativ anstrengende tur med rygsækken ventede os.
Det er mange år siden vi har overnattet i bilen. Sidst var det på vej til Frankrig, hvor vi havde behov for et kort hvil. Vi satte al bagage på forsæderne og lagde bagsæderne helt ned. Hermed var det planen at snuppe et par timer. Vi vågnede 7 timer senere! Denne gang var det dog planen at have en hel nat og bare stå op, når vi vågnede.
Vi havde 2,5 times transport fra Næstved til Brösarp. Det gik ganske fint og vi besluttede at finde noget mad i Brösarp. Byen var ganske lille og vi havde nok ikke forestillet os, at “Grisen & Dragen” kunne overraske positivt. (Guldklump nr. 1). Stedet var fyldt af folk fra byen og vi fik serveret to dejlige retter. Den uformelle stemning og en meget snaksagelig værtinde, gav en virkelig god oplevelse🤗. Yderliger fortalte værtinden at vi roligt kunne efterlade bilen på deres plads, så skulle hun nok holde øje. Det betaler sig ofte at fortælle lidt om formålet med besøget, så åbner de lokale op for venligheden.
Efter maden kørte vi ud til en lidt afsides P-plads, hvor vi ville overnatte. Jeg havde en tarp, der udgjorde det for en “markise”, således at vi kunne sidde under denne og have et overdækket opholdssted, med en dobbeltseng i bilen.
Vi fandt soveposer, lille bord, stole og hyggebelysningen frem. Her sad vi og nød resten af aftenen, indtil vi i det fjerne kunne se to pandelamper bevæge sig ned af bakkerne og imod vores position. Det var to vandrere der åbenbart var ved at afslutte deres vandring på samme rute som vi ville gå næste dag. Vi sad og nød et par kopper hvidvin, inden vi krøb i køjen ved 21 tiden.
Tidligt i seng– tidligt op. Jeg vågnede samtidig med skoven. Jeg undertrykte signalet fra en fyldt blære og blev liggende under soveposens varme og behagelige klima. Det skal være virkeligt koldt før posen lynes helt op. De fleste gange bruger jeg soveposen som et tæppe, ikke fordi den isolerer mindre, men fordi der slipper lidt varme ud og køligere luft ind, mellem underlag og sovepose.
Jeg lå og lyttede til den begyndende fuglesang samtidig med at tågedisen langsomt løftede sit tunge tag og åbenbarede mere og mere af landskabet.
Jeg nænnede næsten ikke at krybe ud af bilen, idet det med stor sandsynlighed ville vække hustruen fra hendes Tornerosesøvn. Men da det efterhånden var kritisk, forsøgte jeg at krybe ud, lige så stille som en Ninja. Det blev dog til en noget kluntet Ninja, med stive ben. Selvfølgelig vågnede hun. Jeg berettede om mit foretagende og kunne samtidig fortælle at jeg ville gøre klar til kaffe.
Jeg kom ud og mærkede tydeligt den fugtige og kølige morgenluft på de bare stænger. I sandhed en flot morgen der forhåbentlig ville blive starten på en skøn hike/vandring.
Min hustru fik så småt øjne og kom også ud af bilens varmere miljø. Brænderen summede velvilligt og varmede vandet op på ingen tid. Brænderen fra Primus er født med en “omvendt klokke” der fordeler flammerne, men den larmer som en jumbojet. Heldigvis er der snedige folk der har lavet en “hætte med huller”- som også fordeler flammerne, men ikke larmer mere end et hidsigt gasblus. Brænderen er blandt Primus topmodeller og i titanium. Umiddelbart er den ikke født til selve vindskærmen (Spiderstowe), men med lidt fingersnilde er vindskærmen tilpasset til brænderen (Primus Omnilite Ti).
Vi sad ved bordet og spiste morgenmaden mens solen efterhånden havde brændt al morgendis væk. Tankerne omkring selve vandringen blev vendt og snart efter gik vi i gang med at finde grejet frem.
Rygsækkene blev pakket og vandrestøvlerne snøret. Vi skulle nu ind til Brösarp og stille bilen, dér hvor “vores” værtinde havde anvist.
Vores rute gik gennem flere naturreservater og mange kilometer ville forløbe på de mange åse der løber i området. Vi pakkede kun det mest nødvendige og rygsækkene var ikke tunge, til trods for at de varme soveposer var pakket. Som altid skal kroppen lige i gang, før det føles godt. Vi startede med en lille opstigning og brugte det gode gamle princip 50:10. 50 minutters vandring efterfulgt af 10 minutters hvil. På den måde når man ikke blive helt slidt og ti minutter er nok til et rimeligt hvil og genfyldning af vand.
Vandringen var i meget kuperet terræn, men med bløde bakker og afveksling mellem åbne landskaber og skove. Solen varmede tilpas, således at vi kunne undgå alt for meget tøj. Efterårssolen var meget skarp og bidrog til lidt flere rynker i øjenkrogen, idet øjnene måtte knibes noget sammen.
Rytmen blev hurtigt udskiftet med tanker der kom og gik.
“Der er noget meditativt i at vandre, cykle eller ro i flere timer. Jeg oplever ofte at glemme tiden og bare være fokuseret på næste skridt. “
Vi gik nogle timer og så småt begyndte sulten at melde sig. Vi var igen kommet til en nationalpark. Kulturlandskabet trådte tydeligt frem og mindede mig om Scotland eller Wales højdedrag. Vi krydsede mange stengærde og var den friske brise ikke tilstede, havde vi sikkert været badet i sved. Vi fandt et passende stengærde og satte os i solen og samtidig i læ af vinden.
Vores frokost-hvil tager ofte en times tid. Så er der tid til at smide vandrestøvlerne og ligge og slappe helt af efter maden. Efterhånden som jeg løsnede snørebåndene på vandrestøvlerne, føltes en revitaliserende piblende blodstrøm løbende gennem fødderne. Det var skønt og befriende.
Pulvermaden blev tilberedt. Vi delte en portion og toppede op med lidt dessert i form af chokolade. En nærliggende bæk sørgede for frisk vand til maden samt genopfyldning af drikkedunkene. Herefter en 30 minutters powernap, inden vi igen smuttede ned i vandrestøvlerne og fortsatte vores hike.
Vi manglede vand, fraværet af bække på denne del af ruten, var noget møg. Vi havde nu gået 3 timer siden frokoststoppet. Vi havde behov for vand til at drikke og til madlavningen. Bare en lille bæk ville være en gave sendt på rette tid. Sanserne blev skærpet, særligt lytte og synssansen. Jeg stoppede op med jævne mellemrum for at lytte efter en eventuel bæk. Der var flere på kortet, men ingen med vand i praksis. Jeg kikkede efter mulige løb. Nogen gange kan lugtesansen også bruges, men i stedet for fugt- kunne jeg lugte røg fra bål. Jeg kikkede op for at afgøre vindens retning. Jeg vendte mig mod min hustru og fortalte at der sikkert var en velegnet lejrplads i nærheden. Hvis der er en lejrplade er der som regel også vand. Få minutter senere gik vi direkte ind i en lille bæk. Der var rigeligt med vand og nu kunne jeg også se røg. Vi fyldte alle depoter og efter 10 minutter ramte vi en god plads, med flere gode bålsteder, en optaget shelter og endda et muldtoilet. Humøret steg adskillige grader. I løbet af 0 komma 5 havde vi sat en tarp op over et bord/bænkesæt og opsat vores telt. Med dette havde vi nu et soveværelse, et overdækket køkken og en terrasse. Frem med brænderen- kaffe og tilhørende omklædning. En tør trøje og en dunjakke, nu så hele verden lys og dejlig ud.
Vores trofaste UltraMid4 fra HMG er et telt til 4 personer. Men to personer har alverdens plads, selv med rygsækkene inde i teltet. 590 gram velvære og sikkerhed. To vandrestave udgør teltstangen. Vi havde medbragt inderteltet på tilsvarende 500 gram.
Vi spiste vores mad siddende under tarpen. Jeg kunne se at regnen ville komme senere, men da aftenen gik på hæld, var det fortsat tørvejr. Regnen kom senere. Vi lå i soveposerne og hyggede med lidt film. Dråberne ramte teltet og det gav mig en skøn følelse: Her lå vi ude i naturen, men godt beskyttet fra regn og vind. Alt udstyr var i tøjrvejr, maverne mætte og varmen i soveposen var til at mærke. Sådan skal det være! Selvfølgelig vidste vi godt at næste dag ville starte med et vådt telt og en våd tarp… den tid den sorg.
Vi sov længe! Ikke før kl 8 vovede vi os ud. Efter en granskning af YR vejr- ville der være et ophold i regnen ved 10 tiden. Derfor ville vi meget gerne være klar kl 10. Klar til at pakke telt og tarp. Resten skunne gerne være på plads. Planen klappede og vi var klar til at forlade lejren kl. 10.10. Der gikke ikke så lang tid, før regnen kom igen. Men når man først er ude og i gang, er det slet ikke så slemt. Vi gik en lille time og holdt et kort hvil. Vi gik på en ås og pludselig kunne vi høre ti-tusindevis af små fugle der fyldte skovbunden som et bølgende tæppe. Hver gang vi gik fremad, bølgede “fugletæppet” længere frem og ud til siden, mens tæppet lukkede sammen bag os. Det var som en haj midt i en fiskestime, der var altid helt tomt lige omkring hajen. Sådan gik vi i flere minutter og talte højt om oplevelsen. Det havde jeg aldrig oplevet før! Vi fortsatte indtil frokost hvor vi var kommet ind i en samling af gamle huse. En lille tidslomme åbnede sine arme og et kaffe skilt trak os, som en magnet, frem til huset (Guldklump nr. 2).
Det var sæsonens sidste åbningsdag. Vi bestilte straks æblekage og kaffe. Vi sad i de gamle møbler og lod stemningen trække os tilbage i tiden. Et lille scoop af en oplevelse.
Jeg benyttede chancen til et toiletbesøg og et trøje skift. Det er i særklasse skønt at trække i en ren, tør, velduftende uld-undertrøje. Nu var der igen tanket op- og tømt ud 😁. Det var luksus at vaske sine hænder i varmt vand og med sæbe! Min hustru valgte samme taktik og hun fik også fyldt vores vandflasker.
Vi gik også 20 kilometer denne dag. Ved 15 tiden ramte vi bilen. Nu regnede det lige en tand ekstra, så det var helt perfekt at kunne sidde lidt i bilen og få varmen. Jeg kikkede på min hustru og spurgte om vi skulle finde et varmt bad og en blød seng, eller hun helst ville tage en overnatning i bilen? Vi havde lejet et hus, men først fra næste dag. Hendes svar efterlod ikke tvivl…. Jeg skulle finde et bad og en blød seng. Jeg fik kontakt til udlejer og forhørte mig om muligheden for at forlænge opholdet med en dag. Efter 5 minutter var alt på plads.
Vi handlede ind undervejs. Det var sikkert ganske underholdende at se os vælte ud af bilen med ømme og stive ben. Efter at have siddet i bilen blot 15 minutter, skulle benene lige i gang før man kunne gå ordentligt. Him hustru spurgte om jeg også havde ømme ben…. Nej nej, det havde jeg i hvert tilfælde ikke, jeg har bare skidt i bukserne! Vi grinede lidt til hinanden og vraltede ind i butikken.
Herefter fandt vi frem til huset og så kom der gang i tøjvask, grejtørring og et dejligt velfortjent, tiltrængt, varmt bad.
Næste dag fandt vi Guldklump nr. 3. I den lille landsby hvori der lå et pizzaria. Mine erfaringer og dermed også forventninger var ikke sat højt. Et pizzaria herude i denne lille flække, 10 km fra en større by? Vi gik ind og fik en oplevelse i særklasse! En meget “hip” personalegruppe mødte os. Straks blev vi adviseret om at det var “off-season”, men der var to forskellige pizza på dagens menu. Men bare rolig, der er faén gode! Det var i denne biks vi fik den bedste pizza vi til dato har smagt! Gustafs På Österlen hed stedet! WOW!!!! 🤩
Endnu en skøn tur med min trofaste og skønne hustru!
TurTossen 