Vi vågnede ved 7 tiden. Dvs. jeg havde ligget og lyttet til skovens lyde en halv times tid. Igennem teltåbningen kunne jeg skimte søen og den lette tåge. Nogle gråænder landede og brød stilheden. Vi tog tøj på og fik pakket soveposer og liggeunderlag sammen. Jeg gik ned til søen for at hente vand til kaffen. Vinni lavede pandekager mens jeg kværnede bønner og lavede dagens to første kopper kaffe.
Det var køligt og fugtigt. Teltets inderside drev af kondens. Vi gjorde os umage for at undgå berøring med teltets inderside da vi skulle ud. Men før eller siden blev vi nødt til at pakke teltet ned. Jeg hader at pakke vådt udstyr ned, men det er en del af friluftslivet.
Selvom “cuben fiber” (som Hyperlite Mountain Gear teltet er lavet af) ikke suger vand, så bliver vanddråberne hængende, som på ethvert materiale. Vi rystede teltet efter bedste evne og pakkede det sammen.
Vi tog os god tid med morgenmaden og pakningen. Det er ganske fedt at opleve, når man starter i kaos og ender med perfekt orden! Vores dagsetape startede med krydsning af en lille elv. Jeg havde allerede været ude og hoppe fra sten til sten. Men med rygsæk på, ville det være liiige spændende nok. Vi besluttede at krydse i bare ben. Vandet gik til midt på læggen og underlaget jævnt. I tanken ville det sikkert være skide koldt. Men vi kunne gå ud og blot konstatere, at det ikke var særligt koldt. Måske var det daglige isbad med til at hærde os, for det føltes bare rigtigt dejligt.
Efter krydsningen, gav vi os god tid til at tørre fødderne.
Hele krydsningen tog højest 10 minutter og så var vi atter på farten igen. Trods vandet føltes fint, gik der alligevel en halv times tid, før fødderne var gennemvarme. Solen viste magt og det blev hurtigt nødvendigt at justere mængden af tøj.
Min rygsæk sad perfekt og jeg syntes at vægten var ubetydelig. Enten var det sandheden, ellers skulle forklaringen findes i min mentale tilstand. Jeg gik uden at tænke over det. Min opmærksomhed var i stedet på omgivelsernes syns- og lyd indtryk. Efter en god times vandring, tog vi et hvil. Vi sad ved en søbred og var badet i solen. Vandet var som et spejl og efterårets forskellige brændte farver blev spejlet i vandet. Vi spiste lidt chokolade og drak rigeligt vand. Vi talte lidt om vinterens skitur og kun glædes over, at den allerede var betalt, både hus og liftkort. Vi blev også enige om, at et bad ville være en god afslutning på dagen.
Vi fortsatte vandringen og tiden fløj afsted. Pludselig var vi så tæt på bilen, at vi lige så godt kunne snuppe den og forskyde til et nyt sted. Hermed kunne ønsket om et bad også realiseres. På ruten havde jeg spottet to steder, jeg gerne ville kigge nærmere på. Der kommer altid en ny tur med “klanen”, så lidt steder til idebanken er ikke at fornægte.
Det første spot fandt jeg hurtigt. Der var noget bekendt over en herre, der sad sammen med et lille selskab. Vi parkerede bilen og gik ned til søbredden. Her sad Nikolaj Kirk og hyggede med sine børn og en kammerat. Vi fik en lille snak om allemandsretten, valg af telt og naturligvis bålmad. Han tilbød lidt “lösgodis” (slik), men vi afslog høfligt. Vi ønskede hinanden fortsat god tur og vi kørte mod spot nr. 2.
Måske kunne vi også lige slå et smut forbi Olofström og snuppe en kop kaffe. Imidlertid fandt vi ikke rigtigt noget, men købte i stedet tilbehøret til kaffen.
Spot nr. 2 skuffede ikke. Granitklippen rakte ud i søen og dannede den perfekte vildmarks-cafe. Stenene var varme fra en dag i solen og vi sad der indtil solen forsvandt ned under trætoppene. Positionen blev gemt i GPSén.
Vi gik i gang med at lede efter et egnet sted at smide bilen og rejse tagteltet. Det gik ikke helt som planlagt, trods 6-7 forskellige forsøg. Vi kørte lige omkring hjemmet og tog et bad og en overnatning.
24 timer senere stod vi atter i en svensk skov, klar til endnu en vandring og teltning.
TurTossen 