Jeg havde planlagt en tur til Norge. Jeg havde set billederne for mig: “Liggende ved siden af bålet med en kop kaffe i hånden. Teltet slået op i lyngen og bålkedlen snurrende med næste kop kaffe. Uldsweater, hue, fjeldbukser og varme læder vandrestøvler. I baggrunden fyrreskov samt et fjeld med nyfalden sne på toppen”. Noget i denne stil (AI- genereret):
Men således skulle det ikke gå! Det er svært at fatte, men jeg nærmer mig noget der minder om en seniortilværelse. Små skavanker kommer og minder mig om, at heller ikke jeg er udødelig. Fredag morgen måtte jeg i al hast kime min læge ned. Et gigtanfald i et tåled, gjorde det særdeles svært at gå. En vandretur i Norge, ville nok være lidt for ambitiøst. Jeg fik ordineret noget akut gigtmedicin samt noget smertestillende og antiinflammatorisk. Jeg måtte derfor søge udfordringer tættere på Danmark og med mulighed for at afkorte vandreturen, uden det ville betyde en større udskrivning på lønkontoen.
Sydsveriges sidste vildmark omkring Immeln og Raslången var et oplagt valg.
Efter fyraften blev alt grejet smidt i bilen og tagteltet monteret. Jeg havde brugt lidt tid på at isolere bunden af tagteltet bedre. Hermed skulle det være ganske behageligt at overnatte, selv under køligere forhold. Tagteltet ville udgøre første camp, idet vi sikkert ville nå sent frem. Tagteltet er opsat på mindre end 2 minutter. Det er let at komme i køjen, såfremt at bilen er parkeret et godt (og lovligt) sted. Vi har erfaret at svenskerne er blevet opmærksomme på autocampere der parkeres alle mulige og umulige steder. I de senere år er der kommet massivt flere bomme på skovveje, samt endnu flere skilte med forbud for indkørsel. Jeg tænker at svenskerne er blevet godt trætte af autocampere!
Ikke des mindre, var vi optimistiske.
Jeg satte målet til Olofström, da jeg er godt kendt i det område. Vi nåede en tur forbi ICA stormarked for at supplere med lidt dagligvarer. Herefter kørte vi til en fin plads, hvor jeg vidste at det var ok at holde og overnatte.
Vi drak lidt vin og gik i gang med madlavningen. Min gamle Coleman dobbelt multifuel køkken, som jeg har brugt i 20 år, virkede fortrinligt. Som noget unikt kan Coleman´s brændere tændes direkte, uden at forvarme brændstoffet først. I stedet har de lavet en slags “choker” der skal bruges det første minut. Dog virker den omvendt, den tilføjer mere ilt i stedet for at give federe blanding. Men resultatet er en let opstart at brænderen. Køkkenet kører på blyfri benzin, rensebenzin eller Alkylatbenzin. Sidstnævnte sviner mindre, lugter næsten ikke. Det solide køkken har to brændere.
Maden blev fortæret og vi gik ind i “bagteltet” og tændte for lys. Her sad vi og læste i hver sin bog, mens resterne af vinen gled forbi drøblen. Lyset forsvandt udenfor og det var som om at tagteltet kaldte på en god søvn. Stilheden blev dog afbrudt at et par kraftige billygter. Jeg gik ud af teltet og kunne straks genkende et “rugbrød” med politifolk. Gad vide om det nu ikke længere var tilladt at overnatte her? Men Politiet havde en helt anden dagsorden. En betjent med drone blev sat af. De jagtede en bil, der kørte rundt i denne skov. Nu skulle dronen give et overblik over skoven. Jeg fik en kort snak med den uniformerede dronefører, og et smugkig på skærmen. Dronen var udstyret med termisk kamera. Skærmen viste to personer der stod ved siden af hinanden, en bil med varm motor, samt en tredje person siddende bag ved bilen. Billedet viste meget tydeligt vores camp ovenfra. Jeg takkede for kigget og gik tilbage til min trofaste rejsemakker og hustru. Det var sengetid og betjenten skulle også have ro til at styre dronen. Vi gjorde vores aftentoilette og smuttede op på taget. Trods åbne “vinduer” var det ganske varmt og behageligt at overnatte heroppe. Efter få minutter slukkede vi lyset og gled ind i søvnen.
Trods vi gik relativt tidligt i seng, stod vi først op ved 8 tiden. Der var ingen grund til at skynde sig, mere end nødvendigt. Vinni lovede “arme riddere” og jeg klarede kaffen. Min gamle GSI stempelkande havde udtjent sin værnepligt. To nye var indkøbt: En GSI isoleret stål stempelkande, med kaffe til 4 kopper og en titaniums stempelkande, med indhold til to kopper . Vi spiste også en gang müsli, for at være sikre på, at der var nok brændstof på motoren. Vi gav os god tid til at nyde både maden og omgivelserne. Jeg viste ruten på kortet og vi begyndte at finde grej, tøj og mad frem. Det hele blev fordelt og rygsækkene pakket efter egne præferencer. Jeg tænker ikke længere over, hvor det forskellige grej placeres i rygsækken. Det meste har sin faste plads, og dagens vejr og rute afgør, hvor specifikke genstande placeres. Er det koldt ligger dunjakken placeret, således den kan komme frem under pauser. Er det på kanten af regn, er regnjakken lige til at finde frem i en fart.
Inden vi lavede morgenmad, havde jeg sat solpanel og diverse enheder til opladning. Til min store glæde kunne jeg konstatere, at den store powerstation var toppet op i løbet af en times tid. Telefoner, lygter og ure var også fuldt opladet.
Som ofte før, brugte jeg Topo-appen, med indkøbte topografiske kort. Særligt er jeg glad for grafikken og højdekurverne. Højdekurverne gør både planlægningen og orienteringen meget lettere. Når først kortet er downloadet, er det ikke længere nødvendigt med mobil dækning, men det fungerer vha GPS. Ruten var ikke længere, end vi ville kunne gå den på en lang dag. Bedre endnu: gå den på to dage (15 km pr. dag). Endelig den ferieagtige version: Brug tre dage og undgå høj puls. Kom til lejren, inden du begynder at tænke på ømme fødder.
Vi besluttede at lade dagsformen bestemme udfaldet. Mit gigt anfald var ved at falde til ro, takket være “kemien” fra lægen.
Uden de store problemer fandt vi et godt sted til bilen. Jeg kiggede rundt på pladsen efter knust glas. Der var intet at finde- godt! Dernæst kunne jeg konstatere at der holdt 5 andre biler, der havde holdt der mere end en dag. De var også helt uberørte. Altså var der en god chance for at komme tilbage til en hel 🚘 .
Vi er før kommet tilbage til en tømt bil, hvor ruderne var smadret. Det er en “fest bremse” på den store klinge. Vi smed “tægerne” på ryggen og begav os ud i “sveriges sydligste vildmark”.
Solen hilste os velkommen og varslede en smuk efterårsdag. Vi gik roligt frem. Min tå sendte hjernen besked: “jeg er her stadig og er du sikker på at det er en god ide?”. Men efter en lille times vandring var det som om at tingenes tilstand blev accepteret. Varmen bredte sig til hele kroppen og rygsækken sad glimrende. Jeg lynede fjeldbukserne lidt op, så der kom lidt luft ind til lårene. Vi gav os god tid og stoppede gerne op og nød sceneriet. Orienteringen gik efter bogen og sikkert åd vi ruten. Meter bliver til kilometer og minutter til timer. Vi glemte at holde første hvil efter 50 minutter og stoppede første gang efter to timer. Måske var jeg også lidt betænkelig ved at stoppe op. Men nu måtte gætteriet stoppe. Enten ville det blive lort at komme igang igen, eller bare være helt ok. Det blev ikke noget problem. Jeg sendte en venlig tanke til min læge. Jeg havde valgt ikke at tage noget mod smerterne, for bedre at have føling med min krop.
Vi tog et længere hvil og lavede cacao, spiste chokolade, knækbrød og gulerødder. En herlig blanding! Vi havde ikke behov for decideret frokost. Morgenmaden og de arme riddere havde bidraget med en god energi. Jeg snuppede en lille powernap på 10 minutter. Pausen varede 35 minutter. Vi følte os friske og blev enige om at fortsætte et godt stykke endnu. Jeg kunne regne ud, at vi nok ville tage ruten på to dage.
Sidst på eftermiddagen ramte vi et super spot. En lille klippehalvø lå smukt i den spejlblanke skovsø. Det tog ikke mange sekunder at blive enige om, at vi havde fundet et perfekt sted. Hurtigt blev teltet opsat. Her var både brænde og vand. Jeg gik ned til søen med vandrensnings-sættet. Hustruen samlede brænde. På vej tilbage samlede jeg optændingsbrænde. Bålet blev tændt og inden længe kunne vi nyde varmen fra bålet. Bålets “krydderi” fik jeg også i store mængder. Efter nogle minutter måtte jeg finde et bedre sted at sidde. Da jeg lettede røven, forsvandt røgen naturligvis. Det var som om moder natur lige ville informere mig om, hvem der får det sidste ord.
Vi spiste den tilberedte pulvermad og kunne nyde en aften, hvor lyset alt for hurtigt forsvandt! Den skyfrie og stjerneklare himmel, varslede en kølig nat.
Det blev en kold nat, i hvert tilfælde for min viv! Når kulden trænger sig på, skal blæren tømmes! Hun var ude tre gange i løbet af natten, hver gang med lidt ukvemsord. Jeg tænkte at det nok var for at sikre sig, at jeg lige kunne følge med i hendes udfordringer. Jeg lå selv med soveposen, som dyne. Det var for varmt at lyne den helt op. Jeg blev inspireret af hendes toilet ture og besluttede at tage en tur ud af teltet.
Det var magisk derude. Stjerneklart, vindstille og fuldstændigt lydløst. Det er stunder som disse, hvor jeg føler mig både velsignet og meget ubetydelig i samme øjeblik. Jeg blev stående nogle minutter og indtog den kølige natteluft. Var der kommet nogen forbi, havde de sikkert studset: Ældre mand, nærmest nøgen og med bare fødder i vandrestøvler! Et syn for guder? Nattefrosten bed lidt på de nøgne lår og ledte mine tanker tilbage til teltet og soveposen.
Fortsættes…..
