Denne weekend var klanen afsted igen. Kursen var sat mod Olofström i Sverige og en vandretur omkring Raslången – en langstrakt sø omgivet af tæt skov, klipper og den der særlige stilhed, som kun den sydsvenske vildmark kan levere. Desværre havde vi fået et afbud i sidste øjeblik, og det betød, at vores sædvanlige transportmiddel ikke var til rådighed. Jens og hans Landrover-bus måtte blive hjemme. I stedet blev det to almindelige personbiler, der skulle fragte fem klanmedlemmer mod Sveriges sydligste vildmark. Ikke helt samme stil – men eventyret lader sig sjældent stoppe af den slags.
Som altid havde jeg pakket løbende i ugen op til afgang. Fokus var på letvægt, men uden at gå på kompromis med komforten. Planen var klar: Alt skulle bæres på ryggen. I rygsækken røg quilt, liggeunderlag, telt, kogesæt, mad, vandrensningssæt, førstehjælpsgrej, toiletsager og lidt skiftetøj. Dertil kom de mere selvfølgelige ting: hue, cap, kniv, vandrestave, powerbank, dunjakke, fleecetrøje og solbriller.
Alt i alt landede vægten lige under 9 kilo – inklusive én liter vand. Som ren luksus havde jeg også pakket en stol og min titaniums-stempelkande. Et valg, jeg aldrig fortryder.
Vi mødtes, og forventningen lyste ud af alle. Rygsække og mandskab blev hurtigt fordelt i bilerne, og jeg gav Morten en position i bunden af Raslången, hvor vi havde udset os vores lejrplads for natten. Morten havde som sædvanligt også sørget for indkøb til et af klanens faste indslag: mørbradgryde med ris. Resten af turen måtte stå i tørkostens tegn – eller hvad vi hver især havde slæbt med hjemmefra.
Små 200 kilometers kørsel lå foran os. Allerede efter cirka 60 kilometer kørte Morten ligeud, mens jeg drejede til højre. Jeg kastede et blik på Flemming og sagde:
“Så starter kapløbet.” Uden at vide det havde Morten tænkt præcis det samme, da det gik op for ham – sammen med Jepser og Peter – at de havde misset en afkørsel. To timer senere faldt afgørelsen: Flemming og jeg ankom først til det aftalte sted. Straks hev Flemming en 6-pack frem, og vi snuppede en øl. Det ville være prikken over i’et, hvis vi kunne nå at drikke én hver, inden de andre dukkede op. Derfor var det ikke uden en vis panik, at hold to ankom blot ti minutter senere. De havde regnet på tingene og vidste udmærket, at en 6-pack let kunne deles i to.
Vejret var helt i top, og vi fik hurtigt gang i bålet. Maden blev klargjort, og mens gryderetten simrede over flammerne, slog vi teltene op. Snart samledes vi igen omkring bålet og tog hul på aftensmaden. Snakken bredte sig i lejren, og der blev åbnet op for lidt vin.
Klanens selvbillede fejlede ingenting: rigtige mænd, der har styr på alt – endda det modsatte køn. Morten kunne endda berette, at han skam fik medicin mod overdreven virilitet. Små anekdoter fløj over bålet, mens vi nød en yderst veltilberedt gryderet. 600 gram bacon og en halv liter fløde gør underværker i de fleste retter.
Efter maden var energien brugt op. Opvasken måtte vente til næste dag – og da Jens ikke var med denne gang, var der ingen, der følte sig forpligtet til at tage tjansen. Bålet glødede videre, mørket sænkede sig over Raslången, og endnu en klantur var for alvor skudt i gang.
Lørdag – dis over søen og rolig vandring
Jeg vågnede tidligt. Skoven lå stille omkring mig, og disen hang lavt over søen som et tyndt slør. Der er noget særligt ved de timer, hvor verden endnu ikke er kommet i gang – hvor lydene er dæmpede, og man selv er en del af landskabet.
Gløderne fra gårsdagens bål levede stadig. Med få greb fik jeg igen liv i ilden, og snart knitrede flammerne stille i morgenen. Første opgave var morgenopvasken, og derefter kaffe. Rigtig ild-kaffe. Kaffe direkte i kedlen, rørt rundt med en glødende gren. Ildens energi direkte i koppen – bedre bliver det ikke.
De andre sov en god time længere, og jeg nød stilheden. Efterhånden vågnede lejren langsomt til live. Morgenmad blev indtaget i solen, mens disen trak sig tilbage fra søen, og dagen lovede godt. Blå himmel, lune temperaturer og næsten ingen vind.
Lejren blev pakket ned. Telte rullet sammen, grej fordelt og rygsække pakket til de næste to dages vandring. Tøjvalget blev truffet med omtanke: let og luftigt, men med mulighed for lag, hvis vejret skulle skifte. Det var allerede lunt, og solen havde fået godt fat.
Ved ni-tiden meldte alle klar til afgang. Vi havde besluttet os for at gå efter 50/10-princippet: 50 minutters gang efterfulgt af 10 minutters hvil. Alle fik et kort, således at det var muligt at følge med. Tempoet var jævnt og roligt. Fokus var ikke på kilometer, men på omgivelserne.
Stien snoede sig gennem skov, over klipper og langs vandet. Samtaler opstod og forsvandt igen. Nogle gange gik vi i snak, andre gange i stilhed. Ingen havde travlt. Naturen satte rytmen, og vi fulgte med. Vi gik lidt længere end først aftalt. Pausepladsen skulle nemlig kunne noget særligt – der skulle være både sol og skygge. Kroppen havde brug for varmen, men hovedet forlangte svalhed. Da vi fandt stedet, var der ingen tvivl.
De lette stole kom frem. 800 gram velvære. Det er svært at forklare følelsen af at sætte sig ned efter nogle timers vandring – rygsækken af, skuldrene fri og blikket rettet ud over landskabet. Vandflaskerne gik på omgang, og flere fandt lidt snacks frem. Nødder, chokolade, små energiboosts, der gjorde præcis det, de skulle.
Vi hvilede i 15–20 minutter. Længe nok til at pulsen faldt, men ikke så længe, at kroppen blev modvillig. Næste stop var allerede i tankerne: frokost. Og med frokosten mulighed for lidt fiskeri – eller en kort powernap i græsset, hvis solen blev ved med at vinde.
Nu havde solen for alvor magten. Terrænet ændrede karakter, og skoven gav langsomt slip. Vi trådte ud i kulturlandskabet. Små gårde dukkede op langs ruten, steder hvor tiden ikke var en faktor. Hvor tingene blev gjort, når de blev gjort – og ikke før.
Her var stress endnu ikke opfundet.
Vi søgte ned mod en større sø. Lyset faldt smukt gennem trækronerne, og i skovbunden var det muligt at finde både sol og skygge – præcis den balance, kroppen længtes efter. Her lagde vi an til frokost og et længere hvil.
Jeg fandt kogesættet frem og gjorde klar til kop-nudler. Det tog ikke lang tid, før kedlen buldrede med kogende vand. Jeg havde udset mig et spot med både læ og lys, og stolen var igen en kærkommen ven. Det føltes luksuriøst at sidde behageligt tilbagelænet og bare være. Da maden var klar, justerede jeg stolens vinkel og sad mere oprejst, klar til at indtage de varme nudler.
Stolen fra Nemo er imponerende let at justere – blot ved at trække i to remme. Et enkelt, gennemtænkt design og et stykke ægte luksusfriluftsgrej, som hurtigt retfærdiggør sin plads i rygsækken.
Imens gik Morten i gang med lidt fiskeri, dog uden held denne gang. Peter lå udstrakt i skovbunden og var tydeligvis i drømmeland. Jesper havde også fundet roen, og pausen var for alvor i gang. Ingen hast, ingen planer – bare nærvær.
Efter godt en time pakkede vi stille sammen igen. Der var ikke langt til dagens mål, men vi havde besluttet os for endnu en pause undervejs. Kaffe skulle der til. Vi gik videre i et roligt tempo, småsnakkende og opmærksomme på det hele. Alle bemærkede det flotte vejr og den behagelige temperatur. Vi var i sandhed begunstiget med optimale forhold.
Vi fandt endnu en større sø, hvor klipperne strakte sig ud i vandet og dannede et naturligt plateau. Udsigten var fantastisk, og solen stod frit. Kaffen fra min stempelkande var virkelig god, og jeg nød pausen i fulde drag. Her var der enighed: forholdet mellem tempo, vandringens længde og pauserne havde ramt det perfekte punkt. Det var ikke en slidsom tur – men en skøn oplevelse.
Min relativt lette rygsæk bidrog i høj grad til komforten. Osprey har ramt noget helt rigtigt med deres Exos Pro 55. Med en vægt på blot 940 gram er det bemærkelsesværdigt, hvor godt den sidder. Kvaliteten virker solid, og indtil videre har jeg ikke oplevet nogen svagheder.
Alle fik vandreskoene af og lod fusserne få frisk luft. Det er en lille ting, men en vigtig én. Pausen varede omkring 30 minutter, før vi igen spændte rygsækkene og satte kursen mod dagens mål.
Den sidste del af dagens rute førte os op over en højderyg med tæt bevoksning. Grenene stod tæt, og vi måtte hele tiden holde dem væk fra ansigtet – både for vores egen skyld og for at undgå, at den næste i rækken fik en uventet lussing af naturen. Det var langsomt og koncentreret, men også en påmindelse om, at her bestemte skoven.
Pludselig åbnede landskabet sig, og lejrpladsen lå der – smukt placeret ved en lille sø. En lille perle badet i sollys. Her skulle vi tilbringe aftenen og natten, og det føltes med det samme rigtigt.
Flemming og jeg blev hurtigt enige om, at et søbad var tiltrængt. Vandet var koldt – men ikke iskoldt. Præcis den slags kulde, der nulstiller kroppen og vækker sanserne. Vi hoppede i det klare vand og lod kulden arbejde. Samtidig studerede vi næste dags vadested, mens vi alligevel var i søen. Effektivitet på friluftsmanér.
Teltene blev fordelt nænsomt mellem sten og blåbær. Bålstedet lå perfekt placeret på en større klippe med en pragtfuld udsigt over søen. Da bålet blev tændt, havde Flemming og Morten afsløret dagens store overraskelse: tre liter rødvin, som de havde slæbt med hele vejen. Den blev nydt i solens sidste timer, mens lyset langsomt blev blødere.
Aftensmaden bestod af medbragt pulvermad – simpelt og effektivt. Jeg havde medbragt en Primus kedel og en Soto gasbrænder. En særdeles stærk opsætning, der koger vand i raketfart. Dertil Matadormix og lakridspiber, som altid finder vej frem, når stemningen er helt rigtig. Morten gjorde endnu et forsøg på fiskeri. Han fik endda en aborre på krogen, men den slap fri i sidste øjeblik. Det gav anledning til en del drillerier, og vi beskyldte ham straks for at fiske med blink uden krog – sikkert fordi han i virkeligheden ikke gad røre ved fisk.
Lidt efter klokken 21 begyndte lejren at falde til ro. Alle krøb i køjen, mætte af dagens indtryk og med den stille glæde ved at vide, at endnu en dag ventede. Søen lå spejlblank, bålet var ved at dø ud, og stilheden sænkede sig igen over lejren.
Søndag – lette skridt og tunge grin
Natten bød på en skøn søvn. Faktisk bedre end den første. Min erfaring siger mig, at nætterne bliver bedre efter tre overnatninger. Det er som om, kroppen lige skal vænne sig til underlaget og soveposen. Med alderen er underlaget også blevet tykkere og bedre isolerende – en udvikling, jeg fuldt ud kan stå inde for.
Morten havde investeret i et oppusteligt underlag med dun, mens jeg selv havde valgt en topmodel fra Nemo: Tensor All Season, wide, kombineret med en lille let pumpe fra Flextrail. Samlet vægt under 600 gram. Hertil en oppustelig hovedpude fra Sea to Summit. Komfort i letvægtsklassen.
Jesper havde valgt en noget mere spartansk løsning. Et underlag, der mest af alt mindede om en tynd yogamåtte. Muligvis let – men helt uden nogen form for komfort. Det var da også tydeligt at se. Jespers søvn havde været mangelfuld, og han lignede et murmeldyr, der havde været en tur i bokseringen.
Samtalen gled hurtigt over på tandbørster og vægtoptimering. Jeg kunne stolt berette, at jeg havde savet håndtaget af min tandbørste og erstattet tandpastaen med piller. To piller om dagen – ingen overflødig vægt. Morten havde et modargument klar:
“Jeg har hverken tandbørste eller tandpasta med – så her er vægten rigtigt optimeret.”
Samtalen udviklede sig hurtigt:
“Så har du måske heller ikke wc‑papir med? Du skider bare og går videre?”
Vi blev enige om, at det nok var bedst, hvis Morten fremover gik sidst i rækken.
Dagens etape startede med en vandovergang. Vi krydsede i korte rør og sandaler/badetøfler. Efter ti minutter havde alle igen vandrestøvlerne på, og ruten begyndte at stige. Tempoet var højere end dagen før. Vi havde talt om et ønsket tidspunkt ved bilerne, og herefter blev tempoet sat.
Det varede ikke længe, før alle havde pillet et lag af beklædningen og fundet de lange skridt frem. Pauserne holdt vi fast i, men uden at overdrive. Effektivt, men stadig med overskud.
Klokken 11.45 ankom vi til bilerne – præcis 15 minutter før vores mål. Alle var tilfredse. En god afslutning på turen og et bevis på, at tempo, planlægning og erfaring spillede sammen. Det skulle naturligvis fejres. Med et stop ved enten McDonald’s eller Burger King – hvad der nu dukkede op først. Rygsækkene blev smidt i bilerne, og vi satte kursen mod Danmark.
Tak for endnu en fantastisk tur med klanen.
Tak for naturen, tempoet, grinene – og for godt og solidt kammeratskab.
