Den fede på tur

Jeg har cyklet i mange år, primært landevej og MTB. Jeg husker stadig da MTBén ramte det danske marked. Sikke noget lir med alle de gear og som mange råbte: “Mountainbike – vi har sgu da ikke bjerge i Danmark!” 
Næ… og internettet er en døgnflue!

Der er altid en vis skepsis overfor nye ting, specielt i cykelsporten. Her er der tonsvis af uskrevne regler og ting der ikke bliver sagt- men alle åbenbart ved. Men alligevel er det i dag helt normalt at se ældre mænd (ligesom mig) komme i farvestrålende og tætsiddende tøj, smurt ind i mudder. 

Mountainbiken er et fantastisk stykke hardware der giver mange muligheder for oplevelser tæt på naturen- eller nærmere i og ét med naturen. 
I store dele af året kan du risikere at have mere mudder på kroppen (ja selv inde mellem ballerne) end der er mudder på Lars Tynd-skid´s mark. 

Med alderen har jeg skiftet fokus. Det handler ikke udelukket om at køre stærkt, men om oplevelsen undervejs. Det er naturligvis en praktisk foranstaltning, når tempoet alligevel begynder at falde! Med en hang til at udforske og finde nye steder, er MTBén virkelig god. 

Min gode kollega Jan, introducerede mig for FAT-biken. Jeg blev hurtigt begejstret. Han havde den med på en skitur, bare som lidt adspredelse. Dernæst kom så endnu et begreb: BikePacking. Egentlig bare gammel vin på nye flasker, tænkte jeg. Men de gamle cykeltasker var redesignet således at de kom tæt på cyklen og ikke hele tiden sad i vejen, nær jeg kom lidt ud i terræn. Fatbiken er brutal i sin fremtoning og endnu mere brutal i sit greb. Men den har en fantastisk komfort. De bløde dæk absorberer diverse rødder og sten og æder sig igennem det de møder. 
Den er letkørt, retningsstabil og SJOV at køre på. Jeg har aldrig set en Fatbike rytter uden et smil!

Det blev til en længere købmandsforretning. Jeg havde en masse udstyr i overskud og Jan havde en fatbike i overskud. Inden længe kom der også diverse tasker og andet lir, jeg ikke kunne undvære. Jeg var allerede hooked på Fatbike og bikepacking.

Vi tog på “leder seminar”. I stedet for den normale indkvartering brugte vi nogle dage på Söderåsen. En god vandrerute der bød på meget vanskelig kørsel og virkelige fede nedkørsler hvor cyklen rundede 60 km/t. Den begrænsede plads kræver minimalistudstyr. Jeg fandt de mindste ting frem og brugte lidt tid på at optimere grejet.

Når jeg kommer hjem fra tur, pakker jeg alt grejet ud på gulvet. Det jeg ikke har brugt, tages fra. Herefter tager jeg et billede af det resterende udstyr/tøj/dele. Billedet bliver tilføjet oplysninger om vejret, årstiden, varighed og område. På den måde får jeg en vidensbank, som kan inspirere mig til næste gang jeg har en lignende tur. 

• 

• 

• 

• 

• 

Det blev til fire gode dage i det svenske. Mørkekørsel med lys på cyklen og GPS, forunderlige blikke fra vort broderfolk og kommentarer som: “Her nede har jeg aldrig set en cykel” og “nu har jeg da aldrig set så brede dæk”. 
Periodevis blev det også slidsomt arbejde. I Klöva-haller gik det voldsomt op og for foden af Kobbarhatten- måtte vi bære og hive cyklerne op af store granitblokke. Men belønningen var lige så stor. Vi havde en camp på en lille halv-ø. Krebs i søen, solskin og myggefrit. Cyklerne kom frem hvor man ikke troede det var muligt- en slags LandRover på to hjul. 

Ved Svartesjö forsvandt mobildækningen. Så en hel eftermiddag og nat uden dækning var egentlig en befrielse. Netop her fik vi tiden til at tale om lederskab, strategi, vision og helt privat. Som en lille ekstra finesse trak Jan to lunkne øl ud af ingenting.

På tur skal du altid have en lille overraskelse med. Det er afgørende at den kan spises eller drikkes! Det løfter humøret og giver gode point i “turregnskabet”. Sørg også for at overraskelsen ikke er for minimal. Min hustru havde engang et lille stykke chokolade med- som skulle deles i fire! Det giver ikke bonus…. 

På de fleste ture får jeg tid til at drømme, drømme om den næste tur. Der gik heller ikke længe før vi var afsted igen! 
Tak til Jan for godt makkerskab og for at hjælpe mig af med optjente penge   🙂