SoloTur -på cyklen

Det er laaang tid siden jeg har haft tid til at komme afsted. Hjemlige projekter er der rigeligt af, særligt når vi bor i et ældre hus med stråtag og bindingsværk. Heldigvis har jeg længere ferie end min hustru, så jeg så mit snit til at tage afsted på en lille solotur. Jeg havde allerede planlagt ruten med mit foretrukne værktøj: Ride with GPS. Ruten var ikke “bomb-proof”, så overraskelser måtte forventes. Men netop uventede udfordringer gør vel ture mere eventyrlige?

Hjemme foran skrivebordet, med en kop kaffe, blev ruten udlagt efter opskriften: Jo mere grus og skov- jo bedre! Cykelvalget faldt på Gravelbiken. En skøn all-rounder der også giver mulighed for både fart og gode terrænegenskaber. Pakningen blev holdt på et minimum af gear, men dog lidt komfort. Skiftetøjet var der derfor ikke meget af, men det var jo også kun en smuttur.

Pakkelisten blev således:

• Hængekøje med myggenet
• Tarp (3×3 meter)
• SOTO gasbrænder med grydesæt- “gryde”- er lidt misvisende, kop er mere korrekt
• To drikkedunke
• Underquilt til hængekøjen (400 gram)
• Tyndt duntæppe (350 gram)
• MSR vandfilter og 2 liter vandblære
• Tynd dunjakke
• Uld t-shirt
• Hue og kasket
• Solbriller
• Shorts
• Diverse rep/værktøj til cyklen og pumpe
• Powerbank
• Klipklapper
• Viskestykke
• Ske/gaffel (spork)
• Telefon (som også er GPS vejviser)

Påklædningen var enkelt og praktisk. Cykelsko og cykelbukser. Uld t-shirt og en hurtigtørrende skjorte. Så kan jeg også begå mig på en cafe, når jeg lige trækker et par lette shorts på og lader cykelskoene stå og glider i klipklapperne. Det hele var klar og når dagens arbejde var udført, kunne jeg smutte afsted. Ved frokosttid trillede jeg ud på vejen.

Jeg havde allerede bestemt mig for en frokost i Præstø- som lå 50 km inde i ruten. Ruten dertil var fyldt med skov og en enkelt passage med cyklen på skulder. Det var en skøn blanding af underlag. Snart hørtes lyden af knitrende grus og små pinde der knækkede under dækkets tryk på de små skovstier. Sekunder senere blev underben og underarme, nænsomt “kælet” af kæmpe brændenælder. Den brændende fornemmelse i huden blev afløst af en brændende fornemmelse i musklerne når jeg ramte de korte men stejle stigninger. Der var absolut ingen tegn på, at jeg ikke var i live. Cafe Mocca blev frokostpausen.

Solen var i den grad medspiller på denne første dag. Jeg savnede selvfølgelig min faste makker (hustru), men solo kan noget andet. Du bestemmer helt selv hvad der skal ske og hvornår der er pauser. Dækkenes summen hver gang de rammer vej, inspirerer til at blive ved og ved. Det er nærmest meditation og jeg opdagede at jeg ikke længere fulgte med i den podcast der summede i det ene øre. Den blev slukket og jeg fortsatte mod Møn.

Jeg ramte 100 km, men syntes ikke rigtig at jeg kunne stoppe endnu. Et smut ned på Møn var jo alligevel planen og jeg havde stadig mange timers lys endnu. En tankstation blev besøgt og lidt sukker indkøbt. Men pauser efter 100 km er farlige! Rumpen er lidt øm og benene bliver hurtigt stive, så jeg skyndte mig videre inden kroppen fik overbevist hjernen om at stoppe for dagens arbejde. Nogle skyer drev hastigt over himlen, modvinden var tydelig men heldigvis gav det lidt mindre direkte sol. Temperaturen var nu helt perfekt, hvilket gav lidt ekstra energi til cyklingen. Jeg satte lidt musik i højre øre og trykkede pedalerne i de velkendte cirkler.

• 

• 

• 

Efter tre timer var jeg klar til at finde en god camp. Jeg havde medbragt hængekøje, så stedes skulle have egnede træer og dertil ønskede jeg en udsigt over havet. Fordelen ved hængekøjen er helt klart muligheden for at campere på ujævn bund og fugtig bund er ingen hindring. Jeg fandt en plads helt nede ved vande med skøn udsigt og i læ for vinden.
Det var skønt at trække i klipklapper og luftige shorts i commando style (ingen underbukser). En lang dag på cyklen fortjente en tur i havet. Der var kun mig i området, så nøgenbadning var oplagt. Nu er det jo altid lidt spændende at bade i saltvand, små sår på kroppen gør opmærksom på deres tilstedeværelse. Jeg havde flere små skrammer på underbenet efter turen, men bekymringen gik mere på mellemkødet. Jeg listede ud i vandet og med spænding og sikkert med en anspændt grimasse, dyppede jeg “kuglelejerne” og undervogn i havet. Det blev kun i tanken, for der var ikke nogen svien- kun den kølende effekt. Det var herligt og jeg lå i vandet i flere minutter.

Jeg gik på land og kom igen i tøjet. Selvom vejret fortsat var varmt, tog jeg alligevel min tynde dunjakke på. Jeg havde trods alt forbrændt små 4000 kalorier og så kan det være svært at holde varmen. Jeg var ved at løbe tør for vand og aftensmaden havde jeg fortsat til gode. Mine to cykeldunke og min to-liters vandblære blev fundet frem. Jeg gik på “rov” i et nærliggende sommerhusområde. Hurtigt fik jeg kontakt med en sommerhusejer der godt kunne undvære 4 liter vand. Tilbage i campen lavede jeg mad, en hurtig nudelsuppe og en kop kaffe.

Hængekøjen var ophængt således, at den også passede som stol. Dvs i en siddevenlig højde. Brænderen stod på en sten, så det var temmeligt afslappende at lave og spise mad. Allerede kl 21 var jeg klar til at lægge mig i køjen. Jeg lå i en rum tid og nød udsigten og havets klukkende lyde. Hurtigt faldt jeg i søvn.

Jeg vågnede tidligt. Allerede kl 05.45 sad jeg igen på cyklen. Vejret holdte tørt, men det var tydeligt at det ikke ville vare ved. Jeg trådte til og forsøgte at nå så langt som muligt inden regnen kom. Ved 10 tiden blev jeg indhentet af vejret og med mange kilometer hjem (stadig 70 km to go), besluttede jeg mig for et formiddagshvil under tarp og i hængekøje.
Jeg nåede at sætte op inden regnen blev kraftig. Jeg lå i køjen og lyttede til regnens trommen på tarpen. Cyklen stod fint i tørvejr sammen med mig og hængekøjen, men jeg var godt klar over at før eller siden ville både cykel og jeg blive våde- for regnen lignede noget der ville vare ved i nogen tid. Erkendelsen af at vejret nok ikke lader sig flytte rundt med, hoppede jeg ud af køjen og begyndte at pakke sammen. Selvom det bare er vand, hader jeg at pakke våde ting ned i tasken og det bliver bare en anelse besværligt. Men nok klynk- ned kom det hele. Jeg sad atter på skærveknuseren og havde suppleret beklædningen med min regnjakke. Som altid er det knapt så slemt, når jeg først har accepteret tingenes tilstand og jeg kan alligevel ikke ændre på vejret. Det eneste jeg bestemmer er hvorledes jeg reagerer og forholder mig til tingene.

Solotur er slet ikke så ringe endda!