Silverleden er en 65 km vandrerute, der starter og slutter i Hällefors, Sverige. Byen ligger på højde med Oslo og kan køres på ca 7 timer fra København. En ægte klassiker for vandrefolket, særligt hvis du elsker skov, kulturminder fra “guldgravertiden” samt storslåede udsigter. Ruten er beriget med 6 shelters, der ligger smukt placeret. Men det er ikke en let gået rute og du vil opdage at ruten på fineste vis formår at gå ind over alle toppe og snor sig voldsomt igennem terrænet. 1400 højdemeter venter- men er du indstillet på selve ruten og ikke ønsker at komme lettest og hurtigst fra A til B, så er Silverleden helt perfekt!
Turen går forbi utallige miner fra en svunden tid, hvor man gravede efter jernmalm og senere sølv. Du vil se flere efterladte huse, jernværk og ikke mindst opleve den svenske skov, smukke søer og fantastiske udsigter.
Som sædvanligt gik jeg og fandt lidt udstyr frem i ugen op til turen. Der var nogle valg at tage ud fra årstiden og forventet temperatur. Min hustru skulle også afprøve en rygsæk, så vi tog en lille testtur for at finde den rigtige rygsæk og de rette indstillinger. Jeg valgte også at pakke soveposer med spejlede lynlåse med. Jeg ved at hustruen har svært ved at holde varmen, særligt når temperaturen går under nul-punktet. Det fine ved spejlede lynlåse er, at de kan lynes sammen og man kan dele kropsvarmen. Et godt tip er at lægge en-to dunjakker som prop imellem skuldrene, da der kommer kold luft ned i mellemrummet. Mit førstehjælpssæt blev kontrolleret og jeg sikrede mig at sutur (til at sy sår sammen) stadig var -up to date- særligt bedøvelsen, som jeg ved at hustruen gerne vil have.
Som et ekstra tiltag fandt jeg en “Splint” skinne frem, skulle jeg have behov for at stabilisere en ankel eller lignende. Splinten fandt plads i rygsækken, der hvor vandblæren har plads.
Bilen blev pakket med rygsækkene og vi kørte mod Göteborg, hvor første overnatning skulle være på hotel. Dertil en lille shoppingtur- mest for fruens skyld!
Lørdag eftermiddag svingede jeg bilen ind på “Hurtigtorpet“- et sportsanlæg til bl.a langrend. Ifølge lokale efterretninger var der ingen problemer med at efterlade bilen her. Anlægget blev i øvrigt aflåst med bom hver aften og åbnet op igen næste morgen. Her var adgang til omklædningsrum, wc og bad. En herlig luksus vi ville benytte når vi kom retur fra turen. 15 svenske kroner for et bad var jo en gave når vi efter tre overnatninger ville komme tilbage- og helt sikkert lugte af alt andet end blomster!
Vi klædte om ved bilen og ved 15 tiden var vi klar til hiken. Jeg mindede hustruen om rytmen: Vi går i 50 minutter og derefter en pause på 10 minutter. Naturligvis +/- nogle minutter, skulle der være et oplagt sted at holde pausen. På vandreture i kuperet terræn, ujævne stier, fjeld osv., er det ikke afstanden der afgør hvornår vi holder pause, men tiden vi har arbejdet. Netop 50/10 opskriften syntes vi virker rigtigt godt for os. Vi når at finde rytmen og pausen er tilpas lang til at drikke vand og spise en snack, rette på rygsækken eller snøre støvlerne anderledes. Således gik vi 3 “rul”. Hvor stien tillod os at gå side om side, gik vi og hyggesnakkede. Jeg kunne tydeligt mærke at vi var længere nord på og dags temperaturen var faldet fra 15 til 5 grader. Luften føltes rigtigt frisk og jeg fik en fornemmelse af, at der var “energi” i hvert åndedrag. Vinni (hustruen) så også ud til at nyde både den friske luft og få brændt noget krudt af. Hun har lidt svært ved at sidde stille og det var tydeligt at arbejdet gjorde hende godt. Jeg spurgte ind til hendes velbefindende, særligt med fokus på den veloverståede knæoperation. Men efter en enkelt spørgerunde kunne hun melde alt vel og vi talte ikke mere om emnet resten af turen.
Jeg kunne tydeligt mærke at solen næsten var ved at forsvinde ned i horisonten, kulden kom snigende. Vi besluttede at finde en camp for natten. Ni kilometer lå bag os og nu skulle teltet op og to sultne munde skulle mættes. Vi fik lejren op at stå og jeg var allerede i gang med at finde brænde til bålet inden vor Herre slukkede for lyset.
Til trods for 800 gram ekstra vægt, havde vi taget en lille stol med hver. Under tre store grantræer tændte jeg op. Jeg lavede en “tre-buk” som skulle være bålstativ. Bålkedlen dinglede midt ind i flammerne og efter få minutter kogte vandet. Pulvermaden blev tilsat vandet og her sad vi ligesom i en lille sal, hvor gran-grenene var hvælving og taget over os, mens træernes mellemrum blev de store vinduer, med udsigt over søen. Søen lå nu spejlblank og stjernerne sendte sit lys ned på søen, som små lysende diamanter. Varmen fra bålet gjorde det behageligt og vi nød måltidet sammen med en udsigt fra øverste hylde.
Det blev den aften hvor vi sad længst tid i stilhed og bare nød tosomheden og den natur vi var omgivet af. Teltet på 1400 gram bød ikke på samme balsal, men stadig stort nok til at huse to med deres udstyr. Fordelen ved teltets størrelse var, at når liggeunderlagene var lagt ind, var der ingen mulighed for at de gled fra hinanden. Det betød at hele teltets bund var isoleret, uanset hvor vi satte rumpen. Bålet havde sørget for at vi var gennemvarme og det gjorde en kæmpe forskel for oplevelsen, særligt for Vinni- der har lidt sværere ved at generere varme. Teltets to indgange gjorde det også lettere at få “afvandet” i løbet af natten, uden at vi skulle kravle over hinanden. Vores lejr- dunsko stod klar, for jeg vidste at de ville blive brugt i løbet af natten! De herlige dunsko med gummisål er simpelthen geniale: De vejer ikke meget og holder godt på varmen. Sålen gør at det er muligt at gå rundt i lejren. Jeg forestiller mig også at de er geniale som hyttesko….
Jeg mærkede lysets første strejf ned gennem træerne og det skærpede mine sanser. Først lå jeg og lyttede lidt til omgivelserne, dernæst tog beskeden fra en fyldt blære over. Det var tid til at komme ud af den lune sovepose og lettet trykket. Jeg fik klaret ærterne og gik ned til søen. Vandet var iskoldt på hænderne og efter en vask af hænder og ansigt var jeg helt vågen. Rimfrosten lå overalt på jorden og det knaste hver gang min fod satte sit aftryk. Jeg gik tilbage til campen og begyndte at skramle lidt med køkkensagerne. Effekten havde sin ønskede virkning og Vinni begyndte at røre på sig. Jeg havde set en brønd 200 meter væk, ved en ødegård. Det var tydeligt at der ikke var nogen der havde besøgt huset i lang tid, men jeg tænkte at pumpen sikkert kunne give vand, hvis jeg blot sørgede for at hælde lidt søvand ned i røret. Ganske rigtigt, der blev skabt nok vakkum til at jeg kunne pumpe vand op. Jeg fyldte vores dunke og også en spand der stod ved siden af pumpen. Efter morgenmaden kunne vi således gå forbi pumpen igen og genfylde.
Vi havde købt noget frysetørret mad i poser, som vi havde kategoriseret som morgenmad. Det viste sig dog, at poserne kun indeholdt frysetørret frugt/bær! Det var meget skuffende og slet ikke nok til at holde gang i “maskinen”. Vi sad lidt og hang med skuffen, indtil vi fik den ide, at smuldre en havre-bar (fra PurePower) ned i posen. Det virkede absolut og sammen med en kop kaffe, blev dagens første måltid godkendt og fortæret.
Det blev tid til at pakke campen ned i rygsækkene. Da ruten ikke bød på indkøbsmuligheder ud over ved start, havde vi al mad med til hele turen. Jeg havde håbet på at kunne fange lidt fisk i løbet af turen, men da turistbureauet var lukket for sæsonen, var det ikke muligt at indløse fisketegn. Jeg synes at fornemme at tægen (rygsækken) var lidt lettere her til morgen, nu den var befriet for 4 måltider. Solen skinnede fra en blå himmel og temperaturen krøb opad samtidig med at rimfrosten trak sig tilbage. Vi gik til brønden for at fylde vand på drikkedunkene og derefter gik vi ind på vandrestien igen. Vi gik igennem varieret terræn og stien snoede sig over samtlige toppe og dale. Jeg kunne konstatere at al samtale var forstummet idet underlaget krævede fuld opmærksomhed. Jeg kunne dog høre Vinni udbryde diverse: uh, av, suk- hver gang balancen blev sat på prøve eller hun ikke fik løftet foden højt nok. Jeg kunne mærke hoftebæltet slide på min hud og måtte ofte justere lidt. Ved første hvil besluttede jeg at flytte skulderremmene et hak ned og dermed hæve hoftebæltet 2 cm. Det hjalp så meget at jeg ikke behøvede at justere resten af turen, bortset fra de små opstramninger af remtøjet, der altid vil forekomme.
Da jeg tager lidt længere skridt end hustruen, stoppede jeg op en gang imellem og ventede 5 sekunder, indtil hun igen var helt oppe. Hendes ansigt fortalte med tydelighed at hun var flyvende og bare var glad for at være afsted. Således holdt vi en ordløs kommunikation, hvor hun vidste at jeg havde kontakt med hende og jeg vidste at hun var ok. En gang imellem stoppede vi helt op, bare for at se op og nyde udsigten- et par ord og så gik vi videre. Det kræver en del at gå op, men at gå ned, er lige så slidsomt. Her skal vægten af krop og rygsæk hele tiden bremses og er støvlerne ikke snøret godt til, vil storetåen støde på snuden ved hvert skridt. På den lange bane betyder det en negl, der falder af! Vi havde heldigvis styr på fodtøjet og det var kun lårmusklerne der fik tæsk. Mange steder var stierne slidt ned i terrænet og var omdannet til små vandløb, hvor stenene kunne blive meget glatte eller der kunne være en del pladder.
Ved 2 rul var det på tide at fylde vand på dunkene. Vi fandt kun søvand som måtte igennem “rensningsanlægget”. Det var sikkert rent nok, men jeg havde kun et sæt bukser med- så jeg tog ikke chancen!
Vi var ved at runde 4 rul, og der ventede en længere opstigning. Frokost og efterfølgende lang pause var kærkomment. Jeg kunne godt mærke at der ikke var så meget energi på tanken. De sidste 30 minutter havde jeg en indre dialog, der mest af alt omhandlede mad, chokolade og en kølig øl. Øllen måtte jeg lade vente nogle dage endnu, mens maden var til at finde. Vi slog os ned i læ og på en solrig plet. Liggeunderlagene blev udrullet og alt køkkengrej samt forplejning fundet frem. Så snart vandet var sat over primussen, fik fusserne frisk luft. Vi sad begge og nød solen og snakkede om det fabelagtige vejr. 15 minutter senere var maden spist og jeg kunne mærke hvorledes kroppen var blevet mæt og blodet begyndt at samle sig omkring tarmene. Den naturlige trang til en middagslur var kommet på besøg, og jeg bød den velkommen. En times tid efter ankomst var det igen tid til at få “tægen” på ryggen og starte opstigningen.
Jeg kunne sagtens høre min egen vejrtrækning blive lidt mere insisterende da det gik markant op. Stien snoede sig op og blusens lynlås måtte ned. Jeg huskede mig selv på at holde kontakt bagud, jeg vidste at når jeg arbejder hårdt er jeg slem til at finde mit eget tempo og går ind i “tunnelen”. Det er sket så mange gange før, hvor jeg bare æder mig igennem. Vi stoppede med jævne mellemrum og kikkede ud over det landskab vi timer/dagen forinden havde vandret igennem.
Vi kom op og tog lige et lille ekstra hvil. Jeg tog et øjeblik for at studere kortet, opturen havde krævet det meste af vores vandbeholdning. En hurtig beregning og jeg kunne love at vi igen kunne fylde vores vanddunke op inden for 45 minutter. Efter en fin nedstigning ramte vi en sø og et hus hvor der var liv, modsat flere af de forladte huse vi havde stødt på i løbet af turen. Vi fik fyldt op fra vandhanen og jeg kunne således spare at pakke vandrensningssættet ud. Indtil nu havde vi gået 15 km i vanskeligt terræn. To km efter stødte vi på et shelter. Vi tog et kort møde og besluttede at vi havde mere krudt i benene og ingen problemer i fodtøjet. Næste shelter så ud til at ligge helt fantastisk, lige ved en skovsø og muligvis med åbningen i læ og ud mod søen. Det krævede dog at distancen ville snige sig op på 23 km.
Dagens lange etape bragte os forbi flere udgravninger, alle som lodrette huller eller længere kløfter. Ved siden af hver udgravning lå et lille bjerg af skærver. Ud fra bjergene af skærver, kunne jeg konstatere at hullerne var temmeligt dybe og ikke noget man ønskede at vade ned i! De huller vi fandt, var alle indhegnet eller tydeligt markeret, så i dagtimerne skulle man gøre sig umage for at dratte ned i sådanne mineskakter. Ruten bød også på fabrikslignende bygninger, som sikkert har været anvendt til at forarbejde jernmalmen.
De store anstrengelser med at nå frem til dagens shelter, gav pote. Vi fandt shelteret beliggende smukt ved søen. Her var læ, aftensol og ingen mennesker. Faktisk mødte vi ikke et eneste menneske på hele turen, ud over de to der boede i huset hvor vi fik vand! Det var med til at opbygge hele stemningen om en vildmarkstur.
Jeg gik straks i gang med at finde brænde og tænde op på bålpladsen. Vinni arrangerede sovepladsen i shelteret og valgte at lyne soveposerne sammen. Hun havde frosset lidt natten forinden.
Vi aftalte at lave pandekager. På disse ture har jeg altid en bålkedel og en pande med. Panden giver mulighed for både bøffer, pizza, fisk, røræg og pandekager! Her har vi fundet en arbejdsfordeling: Jeg laver et egnet bål og Vinni er eminent til at styre pandekage stegning på bålet! Det blev en rigtig god eftermiddag og aften, hvor maverne blev fyldt… 🙂
Ved 20 tiden fandt vi tandbørsterne frem. Jeg hængte tarpen op foran indgangen til shelteret, således at træk blev reduceret. Jeg kunne mærke hvorledes musklerne trængte til afslapning og hvorledes kroppen blev ekstra tung da jeg lagde mig ned. En stemme i det fjerne ævlede om “godnatkys”? Jeg huskede straks den gældende aftale vi har haft igennem hele vores ægteskab: “Altid kysse godnat, hvis du er hjemme!” Jeg smed lige en bemærkning ud om, at jeg bestemt ikke sov eller havde glemt aftalen….
11 timer senere vågnede jeg.
Halvdelen af Silverleden lå bag os, to dagsetaper ventede. Heldigvis væsentlig kortere end 23 km! Hjemme i Danmark er de fleste vandreruter let gået, også efter 25 km. Men i fjeld/bjerge og i dybe svenske skove, er det en anden snak. Naturligvis bliver arbejdet også vanskeligere af, at der skal bæres en rygsæk med både telt, køkken, sovegrej, skiftetøj, vand og mad. Vi valgte at tage en lidt længere etape først, for at kunne afslutte med en lidt kortere.
Først var det tid til at blande en pose tørret bær med en havrebar. Hertil en sjat vand og hele herligheden kunne spises. Faktisk synes jeg at det var en fin løsning, om end de frysetørrede bær var noget dyre. 100 gram for 57 svenske. Selvfølgelig er der en del at hente på kursen, meeen…. Jeg vil til enhver tid foretrække at blande i fryseposer hjemmefra. Altså købe en müsliblanding du kan lide og dele op i passende portioner. Eventuelt tilsætte lidt sødmælkspulver- og så blot hælde koldt eller varmt vand i når det skal spises. Er du mere raffineret eller hyppig selvblander- så har du sikkert en vakkumpakker og tilhørende poser. Så stiger holdbarheden drastisk og poserne er mere hårdføre.
Lejren blev pakket og et besøg på muldtoilettet overstået. Som en lettet mand kunne jeg vandre ubekymret videre. Nattetemperaturen havde været under nulpunktet. Der var overflade is på vandet og hver gang vandrestøvlen trådte ned i en tilfrosset vandpyt, hørtes den sprøde knasende lyd under sålen. Luften var kold og krystalklar. Underskoven blev nærmest flænset i skarpe kontraster mellem solstråler der fandt ned gennem trækronerne, og de steder der stadig lå hen i skygge. Over søen lå tågedisen og dansede en sidste vals, inden solen brændte den væk. I sandheden en magisk morgen! Vi vandrede gennem skoven uden at tale sammen det første stykke tid, indtrykkene skulle lige behandles og bundfældes. På en af de utallige toppe på ruten holdte vi første rul-pause. Her blev morgenens indtryk delt.
Dagens vandring bragte os forbi nogle af de største miner vi endnu havde set. Ruten fladede mere ud og vi kunne momentvis skyde god fart eller bruge mere tid på at kikke op og slippe koncentrationen på underlaget, men kun momentvis. Ruten var meget afvekslende og vi krydsede Svartälven, som viste sig fra sin bedste side.
Solen stod højt og det var så varmt at vi måtte justere i beklædningen. Min primus strejkede, dysen var lidt tilstoppet og rensenålen var forsvundet fra reperationssættet. Jeg kunne ikke finde en anden nål, da her var tale om et meget lille hul. I stedet blev frokosten tilberedt over et lille bål og bålkedlen kom igen i brug. Kaffe, pulvermad og en lille lur i solen var slet ikke så tosset.
Turen gik igennem endnu en højmose, hvor der var udlagt de klassiske planker. I solen var plankerne helt tørre og det satte automatisk farten op, da støvlerne havde et godt greb. Flere steder var der påsat hønsenet for at øge skridsikkerheden.
Vi fandt frem til turens sidste shelter der bød på alt hvad vi ønskede: Tørvejr, læ, vand, brænde og et lokum. Tilbage var blot at få bålet i gang og hygge med pandekager samt aftensmad. Dagen efter ventede en kort vandring på 10 km….
De sidste kilometer af Silverleden blev klaret på uden stop. Bilen stod som vi efterlod den og vi købte adgang til et velfortjent bad på Hurtigtorpet. Jeg måtte vaske den smule hår der er tilbage to gange! Lugten af bål hang godt ved og da jeg kom ud af badet og ind i omklædningsrummet, var der et markant røglugt fra det tøj, jeg havde båret de sidste fire dage. Jeg gav mig god tid i både bad og under omklædningen, idet jeg vidste at min bedre halvdel også var i bad. Det var ikke overraskende at jeg var færdig før hende- men som jeg altid siger: “Jeg er her stadig, fordi du er værd at vente på!”
Vi sluttede med endnu et ophold på hotel, dvs en husbåd i Göteborg Marina. Tanken var god mens selve oplevelsen var mere på det jævne. Det spabad der var i reklamen, var desværre lukket for denne sæson!!! Yderligere brillerede receptionen med at besvare mit opkald med: “Hvad vil du?”!
“Ja hvad tror du?- der står på skiltet at man skal ringe ved ankomst!”. Sikke en klovn, men vi blev installeret og gik en tur i byen for at købe lidt aftensmad. Jeg vågnede næste morgen og kunne tørt fortælle min hustru, at jeg havde sovet bedre de sidste tre nætter på mit liggeunderlag.
Slutteligt en kæmpe anerkendelse til min hustru Vinni, som både kan, gider og gør det– Tak fordi du altid er frisk på endnu en tur! Kh Turtossen.
TurTossen 