Vi satte kursen mod Rondane, Norges ældste naturreservat. Vi ville dog gerne have en overnatning undervejs. Ruten gik langs Sjoa (elv) en god del at tiden. Her kunne vi virkelig opleve vandets kræfter. Vi kunne se hvordan både kajak (foss) og rafting i store gummibåde var populære aktiviteter. Vi fulgte elven og fandt et egnet sted, med en smuk udsigt. Samtidig var der mulighed for et svalende dyp i elven, hvor vandet var dejligt koldt.
Det var stadig voldsomt varmt, men det lykkedes os at finde et sted med skygge, kombineret med en fin udsigt. Vi tog os sammen og vaskede det tøj der efterhånden trængte til en opfriskning. Min skjorte havde været gennemsvedt mindst 3 gange og havde saltaflejringer på ryggen. Jeg kunne sagtens se på skjorten at jeg også havde brugt rygsæk. Saltaflejringerne trådte tydeligt frem der hvor kanten af hoftebæltet og skulderremmene var. Endelig var skjorten også blevet lidt stiv i kraven.
Vores lille camp forvandledes hurtigt til et “loppemarked” med udstyr, tørresnore og håndklæder hængende overalt. Dertil selvfølgelig kaffebrygning og lidt snack på bordet.
Efter tøjvask blev det tid til en nedkølende tur i elven. Vi er heldigvis vant til det daglige isbad. Det hjælper derfor en del på selve udførelsen. Førhen vedstår jeg, at jeg altid har stået og trippet en del, før jeg endelig kom under. Jeg stoppede altid når vandet var tæt på at være i skridthøjde. Her stod jeg så og tog mod til at dyppe “kuglerne” og resten af overkroppen. Heldigvis gik jeg mere resolut til opgaven nu.
Vi gik ned til elven. Der fandt vi et passende sted. Vandet var mere i ro og vi var heller ikke så synlige der. Vi smed alle kludene og hoppede i baljen. Vi fik vasket os og lå 3-4 minutter i det iskolde vand. Herefter op og tørring i solen.
Vi tog rent tøj på og følte os nærmest genfødte.
I lejren fandt vi lænestolene og bøger frem. Vi sad nu og skuede ud over den brusende elv, i skygge af et træ og fik læst nogle kapitler.
Langsomt kom sulten og inden længe fik vi gang i kødgryderne.
Jeg vågnede til sædvanlig tid. Med meget lidt elegance, klatrede jeg over min hustru og ned af stigen. Jeg kværnede kaffe og fandt ruten til Mysusæter, hvor vi ville parkere og gå ind i Rondane Nationalpark. Ruten blev sendt til bilens kørecomputer, fra mobilen.
Når vi startede bilen, ville bilens navigationsanlæg automatisk foreslå destinationen og ruten dertil. Nu kunne jeg med ophøjet ro begynde at koge vand til kaffen og larme så meget, at hustruen også vågnede. Igen tog vi en dukkert i elven og blev i den grad helt friske og vågne. Morgenmaden gled ned. Vi pakkede bilen nøjagtigt som forrige dag. Solen havde godt fat fra morgenstunden. Vi kom afsted i fin stil og uden hastværk. Mysosæter lå mindre end en time væk.
Vi kørte op af de velkendte snoede veje, i zig-zag. Ved hvert 180 graders sving blev farten taget af, så svinget efterfulgt af acceleration. En herlig måde at køre på, særligt når små 300 hk venter på et spark i røven 😁! Lige efter Mysosæter skulle der betales for indgangen. 50 norske kroner. Det ville jeg gerne betale for at bidrage til områdets vedligehold og for at spare 4 kilometers gåtur hver vej.
Vi pakkede en rygsæk hver og monterede vandrestøvlerne. Dagens etape ville være ca. 15 km. Med i rygsækken var kogegrej, førstehjælpstaske, nødbivuak, mad, chokolade, dunjakke, regnjakke og hue/vanter samt vand. I fjeldet kan man sagtens blive overrasket af dårligt vejr. Skiftet kommer ofte meget hurtigt. Jeg orienterer mig hele tiden mod himlen 360 grader rundt. Men denne dag bragede solen ned og kun 2-3 m/s vind.
Vi gik mod Rondvassbu, som er en DNT (den norske turistforening) betjent fjeldhytte. Turen dertil var let gået og vi gik i et fint tempo. Ved hytten blev vi fristet af friskbagte vafler med blåbærsyltetøj og cremefraiche.
Efter mellemmåltidet gik vi væk fra hytten og andre fjeldvandere. Vi fandt en bro hvor der løb iskoldt smeltevand. Her tilberedte vi pulvermaden. Vi spiser mindre end vi gjorde for 15-20 år siden. På almindelige ture nøjes vi derfor med at dele en enkeltportion, med mindre vi er vintertur (større behov for mange kalorier). Efter maden kontrollerede vi omgivelserne og smed kludene og hoppede i det iskolde vand. Det var skønt og efter få minutter var det så koldt at det gjorde ondt. Vi lagde os i skyggen og snuppede en lille “morfar”.
Langt ude i horisonten skete der ting og sager. Et vejrskifte var på vej, men vi havde sikkert lidt tid endnu. Skyerne kom nærmere og vinden tog til. Vi nåede bilen og netop da vi rullede ned fra fjeldet, startede et brøl af regn og stormvejr. Vi sad rimeligt trygt bag bilens ruder. Flere gange måtte vi, sammen med andre bilister, holde ind til siden. Det var ikke muligt at se ud på kørebanen. Dertil kom blade og grene flyvende. Jeg skænkede en venlig tanke til de motorcyklister der blot kunne stå i regnen, uden at gøre andet, end at vente.
Vi skulle finde en plads. Vi forsøgte at finde noget ved Sjusjøen tæt på Lillehammer. Jeg har været ved søen på spejderlejr for ca. 40 år siden. Jeg har også løbet Birkebeinerrennet på ski. Derfor tænkte jeg at det var en mulighed.
Birkebeinerrennet er et årligt, klassisk langrennsløp i Norge, arrangeret for at mindes Birkebeinernes redning af kongssønnen Håkon Håkonsson i 1206. Løbet starter i Rena og slutter i Lillehammer. Alle deltagere skal bære en 3,5 kg rygsæk, som symboliserer prinsen.
Det var ikke let at finde et egnet sted ved søen, så vi måtte lidt væk. Det endte med en vendeplads på en skovvej. Regnen var stilnet af og hurtigt kom campen i stank. Først ved 22 tiden spiste vi aftensmad. Næste morgen vågnede vi igen op til høj sol og varmt vejr. Et andet hold i autocamper havde fundet samme plads i løbet af natten.
Turen fortsatte med retning sydvest. Jeg havde et område i tankerne, tæt på den norsk-svenske grænse. Flere søer i et større skovområde. Nogle timers kørsel kunne bringe os til området. Efter nogle forsøg, fandt vi rette sted. Tæt på sø og vandløb. Vi havde fundet to andre gode steder, men vejen var ikke konstrueret til vores frihøjde på bilen, eller omvendt! Vi snuppede en overnatning og jeg havde planlagt endnu en vandretur i Tivedens nationalpark, Sverige. Derfor satsede vi på at køre ind i Sverige. Vi ville tanke og handle lidt ind i et af Nord europas største indkøbscentre – Hypermat. Ikke lige min kop te, men chokoladen var alligevel en del billigere end i Norge. Faktisk 1/2 pris- eller dobbelt så meget chokolade for samme pris. Det argument er svært at stå imod.
Vi fik i løbet af dagen en aftale i hus. Aftensmad og husly blev aftalt. I Småland, tæt på Åseda blev vi inviteret på mad og hygge. Derfor stod vi tidligt op og begav os på en 12 km vandretur i Tvidens nationalpark. Vi ville også gerne bade efter vandringen, så vi skulle ikke sove for længe. Inden sengetid blev alt pakket undtagen det der skulle bruges til morgenmaden.
Vandringen skuffede bestemt ikke og den var varm, men ikke uudholdelig. Vi gik rask til og nogen gange måtte hustruen løbe nogle meter for at indhente mig. Men det passede godt ind i hendes ide om ekstra træning, nu da vi alligevel snart skulle bade i søen.
Efter vandreturen og besøget i Småland, besluttede vi at lægge turen omkring en ødegård. Ødegården ved Ryd og tæt på Mørrumsåen, har vi besøgt utallige gange i årenes løb. Vi plejede at løbe en tur rundt om søen, tæt ved hytten- for derefter at springe i søen. Dette måtte vi prøve inden vi kørte hjem til Danmark.
En fed afslutning på 14 dages tur i Norge og Sverige. Tak til min gæve hustru, som altid er frisk på nye eventyr.
