Klanen var igen draget på tur, denne gang med udgangspunkt i Breanäs ved den smukke sø Immeln i det nordøstlige Skåne. Klanen bestod af to sæt brødre: Morten og Flemming samt Jens og Søren (Turtossen). Dagene op til afgang blev brugt på den velkendte disciplin, som alle friluftsfolk kender alt for godt: nedtælling. Arbejdsdagene føltes længere end normalt, mens forventningens glædesbarometer steg støt og nåede nye højder for hver eneste dag, der gik.
Fredag var rejsedag. Vi mødtes hos Morten, pakkede det sidste grej og satte kursen mod Breanäs i Jens’ trofaste Land Rover. Snakken gik livligt de første kilometer, men så snart fartmåleren passerede 80 km/t, blev samtalerne mere eller mindre umulige. Støjniveauet i bilen var imponerende, selv efter Jens havde monteret ekstra højttalere. Hverken musik eller radio kunne hamle op med larmen fra det arbejdsivrige køretøj. Selv TV2’s bedste hits måtte kapitulere over for Land Roverens mekaniske symfoni.
Vel fremme ventede heldigvis noget langt mere behageligt. Aftensmaden stod på den efterhånden legendariske mørbradgryde, som nu officielt har fået det mere passende navn “Vildmarksgryde”. Det hele var forberedt hjemmefra, og Land Roverens kølerhjelm blev hurtigt forvandlet til både køkkenbord og feltkomfur. Ingredienserne blev samlet i gryden, og med Mortens hjemmelavede chilipasta som kronen på værket udviklede retten sig til et sandt festmåltid. Kombinationen af god mad, frisk luft og forventningen til weekendens eventyr gjorde, at gryden smagte som mad på første klasse.
Efter aftensmaden blev opvasken klaret, mens mørket langsomt sænkede sig over pladsen. Regndråberne begyndte efterhånden at tromme mod omgivelserne, og vi søgte hver til sit sæde i de medbragte letvægtsstole. Her blev verdenssituationen vendt, historier fortalt og ikke mindst vejrprognoserne gransket med stor interesse. YR-appens radar blev studeret nærmest videnskabeligt.
Ifølge prognosen ville regnen ophøre omkring klokken ét om natten. Derfra havde vi omtrent en halv time til at få teltene rejst, inden næste regnfront ville ramme området. Heldigvis holdt vejrudsigten stik. Præcis som lovet kom det lille hul i regnen, og pludselig summede lejren af aktivitet. Teltstænger blev samlet, barduner strammet og pløkker banket i den fugtige jord. Kort efter kunne vi hver især krybe ned i soveposerne og lytte til naturens lyde omkring os. Endnu en klantur var for alvor begyndt.
Lørdag – Solskin på kommando og regn i pauserne
Nattens regn havde trommet flittigt mod teltene det meste af natten, men da morgenen meldte sin ankomst, åbnede vejrguderne endnu engang et vindue med blå himmel. Muligheden skulle udnyttes. Teltene blev hurtigt pakket sammen, og vi søgte mod Land Roveren for at få gang i dagens vigtigste aktivitet: morgenmaden.
På menuen stod vildmarkstoast. Mens baconen sydede lystigt på panden og duften bredte sig gennem den fugtige morgenluft, blev rygsækkene pakket til dagens etape. Sovepose, liggeunderlag og telt fandt deres pladser i rygsækkene sammen med køkkengrej, mad, vandrensning, skiftetøj og regntøj. Jeg smed også en regnponcho i tasken. Det skulle vise sig at være en særdeles klog beslutning.
Badetøj og håndklæde fik naturligvis også plads. Flemming og jeg har efterhånden indført en fast tradition på disse ture: Der skal findes en badesø undervejs. Jens og Morten forholdt sig mere pragmatisk til den slags projekter og delte ikke helt vores begejstring for kolde dyp i naturens bassiner.
Med kort både på telefonen og i papirformat satte vi kursen ind i skovene omkring Immeln. Undervejs talte vi om rytmen på sidste års tur. Der var fuld enighed om én ting: Stress og jag hører ikke hjemme på vandreture. Derfor havde alle medbragt deres letvægtsstole. Planen var enkel og gennemtænkt: Cirka halvanden times vandring efterfulgt af mindst en halv times pause. En strategi, der gav god tid til både naturen, samtalerne og den nødvendige kaffe.
Dagen udviklede sig næsten komisk perfekt. Hver eneste gang vi gik, skinnede solen fra en blå himmel. Hver eneste gang vi holdt pause, åbnede himlen sine sluser.Her kom ponchoen for alvor til sin ret. Med bagdelen placeret solidt i stolen, rygsækken mellem benene og ponchoen trukket godt ned omkring både mig selv og udstyret, sad jeg som en tør lille ø midt i regnvejret. Det blev nærmest et ritual. Vi vandrede i solskin, holdt pause i regnvejr og fortsatte igen, når skyerne havde tømt sig.
I løbet af dagen blev det til tre særdeles vellykkede pauser. To med kaffe på kanden og én med frokost. Tempoet var behageligt, humøret højt, og naturen leverede hele tiden nye udsigter mellem regnbygerne. Hen på eftermiddagen nåede vi frem til en smuk sø omgivet af skov. Her fandt vi en velegnet lejrplads i skovbunden, hvor teltene kunne rejses mellem træerne.
Nu var det tid til dagens badeprojekt.
Flemming og jeg holdt fast i traditionen trods udfordrende forhold. Søbredden bestod mest af mudder, og vandet var overraskende lavt langt ud. Efter lidt plasken og en smule stædighed lykkedes det dog at få gennemført badet. Der skulle skylles lidt ekstra efterfølgende for at få de sidste spor af mudder væk, men den kolde dukkert gjorde underværker. Sveden blev skyllet af, kroppen kølet ned, og energien vendte tilbage.
Tilbage i lejren lykkedes det med lidt omtanke og tålmodighed at få tændt et bål trods de fugtige omgivelser. Regnen tog igen til, men ingen lod sig slå ud af den grund. På et tidspunkt indfinder der sig nemlig en særlig ro på sådanne ture. En accept af, at naturen er, som naturen er. Vejret bestemmer vi ikke over, og heldigvis for det.
Ilden, som nogen engang så rammende har beskrevet som “en ydmyg tjener og en grusom herre”, tjente os godt denne aften.
Mens solen langsomt sank bag søens mørke silhuet, kastede bålet sit varme skær ind mellem træerne. Rødvinsflaskerne blev lettere, og dagens oplevelser blev vendt og drejet. Gamle historier fik nyt liv, grinene rungede gennem den våde skov, og regnen virkede pludselig mindre vigtig.
Det havde været en af de dage, hvor alt egentlig lykkedes. Ikke fordi forholdene var perfekte, men fordi ingen havde travlt.
Vi krøb derfor forholdsvis tidligt i soveposerne. Regnen dryppede stadig fra trækronerne, men lejren var faldet til ro. Endnu en god dag ved Immeln var forbi.
Søndag – Morgendis og hjemtur
Morgenen bød på et syn, som alene er turen værd. En let dis lå som et slør hen over søen, mens skoven langsomt vågnede omkring os. Luften var kølig og frisk, og stilheden blev kun afbrudt af enkelte fuglestemmer og lyden af vand, der stille skvulpede mod bredden.
Jeg var oppe tidligt, som jeg ofte er på ture. Men efter en kort runde i lejren og et blik ud over søen, lod jeg mig friste af den lune sovepose og krøb tilbage i teltet. En ekstra time på skjoldet skulle man ikke kimse ad. Der er trods alt ikke mange steder, man sover bedre end efter en lang dag på vandrestierne.
Da lejren for alvor begyndte at røre på sig, så vejrudsigten lovende ud. Solen kæmpede sig igennem morgendisen, og endnu en god dag tegnede sig.
Kaffen blev sat over.
Det er ofte de små ting, der skaber de største glæder på en tur. For mit vedkommende er et af højdepunkterne uden tvivl mit titaniums-stempelkaffesæt. Snart bredte den liflige duft af friskbrygget kaffe sig gennem den kølige skovbund, og morgenstunden føltes næsten højtidelig. Morgenmaden bestod af müesli, vakuumpakket hjemmefra, simpelt og effektivt, præcis som det skal være på tur.
Efter morgenmaden blev lejren pakket ned. Telte forsvandt mellem træerne, soveposer blev rullet sammen, og rygsækkene fyldt en sidste gang. Som altid tog vi os tid til at gennemgå lejrpladsen grundigt. Intet skulle efterlades, bortset fra de flade aftryk efter teltpløkkerne. Naturen havde været en gavmild vært, og det mindste, vi kunne gøre, var at efterlade stedet, som vi fandt det.
De sidste 10-11 kilometer tilbage mod bilen blev tilbagelagt i et behageligt tempo. Solen skinnede, stien slyngede sig gennem skovene, og rygsækkene føltes pludselig lettere end dagene før. Måske fordi turens afslutning var inden for rækkevidde. Undervejs blev det også til en sidste, lang pause, hvor kaffen og stilheden fik lov til at fylde lige så meget som samtalerne.
Sveden meldte sig i takt med temperaturerne, og lag på lag-princippet blev endnu en gang taget i brug. Trøjer af og på, lynlåse op og ned. Små justeringer, som enhver vandrer kender nødvendigheden af.
Til sidst dukkede Land Roveren op mellem træerne. Trofast stod den, præcis hvor vi havde efterladt den to dage tidligere. Rygsækkene blev smidt ind, vandrestøvlerne løsnet, og en let soignering gjorde os nogenlunde præsentable igen.
Derefter gik turen mod nærmeste McDonald’s.
Også det er efterhånden blevet en tradition. Efter flere dage med bålmad, kaffe over gasblus og vandrensning føles en burger og en stor sodavand nærmest som luksus. Kontrasten mellem skovens ro og civilisationens bekvemmeligheder er egentlig ganske fornøjelig, når man har savnet den præcis længe nok.
Snakken forstummede på hjemturen. Weekendens mange oplevelser, de gode lejrpladser, regnbygerne, bålet ved søen og naturligvis de kommende ture, fik lov til at synke ind. For selv om denne tur var slut, var tankerne allerede begyndt at kredse om den næste.
Tre dage med vandring, regn, solskin, kaffe, bål, gode grin og godt selskab var nået til vejs ende.
Tak for en fantastisk tur, Flemming, Morten og Jens.
Jeg glæder mig allerede til den næste.
Efterord
Når jeg ser tilbage på weekenden ved Immeln, er det ikke regnen, jeg husker. Det er morgensolen over søen, duften af kaffe i skovbunden, varmen fra bålet og de gode samtaler undervejs. Regnen var blot en del af kulissen.
Det er måske netop det, der gør friluftslivet så fascinerende. Naturen er ligeglad med vores planer, men belønner os ofte rigeligt, hvis vi møder den med lidt tålmodighed, lidt ydmyghed og god tid.
Og heldigvis havde vi alle tre dele med i rygsækken. 🍂🥾☕🔥
TurTossen 