Min hustru og jeg havde sat kursen mod Telemarken med bilen fyldt til randen af vandreudstyr. Vi var klar til norsk efterår, som jo er noget ganske andet end det, vi kender hjemmefra i Danmark. Alligevel havde Kong Vinter et par overraskelser gemt i ærmet.
Pludselig stod vi og kæmpede os gennem knæhøj sne, mens vi undrede os over, om kalenderen mon havde sprunget et par måneder frem. Dagen efter var sneen næsten glemt, og vi kunne vandre videre i t-shirt under en dybblå himmel. Vejret i Norge lever bestemt sit eget liv, og på denne tur fik vi oplevet det hele på nærmeste hold.
På vej mod vinterfjeldet
Bilen summede, mens kilometerne blev ædt én efter én. Undervejs slog vi et smut forbi City Gross for at proviantere. Knækbrød og agavesirup koster jo nærmest en mindre formue i Danmark, mens det i Sverige stadig er til at betale. Dieselen var også billigere, så tanken blev naturligvis fyldt helt op.
Vi valgte færgeoverfarten mellem Moss og Horten. Den sparede os for omkring 180 kilometers kørsel, et par timer bag rattet og diverse afgifter gennem Oslo. Selvfølgelig koster færgen også lidt, men vi betragtede overfarten som en gevinst med en indbygget pause.
Regnen trommede mod bilen, og mørket kom langsomt snigende. Da regnen efterhånden blev afløst af slud, besluttede vi at tage den første nat på hotel. Det virkede som den fornuftige løsning, især med tanke på, at der ventede bjergkørsel ad sneglatte veje i ukendt terræn. Vejen ville stadig være der næste morgen, og så kunne vi i det mindste møde den i dagslys.
Efter en god nats søvn var spændingen allerede mærkbar. Faktisk så mærkbar, at vi var blandt de første ved morgenbuffeten. Efter maden skiftede vi til turtøj og pakkede rygsækkene i hotellets parkeringskælder. Uanset hvad vejret havde tænkt sig at byde på, ville vi være klar til at møde elementerne.
Telt, tarp og køkkengrej udgjorde fællesudrustningen og blev fordelt mellem os. Kort, kompas, tørkost, vand og vandrensningsfilter fandt vej ned i sækkene sammen med vandrestave, hue, vanter, dunjakke, skiftetøj og sovegrej. Til sidst blev pandelamperne lagt på plads. De skulle måske ikke bruges, men på fjeldet er det netop det udstyr, man ikke tager med, man ender med at mangle.
Vi kørte knap en time, før vi ramte grusvejen, der skulle føre os op til vandrerutens begyndelse. I starten var vejen fin, men efterhånden som vi kom højere op, begyndte sneen at dække underlaget.
Trods vinterdæk og rigeligt med moment i motoren lykkedes det ikke at få bilen helt op til rutens startsted. Hjulene mistede grebet, og bilen begyndte at fedte og glide sidelæns. Det var ikke et sted, hvor man havde lyst til at satse på, at lidt mere speeder ville løse problemet.
Jeg måtte bede min hustru om fuldstændig ro i kabinen, mens jeg bakkede den cirka én kilometer lange strækning ned ad bjerget igen. Hun forstod hurtigt alvoren og imødekom mit behov for koncentration:
“Okay, jeg holder kæft!”
Det var præcis den form for støtte, jeg havde brug for.
Længere nede fandt vi et sikkert sted at parkere bilen. Rygsækkene kom på, og så måtte vi tage den resterende del af opstigningen til fods. Efter omkring 20 minutter stod vi ved det planlagte startsted og kunne forlade bjergvejen til fordel for stien.
Her lå der mellem fem og ti centimeter sne, og temperaturen befandt sig omkring frysepunktet. Kulden forhindrede dog ikke kroppen i at producere varme. Tværtimod. Vi måtte hurtigt tage et lag af, og jeg fortsatte i en langærmet uldundertrøje og skaljakke. Ventilationsåbningerne i bukserne blev åbnet, så overskudsvarmen kunne slippe ud.
Vi gik omtrent en time, før terrænet for alvor begyndte at stige. I begyndelsen var ruten forholdsvis let at følge, men jo højere vi kom, desto tykkere blev snelaget. Ofte trådte vi i blinde uden at vide, hvad der gemte sig nedenunder. De højskaftede støvler forhindrede sandsynligvis mere end ét vrid i anklerne, når fødderne landede skævt mellem sten, rødder og skjulte fordybninger.
Omkring trægrænsen ændrede forholdene sig markant. Heroppe stod den på regulær snestorm.
Tempoet faldt yderligere. Flere steder nåede sneen os til knæene, og sigtbarheden var reduceret til omkring 20 meter. Stormen rev i tøjet, og de små, snedækkede buske fik konturerne i landskabet til at flyde sammen. Det blev vigtigt, at jeg hele tiden holdt kontakt bagud.
Flere gange lød det gennem stormen:
“Hvor er du?”
Jeg vendte mig om og svarede:
“Lige her. Små tre meter foran dig!”
Afstanden mellem os var ganske kort, men sne, vind og lave buske gjorde det overraskende svært at se hinanden. Fjeldet havde på ganske få timer skiftet karakter. Det var ikke længere blot en efterårstur med lidt sne på stien. Nu krævede hvert eneste skridt koncentration.
Heldigvis forløb navigationen perfekt. Hver gang jeg fandt en rutemarkering, sagde jeg det højt. Det gav min hustru ro i sindet, for hun havde allerede sat ord på sine tanker:
“Jeg er ikke helt tryg ved det her.”
Jeg forsikrede hende om, at jeg var sikker på vores position. Snart ville ruten føre os ned i skoven igen, hvor træerne ville give læ for vinden. Det var ikke et løfte grebet ud af luften. Kortet, kompasset og rutemarkeringerne stemte overens, og vi bevægede os i den rigtige retning.
Endelig nåede vi ned mellem træerne. Vinden mistede straks noget af sin styrke, og skoven føltes næsten som et beskyttende rum efter de åbne vidder ovenfor. Her fandt vi et godt sted til en lang og tiltrængt pause.
Vi havde været i gang i et par timer, og nu lød kaffe og pandekager som den rene luksus.
Pande, køkkengrej og den færdiglavede pandekagedej blev fundet frem. Min hustru husker altid at lave dejen hjemmefra, og hun husker heldigvis også, at jeg gerne vil have lidt revet citronskal i. Sammen med friskkværnet kaffe fra titaniumstempelkanden og en gavmild sjat agavesirup blev det til en ganske vidunderlig pause midt i vinterlandskabet.
Jeg var især glad for, at vi havde slæbt to letvægtsstole med. Der findes tidspunkter, hvor nogle få hundrede gram ekstra i rygsækken er hele vægten værd, og dette var bestemt et af dem. Det var en fornøjelse at kunne sidde afslappet og hævet over den kolde, våde sne, mens duften af kaffe og pandekager blandede sig med den friske luft mellem træerne.
Efter pausen besluttede vi at fortsætte ned i den næste dal og finde en egnet lejrplads ved en af områdets mange søer. Jeg håbede samtidig, at der ville være mulighed for at tænde bål. Bukser og vanter var efterhånden godt våde og ville have gavn af lidt varme og forsigtig tørring.
Foran os ventede dalen, søerne og jagten på nattens lejrplads. Bag os lå snestormen og det åbne fjeld. Vi var kommet sikkert igennem turens første alvorlige udfordring, men dagen var endnu langt fra slut.
Lejr ved søen
Vi fandt et godt sted at slå lejr, lige ned til en sø med fuldstændig klart vand. Vinden havde lagt sig en del, og mellem træerne øjnede jeg muligheden for at få gang i et bål. Med lidt birkebark som optænding fik flammerne hurtigt fat, og snart bredte den første behagelige varme sig i lejren.
Herefter gik vi i gang med tunnelteltet. Det tog lidt tid at finde en nogenlunde plan flade mellem sne, sten og ujævnheder, men med lidt fantasi lykkedes det at skabe to gode sovepladser. Samtidig kom teltet til at ligge rigtigt i forhold til vinden. Det var ikke verdens mest luksuriøse teltplads, men den var tør, beskyttet og vores for natten.
Kogegrejet blev fundet frem, og aftensmaden bestod af en pose tørkost. Min godt brugte Primus Spider Stove leverede endnu en gang varen, og på ingen tid havde vi kogende vand. I stedet for at hælde vandet direkte i posen kom vi tørkosten i gryden. På den måde kunne retten få lidt længere tid til at trække, uden at maden nåede at blive kold.
Efterhånden indfandt roen sig i lejren. Vi spiste den varme mad og lavede endnu en omgang pandekager. Når man først har slæbt pande og pandekagedej med ud i fjeldet, skal det selvfølgelig udnyttes. Og helt ærligt: Pandekager smager bare bedre i det fri.
Udsigten over søen var fantastisk. Vandet lå klart og stille foran os, og en stund fandt solen helt ned i dalen. Lyset ramte landskabet og fik sneen og vandet til at glimte, mens bålet knitrede ved siden af os. Efter dagens snestorm og anstrengende vandring føltes lejren som en lille, fredelig verden for sig selv.
Da det sidste dagslys forsvandt, rykkede vi tættere på bålet. Varmen tørrede langsomt vores våde tøj og fandt samtidig vej tilbage i trætte hænder og fødder. Allerede ved ottetiden var mørket faldet over dalen, og pandelamperne kom i brug, mens vi klarede aftentoilettet og gjorde os klar til natten.
Kort efter krøb vi ned i soveposerne. Der blev plads til lidt hyggesnak i teltets mørke, men trætheden vandt hurtigt. Snart sov vi begge tungt og uforstyrret, mens natten sænkede sig over søen og den stille vinterdal.
Fra vinterfjeld til rødvin i solen
Vi vågnede først ved ottetiden. Godt udhvilede og uden skavanker efter gårsdagens hårde slid oppe i det sneklædte fjeld.
Jeg gjorde klar til kaffe. Maden havde jeg hængt op mellem to træer. Klog af skade.
På en tidligere tur, for mange år siden, havde en mus spist sig gennem stoffet på min taske for at nyde godt af den müsli, der gemte sig derinde. Siden da har jeg sørget for, at maden enten er ophængt eller opbevaret i en gryde med låg. Man lærer trods alt af sine fejl, især når de har små tænder og en forkærlighed for morgenmad.
Vi spiste morgenmad og tilberedte de sidste pandekager. Kaffen gled ned, og straks derefter gik vi i gang med at pakke lejren sammen.
Én ting er at pakke teltet hjemme på et bord. Noget helt andet er at gøre det ude i fjeldet, hvor underlaget er ujævnt, og grejet helst ikke skal ende direkte i sne, mos eller mudder. Men rutinen kom endnu en gang til sin ret, og vi fik pakket det hele fornuftigt ned.
Jeg tilbød at tage både køkkengrej og telt. Min hustru mente ikke, at hun tidligere havde båret så tung en rygsæk, så vi fomfordelte vægten lidt mellem os. Det var nok meget fornuftigt.
Solen slap fri af de omkringliggende bjergtoppe og begyndte langsomt at varme dalen op. Vi gav os god tid denne morgen, og først ved titiden satte vi gang i dagens vandring.
Solen havde magt, og himlen var fuldstændig blå. De sidste rester af sne i dalen kæmpede forgæves mod overmagten. Vinteren havde ganske vist ikke helt opgivet, men den var tydeligvis på tilbagetog.
Jeg orienterede min hustru om dagens rute og om muligheden for, at vi skulle tilbagelægge nogle kilometer uden for de etablerede stier. Der var fuld accept:
“Jeg har aldrig oplevet, at vi er faret vild, når du har stået for ruten, så det går nok.”
En dejlig tillidserklæring. Og måske også en lille smule pres på navigatøren.
I højt humør tog vi fat på dagens arbejde. Navigationen forløb til UG, og vi fandt de forskellige opfang i terrænet, som skulle sikre, at vi holdt den rigtige kurs. Vi krydsede små vandløb, og hver eneste gang lykkedes det os at komme tørskoede over.
Vi havde endnu ikke mødt andre mennesker og begyndte efterhånden at føle os helt alene i vildmarken. Kun vinden, vandet og lyden af vores egne skridt fulgte os gennem landskabet.
Dagens vandring skulle bringe os tilbage til bilen. Derefter skulle vi forskyde til det næste fjeldområde og dernæst en hytte, jeg havde booket gennem Airbnb, som så mange gange før.
Vi gik videre, mens solen bagte fra en skyfri himmel. En T-shirt var alt, hvad der var nødvendigt. Det virkede næsten uvirkeligt efter gårsdagens snestorm og knæhøje sne.
Vi krydsede højmoser og bevægede os gennem smalle kløfter, hvor sneen stadig lå tungt. Solens stråler kunne ikke nå ned mellem klipperne, og her holdt vinteren fortsat stand. Temperaturforskellen kunne mærkes med det samme, når vi forlod solen og trådte ind i kløfternes kølige skygge.
Vi holdt nogle få drikkepauser, men ellers fortsatte vi støt med benarbejdet. Efter omkring tre timer ramte vi endelig en grusvej.
Tempoet steg næsten automatisk. Underlaget blev lettere, skridtene længere, og pludselig kunne vi se bilen foran os.
Den stod badet i sol, og vi benyttede straks muligheden for at lufte soveposerne, tørre teltet og lave kaffe. Grejet blev bredt ud omkring bilen, mens vi selv nød varmen og den særlige tilfredshed, der opstår, når dagens kilometer er tilbagelagt, og kroppen ved, at arbejdet er gjort.
Efter en god time i solen pakkede vi grejet sammen og kørte videre mod næste stoppested. Det viste sig at være en skøn plads ved en elv, hvor der samtidig var mulighed for et varmt bad.
Inden badet satte vi lejren op og besluttede at nyde et par krus vin. Siddende i solen med en god flaske rødvin var det noget af en kontrast til gårsdagens vinterfjeld med snestorm og knæhøj sne.
På mindre end et døgn var vi gået fra at kæmpe os gennem vinteren til at sidde i T-shirt ved en brusende elv med rødvin i krusene. Fjeldet kan skifte karakter hurtigt, og netop det er en del af dets særlige tiltrækningskraft. Man ved aldrig helt, hvad der venter på den anden side af næste højderyg.
Efter et varmt bad og et godt aftensmåltid kravlede vi tidligt i soveposerne. Trætte på den gode måde, mætte og med endnu en dag i fjeldet gemt i erindringen.
En regnvejrsdag ved Oslofjorden
Igen sov vi længe. Vejrguderne havde lovet at skifte solskinnet ud med regn, og de holdt, hvad de lovede. Det regnede hele dagen.
Heldigvis kunne vi spise morgenmad under et halvtag og efterfølgende pakke vores stumper sammen samme sted. Det var rart at kunne holde det meste nogenlunde tørt, mens regnen trommede mod taget og lagde en våd dyne over landskabet.
Allerede ved nitiden var vi klar til afgang. Bilen startede velvilligt, og vi satte kurs mod Holmestrand ved Oslofjorden.
I byen fandt vi en café, hvor vi nød en kop kaffe og et stykke kage. Der var ikke meget at tage sig til på sådan en grå regnvejrsdag, men en gåtur langs marinaen kunne vi alligevel ikke lade være med at tage.
Jeg elsker sejlbåde. Og jeg elsker at sejle dem.
Der er noget særligt ved at gå rundt mellem bådene i en marina. Blikket glider automatisk hen over skrog, master og dæksudstyr, mens tankerne langsomt driver af sted. Hver båd rummer løftet om nye eventyr, fjerne kyster og stille aftener for anker. Selv i silende regn er det svært ikke at drømme lidt.
Vi fik nogle timer til at gå i Holmestrand, inden vi igen satte os ind i bilen og satte kurs mod et nyt fjeldområde og vores næste lejemål.
Vi ankom omkring en time tidligere end aftalt, men værten tog venligt imod os og viste os rundt. Varmen i hytten ramte os med det samme, og efter dagene i telt føltes stedet nærmest overvældende luksuriøst.
Vi pakkede hurtigt ud og lod soveposer, telt, tarp og tøj tørre helt igennem. På kort tid blev hytten forvandlet til ét stort tørreskab. Grej hang over stole, lå på gulvet og var bredt ud på alle ledige flader. Duften af vådt friluftsudstyr blev langsomt erstattet af den behagelige fornemmelse af, at alt igen var ved at blive tørt.
Efterhånden som grejet tørrede, pakkede vi det sammen. Selv teltpløkkene blev vasket, tørret og gjort klar til næste tur.
Det kan måske virke en smule overdrevet, men der er en særlig tilfredsstillelse ved at komme hjem fra en tur og kunne lægge udstyret direkte tilbage på sin plads. Tørt, rent og klar til det næste eventyr.
For næste tur skal nok komme.
Imens benyttede vi chancen til at rette blikket mod sofa og lidt fjernsynskiggeri.
Et sidste møde på fjeldet
Næste dag pakkede vi en dagtursrygsæk og begav os endnu en gang op på fjeldet. Foran os ventede en kort tur på omkring ti kilometer.
Badet i solskin og med let oppakning var det en sand fornøjelse at vandre op gennem terrænet. Benene føltes lette, og det var næsten befriende kun at have det mest nødvendige med i rygsækken. Efter de foregående dages tunge oppakning føltes dagtursrygsækken nærmest vægtløs.
Efter en times vandring fandt vi et godt sted i lyngen og holdt en lille pause. Vi drak vand og spiste de dyrt indkøbte norske Kvikk Lunsj-chokolader. De kostede måske mere, end vi havde forventet, men på fjeldet smager chokolade nu engang bedre. Særligt når solen skinner, og udsigten følger gratis med.
Mens vi sad der i lyngen, hørte vi pludselig støj bag os. Først lød det blot som grene, der knækkede inde mellem træerne, men lyden voksede hurtigt.
Et øjeblik senere kom en elg buldrende gennem krattet.
Den havde tilsyneladende ikke fået øje på os og fortsatte forbi i fuld fart, kun omkring tyve meter fra det sted, hvor vi sad. Det hele skete på få sekunder, men endnu en gang blev vi slået af dyrets størrelse. En elg er imponerende på afstand, men når den pludselig kommer bragende gennem skoven så tæt på, virker den nærmest enorm.
Vi sad stille og kiggede efter den, mens lyden langsomt forsvandt mellem træerne.
Omkring fem minutter senere kom en jagthund løbende i præcis det samme spor. Den bar et GPS-halsbånd, som gjorde det muligt for jægeren at følge dens bevægelser gennem terrænet.
Hunden stoppede op, da den fik øje på os. Jagten kunne åbenbart godt vente et øjeblik. Den brugte omkring 30 sekunder på at komme hen og hilse, modtage lidt klap og undersøge, hvem vi var. Derefter vendte den tilbage til sporet og fortsatte målrettet sit arbejde.
Mødet satte gang i en længere snak om jagtformen. Der var formentlig tale om løshundsjagt, som er en udbredt måde at jage elg på i Norge. Ved denne jagtform arbejder hunden løst og forsøger at finde elgens spor eller fært. Når hunden finder en elg, følger den dyret og forsøger ofte at få det til at standse ved at stille det og gø. Jægeren følger hundens position på GPS’en og forsøger derefter at nærme sig forsigtigt.
Hvis elgen ikke vil stå fast, kan hunden følge efter den over ganske lange afstande. Det forklarede meget godt, hvorfor elgen først kom buldrende forbi, og hvorfor hunden dukkede op i det samme spor lidt senere. Om det præcis var sådan, jagten denne dag foregik, kunne vi naturligvis ikke vide, men hundens GPS-halsbånd og målrettede arbejde pegede i den retning.
Det var en fin lille oplevelse. Et af de møder, man ikke kan planlægge, men som gør en tur levende og bliver siddende i hukommelsen længe efter, at rygsækken er pakket ud.
Vi fortsatte mod toppen og nød de sidste kilometer på fjeldet. Solen fulgte os hele vejen, og efter at have nået dagens højeste punkt vendte vi om og satte kurs tilbage mod hytten.
Her ventede turens sidste aften og endnu en nat, inden vi skulle pakke bilen og køre hjem til Danmark.
Det var vemodigt at tænke på, at turen næsten var slut. Vi havde oplevet snestorm og knæhøj sne, blå himmel og bagende sol, våde regnvejrsdage, varme hytter og stille stunder med rødvin ved elven. Vi havde krydset moser, vandløb og snefyldte kløfter. Og nu havde fjeldet endda sendt en elg forbi som en sidste afsked.
Næste dag gik turen hjemad. Grejet var tørt, oplevelserne var pakket med i bagagen, og endnu et lille eventyr kunne føjes til samlingen.
Til min hustru:
Tak for en skøn tur. Tak for dit gode humør, din tillid til mine rutevalg og dit selskab gennem både snestorm, regn og bagende sol. Og ikke mindst: Tak, fordi du gider!
